Anmeldelse af Soreption, Disembodied Tyrant, Aborted og Shadow Of Intent, d. 6. oktober 2026 i Amager Bio
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Soreption
Aftenens første navn var det svenske dødsmetalband Soreption, som jeg ikke har stiftet bekendskab med før. Derfor var mine forventninger ikke-eksisterende. Fra første streng slået an, forstod jeg med det samme, hvorfor jeg aldrig siger nej til en god omgang metal i Amager Bio. Lyden spiller bare (pun intended). Bas, guitar og trommer står knivskarpt, og bandets groovy dødsmetal fik lov til at fylde salen.
Jeg var dog ikke helt overbevist om forsanger Fredrik Söderbergs vokal. Om det var hans register, eller valget af Elvis mikrofon var jeg i tvivl om. Men han nåede ikke hele vejen ud til publikum.
Trommeslageren, Tony Westermark, stjal til gengæld hurtigt scenen, med sine imponerende teknik. Og herefter gik der op for mig, hvor dygtige hele bandet egentlig var. Det er altså ikke bare Amager Bios lyd, som kan noget, det kunne bandet også. Men så var der bare det med sceneshowet. For statiske, det var de. Alle sammen. Udtrykket var der, og teknikken fejlede ikke noget, men man behøver altså ikke stå som en flok veltrænede mannequiner for at spille teknisk dødsmetal. Det blev koncerternes tema, som jeg i løbet af aftenen vender tilbage til igen og igen.
Soreption leverede en solid omgang metal, men uden for alvor at sætte sig fast. De fungerede glimrende som opvarmning, men hvis de havde stået øverst på plakaten, ville jeg næppe have købt en billet alene for deres skyld.
Disembodied Tyrant
Aftenens andet band var Disembodied Tyrant, og her begyndte det for alvor at blive interessant. De blev aftenens store overraskelse, ikke mindst fordi kontrasten til Soreption var til at tage og føle på. Her var vi ovre i breakdowns, brutale temposkift og en velovervejet brug af backing tracks. Samples fungerede ikke bare som pynt, men som en integreret del af både lydbilledet og showet.
Jeg er normalt kæmpe fan af bands, som tør at eksperimentere med både lydbilledet og instrumenter. De faldt derfor også i god jord hos den her anmelder, da både symfoniske strygere og stemningsskabende orgel blev flettet ind mellem de tunge riffs og brutale breakdowns. Allerede i andet nummer fik vi en variation over Vivaldis Vinteren fra De fire årstider. Det var et både modigt og sjovt take på deathcore, som de eksekverede helt exceptionelt.
Forsanger Blake Mullens imponerede også med sit vokalregister. De brutale fry-screams fyldte godt, men det var næsten endnu mere overraskende, når han åbnede op for de dybere growls. Spændvidden var imponerende, og han havde tydeligvis mere end ét trick i ærmet.
Til gengæld savnede jeg også her lidt mere bevægelse på scenen. Ikke fordi jeg forventede, at alle bands skulle løbe rundt som hovedløse høns, men fordi deres voldsomme lyd lagde op til en tilsvarende nådesløs energi visuelt. Med bands som Ten56 og Paleface Swiss som oplagte sammenligningspunkter havde jeg håbet på lidt mere vildskab i Disembodied Tyrants deres stage presence.
Mullens havde dog overskud nok til at håndtere den store oppustelige pik, der med jævne mellemrum fandt vej op på scenen. Det var trods alt også en slags scenisk interaktion.
Og man skal heller ikke tage fra dem, at Mullens selv spillede guitar en stor del af tiden. Det begrænsede naturligvis hans bevægelsesfrihed, men han formåede alligevel at nå ud til publikum. Derfor blev den manglende dynamik heller ikke en decideret hæmsko. Det flotte lysshow hjalp godt på vej, og den samlede oplevelse var så overbevisende, at jeg sagtens kunne tilgive dem, at de ikke væltede rundt på scenen.
Disembodied Tyrant havde både teknikken, idéerne og det musikalske overskud. Lidt mere scenisk galskab ville have været prikken over i'et, men jeg ville uden tøven se dem igen.
Aborted
Belgiske Aborted har været i gang siden 1995. Det er altså 31 år med klassisk dødsmetal. Bandet leverede en solid performance: hurtige riffs, dobbeltpedaler og masser af teknisk overskud. Der var ikke meget nyt under solen, men det var heller ikke nødvendigvis meningen. Opskriften virkede, og bandet spillede med en energi, der gjorde det tydeligt, at de stadig syntes, det var sjovt at stå på scenen.
