Alice Cooper

Intervals leverede varen eminent

-

Anmeldelse af: Intervals, med flere. Rust, Kbh. 07. juni 2019.

På en ellers smule kedelig fredag var der lagt op til et brag af en koncert til Prime Collective’s årlige sommerfest, men det var lige ved ikke at ske.

 

Skribent: Daniel Falk Jonasson

Foto: Anders Groos Mikkelsen

 

Få timer inden dørene skulle åbne, bliver der skrevet på den tilknyttede Facebookbegivenhed, at spillestedet Rust var i knibe. Højtalerne, der skulle forsyne de ankomne gæster, havde nemlig besluttet sig for at ville spille en overdøvende tone, så aftenens hovednavn, Intervals, ikke ville kunne gennemføre deres show. Heldigvis kunne Prime Collective melde grønt lys for aftenen, og så var alle glade.

Publikum var mødt talstærkt op, og der var lagt op til et brag af en aften, selvom der stadig blev hvisket i krogene, at det ville blive en kort fornøjelse.

Aftenens vært, Mirza, stod for den korte underholdning før første kunstner, karismatisk som han er, påpegede han, hvor gammel han følte sig, når han stod ved siden af The Omnific fra Australien.

 

The Omnific: spændende, anderledes, og helt vildt unge.

Aftenens første agt bestod af det australske band The Omnific, som består af to forskellige instrumenter, fordelt på tre medlemmer, to bassister og en trommeslager.

Ved første øjekast ligner de nogle, som blev konfirmeret ved Kristi Himmelfartsdag i slutningen af sidste måned, som slet ikke burde spille på en scene foran et publikum, som ikke var deres forældre. Denne antagelse viste sig at være fuldstændig malplaceret.

The Omnific levere groovy melodier med stor teknikalitet, som viser klart, at man ikke har brug for en guitarist for at kunne levere den æstetik, man søger i den progressive verden.

Når det ”kun” er to bassister, som står for melodi og rytme, er der nogle interne værdier, man som lytter skal gøre op med, men så snart dette er gjort, vil man nyde musikken og helt glemme behovet for at have en guitarist.

Man kunne mærke på de tre unge australiere, at de var det første band, der skulle spille denne aften, når deres musik blev teknisk og krævende for de to bassister, stod de som plantet til scenen, hvilket er forståeligt for alle, som spiller denne slags musik.
Så snart deres rytmisk smukke passager blev mere overskuelige, kom der mere liv i de to forreste medlemmer, som skabte en bedre kontakt med publikum.

Deres trommeslager var helt klart den udtryksmæssigt mest aktive for The Omnific, han rokkede frem og tilbage, højre og venstre samt op og ned, han var slet ikke til at styre. Dette skabte en god dynamik for deres liveperformance, når bassisterne stod med hovedet i strengene, var trommeslageren i fuld gang med at bevæge sig på alles vegne.

Når The Omnific havde afsluttet et nummer, talte den ene af de to bassister ud til publikum. Når han talte kunne man igen mærke hvor unge de var; ”kan I godt lide musik?” publikum jubler, taleren fortsætter akavet med at præsentere sig selv og resten af bandet, og fortsætter derefter med at spille.

Denne akavethed, som viste sig, når der var pause mellem numrene, var med til at opbygge den charme, som The Omnific har på baggrund af deres alder, og gjorde deres optræden mere mindeværdig.

The Omnific leverer, hvad man kan forvente af opvarmningsbandet og mere til. Musikken var fuldstændig uovertruffen, og det er klart et band, man skal følge på deres rejse, for det er helt sikkert ikke sidste gang, man ser noget til dem.
Det eneste, man kunne ønske sig, var, at de forreste medlemmer var publikumsnære noget oftere, end hvad de faktisk var, men teknikaliteten taget i betragtning, så var det nok mere et spørgsmål om, at det var deres tredje show på et helt andet kontinent, og det medfølger selvfølgelig en smule nervøsitet.

 

Sithu Aye: Når Senpai lægger mærke til dig

Sithu Aye er mange ting, en connaisseur inden for den japanske manga og anime, og en helt igennem gudsbenådet guitarist. Han er teknisk overlegen og føler den musik, han spiller helt ind til kroppen, og det kan mærkes hos publikum.

Med en del plader bag sig, hvor den første udgivelse, Cassini, er tilbage fra 2011 og den seneste, Homebound, som udkom i midten af december sidste år, har han et bredt repertoire at præsentere på scenen. Man kan mærke, at Sithu Aye er vant til at stå på en scene på den måde, som han fremviser sine teknisk sublime fraseringer samt hans visuelle overskud under og efter hvert nummer.

Han er ikke bleg for at påpege sine egne fejl, hvor der var en enkelt, som han pænt bad publikum om at kommentere, når man fandt ham nede bagerst i det lille indelukkede lokale, der udgør Rusts spillested.

Den kære Sithu stod ikke alene på scenen, som man ellers kunne antage af én, som producerer al sin musik selv, han havde taget to af sine kammerater med som henholdsvis ekstra guitarist og trommeslager. Guitaristen var en spinkel dreng som virkede til at have et klart overskud, når han spillede med en akavet aura rundt om sig, når han blev påpeget af Sithu Aye mellem numrene. Trommeslageren var umiddelbart den, som afveg mest fra den generiske opfattelse af et ”anime”-band, en pæn fyr med fuldskæg, manbun og kæmpe biceps.
Til forskel fra det forrige band The Omnific var der gang i alle medlemmer af bandet, selv om det blev teknisk krævende. Det var først i sidste halvdel af bandets optræden, at man lagde mærke til den bærbar, som stod pænt oven på Sithu Ayes guitarkasse, som han præsenterede som deres stand-in bassist, da deres normale bassist desværre har et eksisterende socialt liv.

