Anmeldelse af The Prodigy m.fl. i Royal Arena, København – 17. november 2026.
Farveblind
Tre unge mænd, en blanding af elektroniske mixepulte, fed bass og masser af energi.
Tre herrer i hvide skjorter, den midterste endda med jakkesætsjakke, indtager scenen foran et endnu sparsomt publikum. Men det beskedne fremmøde påvirker på ingen måde danske Farveblinds engagement.
Fra første nummer leverer trioen en smittende energi, der står i skarp kontrast til deres nydelige påklædning. Under tredje nummer samles alle tre omkring samme pult i nærmest musikalsk symbiose.
Musikalsk smelter techno, breakbeats og elektronisk dansemusik sammen i et moderne, kluborienteret univers, der ville fungere glimrende på en elektronisk festival.
Undervejs lyder den franske erklæring: "Vous êtes des animaux!" Og det må man næsten give dem ret i. De tre musikere opfører sig i hvert fald ikke som nogen der er kommet for at stå stille.
Særligt afslutningsnummeret imponerer med sine Underworld-inspirerede lydflader og et langsomt opbygget crescendo, inden den galoperende bas for alvor får Royal Arenas lydanlæg i arbejde.
En stærk og sympatisk åbning fra et dansk navn med masser af livepotentiale.
Koncerten får en 4 ud af 5 stjerner.
TobyOne
En musikalsk tidsrejse med tvivlsomme overgange.
Med sin lange, grå hestehale ligner DJ TobyOne mest af alt en lettere kikset tidsrejsende fra en svunden æra og tidsrejse er netop, hvad vi får.
"Eye of the Tiger", "Renegade Master", Nirvana, Faithless, Da Hool, Underworld og sågar Malk de Koijn hives op af den tilsyneladende bundløse musikalske rodekasse.
Sangvalget fejler absolut ingenting. Det gør til gengæld tilberedningen.
Transitionerne er til tider så kantede, at man får lyst til at spænde sikkerhedsselen.
TobyOne selv har tilsyneladende sit livs fest, mens størstedelen af publikum foretrækker mobiltelefonerne. Da de klassiske sodavandsdiskotekshorn melder deres ankomst, begynder nostalgien for alvor at kamme over. Båt, båt, båt, båååååt!
Og når nu "Sound of da Police" også er på repertoiret, må vi håbe, at de næste sirener, vi hører i Royal Arena, kommer fra politiet, der er på vej for at anholde DJ'en for at levere aftenens mest forudsigelige og fantasiløse set.
Mens gulvet langsomt fyldes med tusindvis af mennesker, vækker Nirvana i elektronisk forklædning en lille moshpit, og med Faithless' "Insomnia" og Da Hools "Meet Her at the Love Parade" opstår omsider noget, der minder om klubstemning.
Et imponerende musikalsk bagkatalog, men selv verdens bedste ingredienser garanterer ikke en vellykket ret.
Oplevelsen får 2 ud af 5 stjerner.
The Prodigy
Royal Arena er efterhånden fyldt med sortklædte metalhoveder, enkelte enhjørninger og andre farverige skabninger. På scenen står Liam Howlett og Maxim Reality, flankeret af Rob Holliday på guitar og Leo Crabtree på trommer.
Da "Omen" rammer højttalerne, eksploderer arenaen. Det massive lysshow, de aggressive breakbeats og den gennemtrængende bas skaber et næsten fysisk lydunivers. Under "Voodoo People" rejser tribunerne sig, og med "Poison" begynder de første større moshpits at tage form.




