Dansk power FTW!

Anmeldelse/kommentar af Seven Thorns, Brøndbyøster, 16. sep.

Intime rammer med Power Metal gav storladne armbevægelser

Dem, der kender mig bare en anelse indgående med mine metalliske præferencer, ved, at jeg ikke har så meget tilovers for Power Metal generelt.

For i mine øjne findes der den såkaldte “Heltemetal”, som jeg holder af, og så er der det bombastiske, teatralske, på kanten til det pinagtige, vind i håret og pive-vokal, som selv Michael Jackson ville misunde-metal.

Jeg forstår mig simpelthen ikke på det, men det er vel så et spørgsmål om, hvad man er til.

Men måske skal den sætning nu ændres til, at jeg ikke “forstod” mig på (noget) Power Metal.

For i fredags blev Metal A Day inviteret til en intimkoncert med danskerne – og en enkelt svensker – i Seven Thorns i deres øvegemakker i Brøndbyøster til et set på lidt over en time med etablerede sange og nye afprøvelser, inden turen atter går mod Tyskland, hvor bandet efterhånden har slået sig semi-solidt fast som et eftertragtet navn.

Herhjemme, ja, der er de vel mest “kendt” for at have kigget indenfor i programmet “Danmarks har talent”, som affødte en del debat på de sociale medier om, hvad et band “må” og “ikke må” for at slå sig igennem og skabe et navn.

Det er ingen hemmelighed, at denne skribent er fortaler for, at et band – trods der i dette tilfælde var tale om at få én på opleveren for Seven Thorns – ikke skal sky nogle midler for at slå sig fast i den (brede) danske og udenlandske befolkning og så ellers bare losse jantelovs-Danmark hårdt over de små tæer med dertilhørende små sko.

For jeg blev blæst bagover af Seven Thorns power-performance foran det sparsomme publikum i øveren. Musikken er jo lettilgængeligt og bare et nøk højere opad på forvrængningen i forhold til så meget rockmuzak, der bliver spillet i æteren. Hvorfor kan Seven Thorns ikke blive spillet på ligefod med metervare-rock?

Det er også så farligt at fremhæve et enkelt medlem på bekostning af andre, men jeg leder stadig efter min kæbe, da jeg oplevede guitarist Gabriel lege med guitaren og svinge soli ud og fik det til at se lige så nemt ud, som var han ved at åbne en slikpose med genluk.

Jeg glææææder mig til at opleve bandet igen – og andre i samme stilart – for den genre skal opleves på krop og sjæl \,,/

Tak drenge for at omvende mig – i hvert fald en anelse.

 

Mærkater: , ,