Anmeldelse af: Queen Machine. Royal Arena, Kbh. 14. november 2026.
Jeg lytter til virkelig meget musik af alle mulige genrer. Naturligvis udgør metal en stor del af min musiksmag, men jeg nyder også mange andre genrer som jazz, country, rap, osv.
Det hele bunder dog i ét band: Queen.
Hvis jeg tænker tilbage på min musikalske udvikling, er Queen det definitive startband for mig. Der var naturligvis individuelle sange fra diverse bands og kunstnere, jeg også kunne lide, men Queen var det første band, hvor jeg for alvor dykkede ned i deres samlede diskografi og lærte et bands historie. Jeg må nærmest have set filmen Bohemian Rhapsody tæt på et tocifret antal gange, da jeg var yngre, og jeg har ikke tal på hvor mange familieferier, jeg har overtaget højtaleren for at sætte Queen på.
Jeg havde ikke fået øjnene op for koncertens kunst i 2017 og missede derfor Queen sammen med Adam Lambert, da de drog forbi Royal Arena. Det har jeg gået og haft det dårligt over mange år efter, men så kom muligheden igen. Nærmest.
Danske Queen Machine, som har fået enormt meget ros for deres gengivelser af Queen-shows, skulle nemlig spille i Royal Arena med et særligt Wembley-show. Det lyder jo lovende, så at se nogen i virkeligheden, der mindede om dengang i 1986, var meget tiltalende.
Allerede fra første nummer “One Vision” er det også meget tiltalende samt enormt tydeligt, at Bjarke Baisner har brugt lang tid på at nærstudere hele Freddie Mercurys persona og væremåder. Det er nærmest som at se Freddie Mercury foran sig, når Baisner løber rundt i sin gule læderjakke og rammer diverse power-poses rundt på scenen.
Guitarist Peter Møller Jeppesen har også lavet lektier hjemmefra og står for at skyde 70’ernes riffs ud over publikum under “Tie Your Mother Down” med en BMG-kopi af Brian Mays signatur Red Special-guitar.
“Seven Seas of Rhye” fra Queens mest undervurderede album Queen II bliver leveret glimrende, men det er samtidig svært ikke at bide mærke i, at selvom Baisner udstråler særdeles glimrende vokalevner, så afviger leveringen stadig en del fra den oprindelige version, når han skal op i de højere toner. Det samme opleves i “Under Pressure” og “Who Wants to Live Forever”.
Det er selvfølgelig også urimeligt at holde en vokalist op mod Freddie Mercury, men når der gentagne gange tages et kunstnerisk valg om at gå en oktav ned frem for at stræbe efter de oprindelige og vildt imponerende toner, bliver man desværre undervældet.
Det skal dog ikke underminere Baisners vokal generelt, da den er super stærk, også selvom den ikke lyder betydeligt meget som Freddie Mercurys – og så er selve performancen så stærk, at det gør op for den ellers betydelige mangel.




