Alice Cooper

Crowdsurfernes våde drøm

-

Anmeldelse af Anaal Nathrakh d. 21/06-2025 på Pandæmonium, Copenhell.

Der var særligt gang i crowdsurferne foran Pandæmonium-scenen til Anaal Nathrakhs magtdemonstration af en ekstrem-metals koncert.

Foto: Tommy Skøtt

Allerede inden bandet slår første tone an, bliver der bedt om at åbne pitten op. Som sagt så gjort, og pitten ser allerede enorm ud inden den overhovedet starter, også selvom det ikke ligner at der er synderligt mange der har tænkt sig at deltage i den.

Lyden er ret skidt i starten af briternes koncert, hvor især leadguitaren og vokalen mangler et ordentligt nøk opad. Heldigvis brokker de forreste rækker sig, og forsanger Dave Hunt er i så god kontakt med publikum, at han lytter til dem, og får lydmanden til at skrue op. Efter nogle numre rammer lyden et punkt, der for denne scene og dette band må være det tætteste på perfektion, vi kommer. Det er ikke helt perfekt, men lige ved og næsten passer også glimrende til bandets voldsomme musik og intense optræden.

Pitten kommer godt i gang, og vi skal ikke langt ind, før de første crowdsurfere bliver løftet op. Det bliver hurtigt en vedvarende proces at skulle løfte crowdsurfere oppe på de forreste rækker, særligt da bandet beder om at overgå de 150 mennesker, de fik over hegnet sidste weekend på Download Festival i Donnington. Umiddelbart vælger denne anmelder at antage, at gruppen kommer i mål med netop dette, for der er virkelig mange kroppe i luften igennem hele koncerten.

Anaal Nathrakh spiller fuldstændig eminent, og formår virkelig at fange deres publikum, både med deres voldsomme musik, men i næsten endnu højere grad ved hjælp af Hunts kække humor og høje humør. Humoren er i topsædet under denne britiske magtdemonstration, hvor bandet virkelig forstår sig på at holde en god kontakt med deres publikum.

Gruppens sætliste er helt eminent, hvor der spændes godt ud over projektets diskografi. Særligt kegler tager bandets største hit (eller i hvert fald det tætteste vi kommer på et regulært hit) “Forward!”, som får sat godt gang i fællessangen på de forreste rækker. Hunts vokaler sidder lige i skabet, om det er hans grumme og voldsomme skrig og growls, eller mandens fuldstændigt fantastisk fede rene vokal, der virkelig er med til at skille dette projekt ud fra andre bands, og er med til at gøre netop Anaal Nathrakh dejligt unikt.

Anaal Nathrakh bliver desværre nødt til at skære deres sidste nummer ud af deres sæt, da Slipknot skal på ovre på Helviti, hvilket er enormt synd, da Anaal Nathrakh leverer en fuldstændigt fantastisk koncert, da først lyden kommer på et ordentligt og passende niveau. En magtdemonstration ud i det mere ekstreme og industrial-inspirerede metal.

Læs videre og se Tommy Skøtts billedlige dokumentation af Anaal Nathrakhs sejrsmarch på Copenhell.

ANTAL STJERNER

Anaal Nathrakh

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af Anaal Nathrakh d. 21/06-2025 på Pandæmonium, Copenhell. Der var særligt gang i crowdsurferne foran Pandæmonium-scenen til Anaal Nathrakhs magtdemonstration af en ekstrem-metals koncert. Foto: Tommy Skøtt Allerede inden bandet slår første tone an, bliver der bedt om at åbne pitten op. Som sagt så...Crowdsurfernes våde drøm