Anmeldelse af Placebo d. 24. oktober 2026 i K.B. Hallen
Jeg nåede ikke opvarmningen, Kallsup, så det har jeg desværre ikke anmeldt. Men til gengæld har Joachim Vilholm Vilstrup taget billeder af dem begge - se dem nederst i artiklen.
Det mærkedes med det samme i døren: K.B. Hallen var proppet til absolut sidste plads. Bandet havde på forhånd bedt folk om at lade telefonerne blive i lommen (Better without phone), og det viste sig at være en befrielse. I stedet for det sædvanlige hav af oplyste skærme, var salen 100 procent til stede. Inden showet rullede en nedtælling over storskærmene med klip, musikvideoer og optagelser fra bandets 30 år på landevejen.
Da et klip af den afdøde mentor David Bowie tonede frem, brød aftenens første kæmpe jubelbrøl ud. Bowie tog Placebo med som opvarmning i 1999 og indspillede senere en duet med dem på Without You I’m Nothing, så hans tilstedeværelse i rummet føltes helt rigtig. Historien vejede i det hele taget tungt i salen. Min kæreste nåede at opleve Placebo i det gamle K.B. Hallen, inden det brændte, og aftenen igennem var der en klar fornemmelse af, at the past is present.
Da aftenen blev skudt i gang med det velkendte riff til "Pure Morning", løftede taget sig. Det var startskuddet på en af de bedste Placebo-koncerter på dansk grund i mange år – og den bedst tænkelige fødselsdagsgave til både band og fans her på 30-års jubilæumsturnéen.
Det visuelle udtryk spillede en stor rolle. Molko og Olsdal har altid dyrket en dristig og mørk æstetik, hvor emner som misbrug, vold og medafhængighed får lov at fylde. Sangene lyder i dag stadig, som om de er skrevet til tiden efter verdens undergang. På scenen skete der hele tiden noget på skærmene, men det tog aldrig fokus fra musikken. Trods Brian Molkos velkendte introverte personlighed, føltes det lige så nærværende som man kunne have håbet på
Tempoet var godt fordelt over hele sættet, og lyden var fænomenal. Men det helt store samtaleemne var Brian Molkos vokal. Manden synger lige så godt og skarpt som 53-årig, som da han var 23.
Højdepunkterne kom perlerække-agtigt efter hinanden: En smuk og intens version af "Without You I'm Nothing", en stærk og dæmpet "I Know", og fuld skrald på fanfavoritter som "Nancy Boy" og afslutningen med cover af venlkendte numre fra både Depeche Mode og Kate Bush
Det var en 90'er-retro-aften af de helt store. Placebo beviste, at de ikke bare lever på gammel nostalgi, men at deres sange stadig har en nerve og en tyngde, som holder 100 %. Hvis de ruller ud på en lignende Best Of-turné om et par år, er jeg uden tvivl på plads igen.




