Rave, riffs og rendyrket vanvid
Joachim Vilholm Vilstrup
Koncerter

Rave, riffs og rendyrket vanvid

Royal Arena er efterhånden fyldt med sortklædte metalhoveder, enkelte enhjørninger og andre farverige skabninger.

Ditte Kofoed

Farveblind, TobyOne, The Prodigy Royal Arena, Kbh Joachim Vilholm Vilstrup
3.7/5

Anmeldelse af The Prodigy m.fl. i Royal Arena, København – 17. november 2026.

Farveblind

Tre unge mænd, en blanding af elektroniske mixepulte, fed bass og masser af energi.

Tre herrer i hvide skjorter, den midterste endda med jakkesætsjakke, indtager scenen foran et endnu sparsomt publikum. Men det beskedne fremmøde påvirker på ingen måde danske Farveblinds engagement.

Fra første nummer leverer trioen en smittende energi, der står i skarp kontrast til deres nydelige påklædning. Under tredje nummer samles alle tre omkring samme pult i nærmest musikalsk symbiose.

Musikalsk smelter techno, breakbeats og elektronisk dansemusik sammen i et moderne, kluborienteret univers, der ville fungere glimrende på en elektronisk festival. 

Undervejs lyder den franske erklæring: "Vous êtes des animaux!" Og det må man næsten give dem ret i. De tre musikere opfører sig i hvert fald ikke som nogen der er kommet for at stå stille.

Særligt afslutningsnummeret imponerer med sine Underworld-inspirerede lydflader og et langsomt opbygget crescendo, inden den galoperende bas for alvor får Royal Arenas lydanlæg i arbejde.

En stærk og sympatisk åbning fra et dansk navn med masser af livepotentiale.

Koncerten får en 4 ud af 5 stjerner. 

TobyOne

En musikalsk tidsrejse med tvivlsomme overgange.

Med sin lange, grå hestehale ligner DJ TobyOne mest af alt en lettere kikset tidsrejsende fra en svunden æra og tidsrejse er netop, hvad vi får.

"Eye of the Tiger", "Renegade Master", Nirvana, Faithless, Da Hool, Underworld og sågar Malk de Koijn hives op af den tilsyneladende bundløse musikalske rodekasse.

Sangvalget fejler absolut ingenting. Det gør til gengæld tilberedningen.

Transitionerne er til tider så kantede, at man får lyst til at spænde sikkerhedsselen. 

TobyOne selv har tilsyneladende sit livs fest, mens størstedelen af publikum foretrækker mobiltelefonerne. Da de klassiske sodavandsdiskotekshorn melder deres ankomst, begynder nostalgien for alvor at kamme over. Båt, båt, båt, båååååt!

Og når nu "Sound of da Police" også er på repertoiret, må vi håbe, at de næste sirener, vi hører i Royal Arena, kommer fra politiet, der er på vej for at anholde DJ'en for at levere aftenens mest forudsigelige og fantasiløse set.

Mens gulvet langsomt fyldes med tusindvis af mennesker, vækker Nirvana i elektronisk forklædning en lille moshpit, og med Faithless' "Insomnia" og Da Hools "Meet Her at the Love Parade" opstår omsider noget, der minder om klubstemning.

Et imponerende musikalsk bagkatalog, men selv verdens bedste ingredienser garanterer ikke en vellykket ret.

Oplevelsen får 2 ud af 5 stjerner. 

The Prodigy

Royal Arena er efterhånden fyldt med sortklædte metalhoveder, enkelte enhjørninger og andre farverige skabninger. På scenen står Liam Howlett og Maxim Reality, flankeret af Rob Holliday på guitar og Leo Crabtree på trommer.

Da "Omen" rammer højttalerne, eksploderer arenaen. Det massive lysshow, de aggressive breakbeats og den gennemtrængende bas skaber et næsten fysisk lydunivers. Under "Voodoo People" rejser tribunerne sig, og med "Poison" begynder de første større moshpits at tage form.

