Fortidens flamboyante triumf
Joachim Vilholm Vilstrup
Koncerter

Fortidens flamboyante triumf

Queen Machine leverede en optræden, der størstedelen af tiden var både overbevisende ogbautentisk nok til for en stund at føre publikum tilbage til dengang, Queen stod på toppen af deres storhedstid.

Bjørn Bavngaard

Queen Machine Royal Arena, Kbh Joachim Vilholm Vilstrup
3.5/5

Anmeldelse af: Queen Machine. Royal Arena, Kbh. 14. november 2026.

Jeg lytter til virkelig meget musik af alle mulige genrer. Naturligvis udgør metal en stor del af min musiksmag, men jeg nyder også mange andre genrer som jazz, country, rap, osv.

Det hele bunder dog i ét band: Queen.

Hvis jeg tænker tilbage på min musikalske udvikling, er Queen det definitive startband for mig. Der var naturligvis individuelle sange fra diverse bands og kunstnere, jeg også kunne lide, men Queen var det første band, hvor jeg for alvor dykkede ned i deres samlede diskografi og lærte et bands historie. Jeg må nærmest have set filmen Bohemian Rhapsody tæt på et tocifret antal gange, da jeg var yngre, og jeg har ikke tal på hvor mange familieferier, jeg har overtaget højtaleren for at sætte Queen på.

Jeg havde ikke fået øjnene op for koncertens kunst i 2017 og missede derfor Queen sammen med Adam Lambert, da de drog forbi Royal Arena. Det har jeg gået og haft det dårligt over mange år efter, men så kom muligheden igen. Nærmest.

Danske Queen Machine, som har fået enormt meget ros for deres gengivelser af Queen-shows, skulle nemlig spille i Royal Arena med et særligt Wembley-show. Det lyder jo lovende, så at se nogen i virkeligheden, der mindede om dengang i 1986, var meget tiltalende.

Allerede fra første nummer “One Vision” er det også meget tiltalende samt enormt tydeligt, at Bjarke Baisner har brugt lang tid på at nærstudere hele Freddie Mercurys persona og væremåder. Det er nærmest som at se Freddie Mercury foran sig, når Baisner løber rundt i sin gule læderjakke og rammer diverse power-poses rundt på scenen.

Guitarist Peter Møller Jeppesen har også lavet lektier hjemmefra og står for at skyde 70’ernes riffs ud over publikum under “Tie Your Mother Down” med en BMG-kopi af Brian Mays signatur Red Special-guitar.

“Seven Seas of Rhye” fra Queens mest undervurderede album Queen II bliver leveret glimrende, men det er samtidig svært ikke at bide mærke i, at selvom Baisner udstråler særdeles glimrende vokalevner, så afviger leveringen stadig en del fra den oprindelige version, når han skal op i de højere toner. Det samme opleves i “Under Pressure” og “Who Wants to Live Forever”.

Det er selvfølgelig også urimeligt at holde en vokalist op mod Freddie Mercury, men når der gentagne gange tages et kunstnerisk valg om at gå en oktav ned frem for at stræbe efter de oprindelige og vildt imponerende toner, bliver man desværre undervældet.

Det skal dog ikke underminere Baisners vokal generelt, da den er super stærk, også selvom den ikke lyder betydeligt meget som Freddie Mercurys – og så er selve performancen så stærk, at det gør op for den ellers betydelige mangel.

Annonce

“Another One Bites the Dust” og “I Want to Break Free” fører til noget af den kraftigste fællessang, jeg har oplevet til en koncert. Det brydes dog af en efterfølgende alt-for-lang guitarsolo, der i bund og grund spænder ben for sig selv og stopper det flow, bandet har kørende.

Der rykkes ud på kanten af scenen, hvor Baisner og Jeppesen spiller duetten “Love of My Life”, som rammer størstedelen af publikum alle de følelsesmæssigt rigtige steder og bliver komplementeret af enorme mængder telefonlys. En spændvidde viser sig også her, da der efterfølgende bliver præsenteret ældre rocknumre som “Hello Mary Lou”, “Tutti Frutti” og “Gimme Some Lovin’”, som Queen spillede til deres Wembley-show i 1986.

Her må jeg bare ærligt sige, at det ikke passede ind. Kan sagtens forstå princippet om at fastholde den originale setliste for at appellere så meget til det autentiske aspekt som muligt, men lige disse numre – som jo ikke engang er Queen-numre – kunne godt have været udskiftet med andet; “Killer Queen” blev f.eks. slet ikke spillet, hvilket i min optik blot havde været en optimering at inkludere.

Efter de numre stod den kun på klassikere i form af “Hammer To Fall”, “Don’t Stop Me Now”, “Somebody to Love” og kolossale “Bohemian Rhapsody” inden det hele sluttede af med “The Show Must Go On”. Der er ikke meget at sætte en finger på her på nær slutningens vokalkulmination i “The Show Must Go On”, der altså ikke lever op til forventningerne – men det kan nok godt undskyldes efter den ekstase, der lige havde været inden, da “Bohemian Rhapsody”s eminente rockpassage havde buldret ud over scenekanten.

Efter en tilbagevenden på scenen markeres fællesskabet i Queen for alvor, hvor “Radio Ga Ga”, “We Will Rock You” og den evigt afsluttende “We Are The Champions” fremhævede samhørigheden, som alle koncertgængere havde i aften: kærligheden til det legendariske rockband Queen.

Selvom Queen Machine ikke formår at ramme alle aspekter af Queens lyd og udtryk perfekt, er det svært at benægte, hvor meget kærlighed og respekt der ligger bag projektet.

Det handler i sidste ende heller ikke om at erstatte Queen, men om at hylde et band, der har haft betydning for samtlige generationer. Og når tusindvis af mennesker står årtier senere til en propfyldt arenakoncert og synger med på de samme, gamle klassikere, bliver det tydeligt, at Queens musik stadig har en helt særlig evne: en evne til at samle folk.

Vi har et galleri til dig fra aftenen. Billederne er taget af Joachim Vilholm Vilstrup:

3.5/5

Dommen

Annonce

Galleri

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup / Metal A Day

Skrevet af

Bliv en del af crewet

Vi søger skribenter og fotografer

Frivillige med kærlighed til metal. Anmeldelser, fotograven, festivaler — vil du med?

  • Skribent
  • Fotograf
Annonce

Metal A Day er et dansk heavy metal-medie, der blev startet af to barndomskammerater over deres fælles lidenskab og dybe passion for den tunge musikgenre – Den entusiasme vil vi dele med dig!

© Alle rettigheder tilhører Metal A Day og Stay Mad Productions | 2014–2026

Website udviklet af Codebit