Core galore

Thy Art is Murder på Lille VEGA

Anmeldelse af: Thy Art is Murder m.f., Lille VEGA, 20. oktober 2017.

Der var dømt fire gange core i Stauningsalen i Lille VEGA, hvor specielt publikum bemærkede sig som underlagte disciple.

(Foto: Anders Lundtang)

Jeg havde just afleveret mit habengut i garderoben og bevæget mit korpus i retning af scenen, da første orkester fra Down Under kom gående mod mig på slaget til Disney Sjov fredag aften i Lille VEGA. Det var tidligere, end anført på billetten, men hvem er man til at klage over at få serveret musik for tidligt? Det skulle da lige være dem, der havde glædet sig til at se:

Justice for the Damned
Hovednavnet, Thy Art is Murder, er som bekendt fra Australien, så måske havde de undersøgt den omkringliggende bush i lokalområdet for at støve disse Justice for the Damned, der har én plade i bagkataloget, op.

Mit førstehåndsindtryk var ingenlunde godt. Lyden var lidt spag, og vokalen var kedelig, men mest nedslående var bandets uopfindsomhed med riffs og sangstruktur.
Det lød halvvejs i showet som om, at de etablerede navne i deathcore-genre havde overdraget deres aflagte sange til Justice for the Damned, så de trods alt havde noget at optræde med.

Men netop som jeg havde troet, bandet ikke kunne noget – en opfordring til circlepit resulterede blot i en åben cirkel midt blandt publikum – begyndte der faktisk at ske en anelse. Lyden blev lidt bedre, og publikum havde umiddelbart en attitude med, at når det nu var fredag, og man havde glædet sig til koncerten, så skulle den have hele armen, så synergieffekten begyndte at implementere sig allerede halvvejs i første band, hvor JftD formentlig blot skulle have slået en australsk prut, og så havde publikum kvitteret med moshpit herefter.

Bandet blev reddet hjem af publikum, men jeg trænger ikke til at se dem igen.

Oceano
Dette amerikanske orkester er faktisk et af de første rendyrkede deathcore-bands, jeg stiftede bekendtskab med. Jeg faldt ganske enkelt over sangen “District of Misery” fra deres første skive, Depths, som vi da også fik serveret denne aften, en tilfældig dag.
Jeg var solgt. Den underspillede melodi, de tunge breaks og stilheden mellem de enkelte elementer. Men ville det fungere live?

Det gjorde det i mine øjne. Oceano tangerer næsten death metal, selvom puritanerne nok ikke deler den opfattelse, når vi skal nørkle sub-subgenre-snobberi, men forsanger Adam besidder bare en eminent vokal, der både kan sin pig squeal og dybe growl, dog døde hans skrigende vokal enkelte gange ud, så man ikke kunne henslænge sig fuldstændig til en helhedsoplevelse.

Men sammenkoget af det, vi fik serveret, var i top. Lyden var god, MEN, siden bandet er blevet decimeret med en guitarist, hvorved Scott Smith må stå for både rytme- og leaddelen, gør, at når der så skal spilles tung break samtidig med en melodi, så måtte bandet benytte sig af playback. Det trak ned i min bog.

After the Burial
Her havde vi nok at gøre med aftenens mest tekniske indslag, der bevæger sig i sfæren mellem metalcore og progressiv metal.

Det var medrivende og tydeligvis et band, som mange publikummer havde set frem til at opleve, og koncerten ramte nok indlevelsesmæssigt sit klimaks, da jeg fødderne fra crowdsurfere næsten ramte loftpanelerne, og jeg spottede en blødende publikumgænger eller to med det største smil på.

Jeg blev desværre ikke revet med på samme måde, selvom After the Burial nok har den mest alsidige diskografi, og man derfor som undertegnede aldrig kan få lige præcis sine ypperste sangønsker opfyldt.

Bandet virkede også overordentligt lykkeligt for at være lige i Kbh denne aften for at spille for de danske fans.

Thy Art is Murder
Tidsplanen var indtil nu fuldt nogenlunde til punkt og prikke, men de australske deathcore-drenge lod vente på sig, og publikum blev lettere utålmodige, men et gammelt ordsprog siger som bekendt, at forventningens glæde er den bedste.

Så da forsanger C. J. og de andre endelig gav los med første hymne, så var folket et frådende, fræsende og flæsende sammenrend af dedikerede elskere af Thy Art is Murder.

Bandet leverer ikke stor kunst (tøhø), hvis man spørger mig. Men mindre kan også gøre det, og bandet skal virkelig suge til sig af al den ros, som specielt deres seneste skive, Dear Desolation, har kastet af sig. Bandet er vist lidt deathcorens svar på Slayer: Man ved, hvad man før, men når man så får det, så er det af høj kvalitet uden de store armbevægelser.

Igen blev scenen velbesøgt af crowdsurfere, der gav bandets crew gråt hår, mens publikum vendte det hvide ud ad øjnene på den måde, når man ser djævelen besætte pøbelen.

Selv når der var tekniske problemer, var der tid til overskud og sjove kommentarer. Det endte på grænsen til det latterlige, men det er egentlig rart at se, at man kan have en ironisk distance til sig selv her og der.

Jeg glæder mig til at se stort set alle bands igen.

Mærkater: , , , ,