Den helt store optur under Sithu Ayes optræden var, da han spillede et nummer fra hans EP Senpai med titlen ”Senpai, Please Notice Me!”, som fik alle fans, som kendte Sithu, til at gå i fuldstændig ekstase. Nummeret giver fornemmelsen af, at man er tilbage i sin spæde barndom en tidlig lørdag morgen og ser Naruto og Beyblade på DR1.

Det var fængende melodier, som overkom publikum i løbet af det, i denne ydmyge anmelders optik, alt for korte set, som desværre resulterede i, at der kun var plads til én anime-sang, hvilket var skuffende for mange af de gæster, som var kommet specifikt for at se Sithu.

Musikken var let at høre, så selv de gæster på Rust, som havde forvildet sig ind til Primes sommerfest, kunne holde ud at være der. Med sin fremragende persona viste Sithu Aye, hvorfor han er et etableret navn inden for den nye bølge af progressiv instrumentalmusik og er helt sikkert et navn, man roligt kan tage ind at se.

 

Intervals: Aaron Marshall er ikke til at stoppe!

Efter to vellykkede koncerter var det tid til manden, vi alle havde ventet på: Aaron Marshall, bedre kendt som Intervals. Marshall starter med kort at præsentere sig selv og starter derefter med at spille et af sine mest populære nummer på Spotify ”Touch and Go”. På denne måde fik Aaron Marshall og hans tilhørende band lagt standarden for, hvad der var i vente resten af aftenen.

Hvor The Omnific havde deres drengede charme, og Sithu Aye havde sin sans for humor, har Aaron Marshall hele pakken. Han er publikumsnær og viser tydeligt overskud midt i sine tekniske riffs og stikker kort tungen ud ad munden til publikum i et kækt smil.

Man kan tydeligt mærke på Aaron Marshall og resten af bandet, at de har masser af live- og tour-erfaring, dette sås i, hvordan de agerede på scenen og deres måde at holde publikums interesse i en genre, der ikke beskæftiger sig med lyrik.
Selvom aftenen stod i instrumentalmusikkens tegn, så forhindrede det ikke Intervals i at byde op til fællessang, og det tog publikum hjerteligt imod. På et af numrene halvvejs igennem settet begyndte publikum at akkompagnere musikken med stadionsang a la ”Seven Nation Army”-hovedtemaet, forskellen her var blot, at der foregik væsentligt mere i dette pågældende værk.

Hvor mange tager til metalkoncerter for at være fysisk aktive i moshpitten, var denne svær at finde på denne fantastiske aften, hverken musikken bød op til denne dans, og publikum lod ikke til at ville initiere denne dødens tango, muligvis fordi denne musik skal lyttes til med hjerne og føles med sjæl til forskel for Amon Amarths seneste udgivelse.

Det er ikke hver koncert, at man ser hovednavnet iført en flex-fit lignende kasket, men Aaron Marshall formår både at passe ind og adskille sig fuldstændigt fra resten af sit band, hvilket skaber en unik aura omkring ham, som virkelig skinner igennem, når han beskuer publikum og viser, at han virkelig har det sjovt, når han spiller.
Hvis man fjernede Marshalls instrument og blot så ham smile, ville han ligne en hipster inde på Nørrebro, der lige har fået at vide at han får 50 % rabat på sin sojalatte.

Det er tydeligt, at den musik, som Intervals leverer, er for en specifik målgruppe. Det er muligvis ikke musik, som dem, som ikke beskæftiger sig med musik selv, ville synes om, på grund af de komplicerede rytmer og tekniske fraseringer. Men for dem, som har erfaring med denne slags musik, så er oplevelsen af at se Intervals live en fænomenal oplevelse.

 

Trods usikkerheden for om denne aften overhovedet ville lykkes, var der propfyldt på det trængte spillested. Aaron Marshall og resten af Intervals viste hele huset, hvorfor de var hovednavnet, og der var ikke en finger at sætte på hverken musikken eller deres performance. Publikum var ellevilde med både The Omnific og Sithu Aye, men det var klart Intervals, der var favoritten. Hele salen var elektrisk under hele forestillingen, og man kunne ikke have ønsket sig bedre musik på den ellers kedelige fredag aften.

Intervals er et ban,d man ikke bliver træt af at se på, og derfor bør man klart tage til en koncert, hvor de spiller, også selvom man ikke er til instrumentalmusik.

Den følelse af ekstase, som indtræffer, når Intervals spiller, er klart en oplevelse værd, og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi har set noget til dem i Danmark.

 

Her er et lille galleri fra aftenen af Anders Groos Mikkelsen: 

ANTAL STJERNER

The Omfinic
Sithu Aye
Intervals

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Intervals, med flere. Rust, Kbh. 07. juni 2019. På en ellers smule kedelig fredag var der lagt op til et brag af en koncert til Prime Collective’s årlige sommerfest, men det var lige ved ikke at ske.   Skribent: Daniel Falk Jonasson Foto: Anders Groos Mikkelsen   Få...Intervals leverede varen eminent