Til trods for genren, var Aborted også det band, som på nuværende tidspunkt under showet, havde mest bevægelse på scenen. De valgte altså ikke bare at falde tilbage på hverken deres tekniske snilde eller det flotte lysbillede, for at holde os underholdt.
Hvis man har været så heldig at opleve BÆST i VEGA tidligere på året, har man også fået fornøjelsen af forsanger Sven de Caluwé, der brillerede med sit andet band, Coffin Feeder. Med Aborted havde han mindst lige så meget energi, men også endnu flere dårlige jokes og en smittende lyst til at underholde.
Musikken er i virkeligheden ikke skabt til avancerede dansetrin. Men mere: stå med armene over kors, en øl i hånden og nikke med hovedet, til man får ondt i nakken. Og jeg forventer heller ikke andet når jeg går til en dødsmetalkoncert. Det skulle Sven bare ikke have noget af. Han sørgede for at der var “Time for sports”, i form af knæbøjninger, circle pits inden i en circle pit og mindst én wall of death. Muligvis to. Jeg har glemt hvor mange, og det havde forsangeren også. Aborted leverede en fremragende opvarmning, der efterlod publikum med høj puls og forventningerne skruet helt op til hovednavnet.
Shadow Of Intent
Aftenens hovednavn har efterhånden også nogle år på bagen, da bandet blev dannet tilbage i 2013, og har været gode til at komme ud over USA's landegrænser siden da. Det er da heller ikke mere end et halvt år siden de var på besøg i KB Hallen, som opvarmning for Lorna Shore. Så mine forventninger var høje, da jeg mødte op til aftenens musikalske smadreland.
Shadow of Intent spillede deathcore, og hvis man er til bands som Fit for an Autopsy og Thy Art Is Murder, befandt man sig i det helt rette nabolag. Der, hvor Shadow of Intent adskiller sig fra de andre bands, er i deres symfoniske elementer, som på plade skaber et unikt lydunivers. Men desværre trådte backing tracks og symfoniske elementer ikke tydeligt nok frem til at give koncerten den ekstra dimension, jeg havde håbet på.
Der var til gengæld ikke en finger at sætte på deres tekniske færdigheder. De leverede hurtige riffs og forsanger Ben Duerr skiftede mellem dybe growls og lyse fry-screams. De indtog scenen med fuld smadder og fik hurtigt sat ild til publikum, der kvitterede med moshpits og højt humør. Men det var også her, problemet begyndte.
For når man er så dygtigt et band, var det tilsyneladende fristende at lade teknikken tale for sig selv. Shadow of Intent ramte et imponerende niveau lige fra starten. Guitaristen spillede super hurtigt og bassisten var tight. Trommeslageren lavede nogle flotte blast beats, og det hele var meget imponerende. Så jeg var klar på at se, hvad de mere havde i posen.
Men det var så dét. Der kom ligesom aldrig rigtig noget andet, og resten af koncerten fulgte præcis samme opskrift. Det var teknisk, præcist og voldsomt, men også overraskende ensformigt. Jeg savnede sjæl og dynamik. Ikke nødvendigvis flere tricks eller større armbevægelser, men en fornemmelse af, at bandet ville noget med os, der stod foran scenen, ud over at spille deres numre så fejlfrit som muligt.
Ligesom Soreption, valgte Shadow of Intent også at forholde sig helt passive på scenen. Showets dynamik var altså helt afhængige af lydbilledet, som heldigvis sparkede røv på alle i publikum. Men man kan altså ikke komme udenom at de var mere end overordentligt statiske på scenen. Og Der vil jeg altså have mere af et hovednavn. Jeg vil se mere interaktion, mere dynamik og flere øjeblikke, hvor koncerten løftede sig ud over den tekniske perfektion.
Et flot lys-show skaber ikke automatisk et flow sceneshow. Så underholdt var jeg ikke særlig længe. Og selvom publikum tydeligvis var med, mistede jeg gradvist interessen. Det var frustrerende, for potentialet var åbenlyst.
Men stemningen forblev høj, og da bandet spillede “The Heretic Prevails,”, kunne man mærke, at publikum også havde lavet deres lektier, da de enstemmigt sang troligt med. Bandet var teknisk overlegne, og deres fans fik præcis det, de var kommet efter. Jeg stod bare tilbage med følelsen af, at der manglede noget.
For når man er hovednavn, er det altså ikke nok at kunne spille hurtigere, hårdere og mere præcist end alle de andre. Man skal også give publikum en grund til at huske koncerten, når tinnitussen har lagt sig.
Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder
