Mother-rocking Girlpower

Butcher Babies + Sumo Cyco, Loppen, København, 28. april 2016

Det blev en aften, hvor rocken og metallen fik bevist, at det yndefulde køn er andet end skønsang og blikfang. Musikken imponerede i den grad også.

Spillestedet Loppen er notorisk berygtet for at åbne portene til deres musiske arrangementer – lettere underdrevet – bare et par minutter senere, end det er anført. Denne aften lod til at være en anelse bedre timet og tilrettelagt, så selv Egon Olsen ville nikke anerkendende (men hans folk er som bekendt – ahem – også derefter).

Det gamle loftskammer på den tidligere kaserne skulle agere ramme for to metalliske indslag, der begge på billede gjorde sig bemærket ved, at der var kvindelige islæt at finde i front. Af frygt for på forhånd at blive stemplet som én af dem, der anfægter musikken ud fra køn eller falde i den mandschauvinistiske fælde, så er det blot for at bemærke, at det (desværre) hører til sjældenhederne, at kvinderne er at finde på en metalscene – hvor de vel at mærke har en musisk rolle.

Da den odenseanske festival Tinderbox slog deres program op for dette år, fik de på munden fra “kultureliten” for at underrepræsentere det kvindelige køn. Havde de turde kigge mod Copenhell, ville de have opdaget, at kvindelige musikere på dette års program er næsten ikke-eksisterende.

Det er denne anmelder sådan set bedøvende ligeglad med. Det handler om musik, ikke køn. Og det vigtigste burde vel altid være, om det er noget, man gider høre og opleve live.

Det var heldigvis tilfældet denne aften, hvor funk-metalliske Sumo Cyco fra Canada skulle varme op for amerikanske Butcher Babies, der gjorde fin figur af sig på Copenhell sidste år.

Sumo Cyco
Det canadiske band med sangerinden Skye Sweetnam – der har en fortid som popsangerinde bag sig – havde noget af en musisk heksekedel med denne aften at præsentere for det danske folk.

Musikken var henad Funk Metal, hvor man kunne finde reminiscenser af alt fra Incubus, Mindless Self Indulgence, KoRns præ-band L.A.P.D. med en snert af Paramore. Det lyder som en ordentlig omgang musik i én konstellation, der immervæk kun udgjorde fire medlemmer. De forskellige inspirationskilder kom også til udtryk ved blandt andet et cover af “Give it Away” af Red Hot Chili Peppers. Det fungerede faktisk udmærket med kvindelig vokal og et nøk opad rent tempomæssigt og i intensitet.
Derudover havde Sumo Cyco, der kun har en enkelt plade i baghånden, også fået hjælp fra Benji Webbe fra reggae-metal-bandet Skindred til at skabe nummeret “Move Mountain”, som faldt lige til højrebenet for eksekveringen for bandet.

Man oplever ofte, at bands er meget legesyge med deres første plade-kreationer. Enten udmønter det sig i hurtige sange (grindcore/punk) eller opbygninger, hvor alle inspirationskilder partout skal stoppes ned i samme opskrift.

Det fungerer – Sumo Cycos korte levetid taget i betragtning – faktisk overordnet godt. Der skal lige leges lidt bedre med nogle instrument-effekter, men som denne anmelder blev enig med en medsammensvoren om: Sumo Cyco har bestemt gang i noget af det rigtige, de skal bare finde deres særegne udtryk i stedet for at kopiere deres ikoner så hårdt.

Butcher Babies
Jublen blev fordoblet, da de to kvindelige forsangerinder, Heidi og Carla, i gruppen Butcher Babies sammen med resten af truppen entrerede scenen på Loppen. Bandet med de to kvinder i front har tidligere fået påtale for at gå mere efter udseendet end musikken. Tidligere var de kendt for at… Lad os bare sige optræde mindre påklædt.

Hvad folk nok ikke fangede dengang, var, at bandet forsøgte at hylde den ikoniske punkforsangerinde Wendy O. Williams og ikke for at rette fokus syd for kvindernes hage.

Den beskyldning kan imidlertid tilnærmelsesvis retfærdiggøres, hvis musikken så også er noget makværk, men denne aften på Loppen var spilleglæde, nyklassikerne fra gruppens to plader og publikums begejstring i top.

Musikken blev leveret med en ildhu, der ikke emmede alt for hårdt af at være indstuderet. Setlisten var godt blandet af sange, der både trådte pedalen helt i bund og samtidig af numre, der var til at synge med på.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder på daværende tidspunkt havde besluttet sig for at have en fest i selskab med Butcher Babies, hvorved undertegnede kom vidt omkring på spillestedet for at udforske lydforholdene denne aften. Det var der faktisk ikke nogen særlig stor finger at sætte på, men af andre uransagelige årsager nåede orkestrets sange aldrig helt ud over scenekanten for mit vedkommende. Det lød som om, at de lige manglede de sidste 15 procent for at kunne differentieres fra hinanden, som de kan på plade.

Overordnet en god aften, hvor beviset (atter) blev, at kvinderne ER andet end blikfang for publikum eller baggrundslir for en indbildsk rocksanger. Men skulle vi ikke blive enige om, at det sådan set er lige meget, om det er asiater, dværge, rumvæsener eller bornholmere, der spiller rock og metal – eller musik generelt – så længe lortet at værd at høre på?