Annonce

The Prodigys særlige styrke ligger i mødet mellem elektronisk præcision og rå, levende instrumentering. Hollidays forvrængede guitar og Crabtrees trommer tilfører en punket tyngde, der gør bandets liveudtryk langt mere brutalt end traditionel elektronisk musik.

Og så er der Maxim. Frontmanden er ganske enkelt on fire. Han hopper, sparker og bevæger sig konstant på scenen med nærmest umenneskelig energi.

"All my party people in Copenhagen!" brøler han, og tusindvis af stemmer svarer tilbage. Han har publikum i sin hule hånd men finder alligevel tid til at dele vand ud til de forreste rækker. En sympatisk gestus fra en mand, der ellers ligner én, der er kommet for at rive arenaen fra hinanden.

Under "Firestarter" dukker silhuetten af afdøde Keith Flint op på storskærmen. Maxim står stoisk foran trommeslageren, mens Flints ikoniske bevægelser dominerer scenen. En stærk og sentimental hyldest til manden, hvis kompromisløse personlighed var en afgørende del af bandets identitet.

Keith Flint er væk, men hans ild brænder stadig.

Med "Invaders Must Die", "Ruff in the Jungle Bizness" og "Get Your Fight On" fortsætter den musikalske øretæve. Liam Howletts forvrængede synthesizere og massive basgange får frit spil, mens Maxim konstant pisker publikum op.

"All my troublemakers, all my fighters, all my Prodigy warriors!"

Og publikum skal ikke bedes to gange.

Det er et fascinerende syn at betragte menneskehavet på gulvet. Store cirkler åbner sig, folk kaster sig rundt, og hele arenaen bevæger sig i takt med musikken.

"I told you we didn't come here to fuck around!" Og nej, det skal man da lige love for.

Med "Their Law" fortsætter vanviddet, inden "Smack My Bitch Up" udløser en nærmest uhørt energiudladning. Moshpits opstår på kryds og tværs, mens bassen nærmest får Royal Arena til at ryste i sine grundvolde. Råt, brutalt, euforisk og fuldstændig vanvittigt.

Efter en kort pause vender bandet tilbage med "Take Me to the Hospital". 

Under "Breathe" brøler hele arenaen med på "Psychosomatic addict, insane!", inden "We Live Forever" og de mere legende, arkadespilsagtige elektroniske passager fører os videre til raveklassikeren "Out of Space".

En sidste drum'n'bass-præget energiudladning afslutter en koncert, hvor intensiteten aldrig for alvor slipper sit tag.

Inden bandet forlader scenen, leverer Maxim aftenens mest passende besked: "Everybody working tomorrow, you better call in sick!"

The Prodigy beviser, at de stadig mestrer kunsten at forene elektronisk musik med punkens og metallens rå energi. Det er ikke blot et imponerende lyd- og lysshow, men en fysisk overvældende oplevelse, hvor musikere og publikum smelter sammen i en fælles, eksplosiv energiudladning og skulle man have svært ved at komme ud af sengen dagen efter, har Maxim heldigvis allerede leveret undskyldningen.

Koncerten får velfortjente 5 ud af 5 stjerner.

Nyd et galleri fra aftenen herunder. Billederne er taget af Joachim Vilholm Vilstrup:

3.7/5

Dommen

Annonce

Galleri

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup / Metal A Day

Skrevet af

Ditte Kofoed
Ditte Kofoed

Anmelder

Mine metalplaylister og LP-samling indeholder alt fra alternativ til grindcore, men majoriteten lander nu på progressiv, black, death og heavy.

Bliv en del af crewet

Vi søger skribenter og fotografer

Frivillige med kærlighed til metal. Anmeldelser, fotograven, festivaler — vil du med?

  • Skribent
  • Fotograf
Annonce

Metal A Day er et dansk heavy metal-medie, der blev startet af to barndomskammerater over deres fælles lidenskab og dybe passion for den tunge musikgenre – Den entusiasme vil vi dele med dig!

© Alle rettigheder tilhører Metal A Day og Stay Mad Productions | 2014–2026

Website udviklet af Codebit