Anmeldelse af Belphegor + Krisiun + Asagrum + A Call For Revenge, d. 03.10.26, Richter
Dagen før hoppede jeg rundt til ROSA, Ghost Iris og Siamese med et publikum der bestemt ikke var de sædvanlige battle vestbærende mennesker. Dag nummer 2 på Richter havde genren ændret sig markant og en mere erfaren samling headbangere havde begivet sig ud til Gladsaxe.
A Call For Revenge
Et mix af både hardcore, metalcore og blackened deathcore fra Mexico. Okay, det lyder faktisk ret sejt. De har spillet sammen siden 2009 og så vidt jeg ved er det her deres første show i Danmark. Jeg når lige ind i salen under første nummer. Deres forsanger er malet med corpsepaint og blod + har krucifikser hængende ned af benet. Deres ene guitarist har sågar en elefanthue med et kranie malet på. Så æstetikken er der altså styr på og 4 bannere med logo og artwork skader da heller ikke.
Musikken er demonstrativ voldsom i sin deathcore, men de veludførte tremolo soloer tager også afsæt i black metallens gru. Deres forsanger excellerer i både high pitch skrig og afgrundsdyb growl som passer til genren. En sang som singlen "My Descent" fra 2000 (der senere blev udgivet på deres Veiled Darkness EP fra 2026) er tung og varieret i sin sangskrivning. Man undgår således at kede sig over de sædvanlige militante deathcore traditioner som breakdowns, da disse er ret veludførte. Hvad der også kræver ros er lysshowet. I et vildt miks af strobe samt røde, grønne, lilla og blå farver omgiver det bandet i et gennemført kontrolleret kaos. Ofte fremstår medlemmerne som sorte silhuetter, imens at lyset blinker voldsomt bag dem. En rigtig god effekt og de er heller ikke bange for at interagere med folk.
Selv om der ikke er så mange til at starte med, så sørgede det tempofyldte og afvekslende guitar arbejde, de gode opbygninger og dystre melodier for at A Call For Revenge satte et godt hårdhændet aftryk på Richter. De lignede belzebubs budbringere der også abejdede for den Mexicanske mafia og de var lige så kyniske i deres musik. Ond charme og krav om horn i vejret fra sangeren endte koncerten solidt og når jeg holder DJ Deathcore temaaften på Zeppelin Rock Bar denne lørdag så har A Call For Revenge absolut fortjent en plads på spillelisten
Asagraum
Holland er hjem for Obscura (vokal, guitar) og A. Morthaemer (trommer) der siden 2015 har spillet black metal fyldt med okkulte og sataniske temaer. Det plejer jo aldrig at være en helt fiasko. Da de træder ind, er både de 2 faste medlemmer og deres liveband iført stramt læder, patronbælter og corpsepaint og med bistre udtryk trakteres vi med klassisk second wave black metal. Der er meget mere vægt på det stemningsfulde og kolde frem for en direkte tilgang til destruktion. En noget langsommere march imod det ulmende brændende mørke i mennesket, men det kan bestemt noget. Obscura har en fin hæs stemme der klæder materialet. Måske er bandet lidt stoiske i deres optræden uden meget kommunikation med publikum, men hey, det er jo black metal. Et kranie tages da også frem og sættes i det gule lys på scenen for en god ordens skyld.
Når hastigheden sættes op og melodierne kombineres med dødsridtet imod det blasfemiske alter så opnår Asagraum lidt mere af den maskine af helvedesild, jeg kan se og høre også eksistere i deres udtryk. Det er singlen "Impure Fire" fra 2023 et strålende bevis på. Også soloerne fortjener ros for deres gysende stemning. Det var en mere snigende djævel denne lørdag end den demon fra den nederste cirkel i helvede, det måske kunne være blevet. Men jeg er fan og jeg kunne 100% godt tænke mig endnu en rundtur i manegen med Asagraum.
Krisiun
Så er der old school death metal fra Sydamerika, nærmere bestemt Brasilien. I 1990 startede de 3 brødre Alex Camargo (vokal, bas), Max Kolesne (trommer) og Moyses Kolesne (guitar) Krisiun og har holdt fanen højt siden da og at kalde dem et kultband ville ikke være helt forkert. Jeg lyttede første gang til dem på AssassiNation (2006) og har set dem live 1 gang i 2019 med When Reasons Fail, Incite og Septicflesh i Pumpehuset. Mine forventninger er derfor lidt høje.
Med "kun" 2 bannere i hver side er det et mere minimalistisk show, med hensyn til sceneudsmykning. Så går Krisiun på og nøj et højt humør, de er i. Særligt Camargo føles som din nye bedste ven, som han næsten imellem hver sang takker os for at møde op. Han har en attitude af stor respekt for sine fans og det går lige i hjertet. "We are here to fuck this place up" siger han og med deres uforlignelige death metal får de smil frem på alles ansigter via "Apocalypric Victory" fra Apocalyptic Revelation (1998), "Scourge of the Enthroned" fra Scourge of the Enthroned (2018) og "Endless Madness Descends" fra Conquerors of Armageddon (2000). Camargos primale stemme er cool som bare pokker og Max fastholder trommerne i en teknisk skruetvinge hvor man næsten taber kæben af benovelse. I højre side eksekvere Moyses de hurtige soloer, og treenigheden er i sandhed essensen af heavy metal.
Bifaldet er steget markant og som en monstrøs golem tramper Krisiun på Richter med størst mulig hård præcision tilføjet en god gang venskabelig og intens kommunikation. Camargo får med fagter mere og mere larm ud af os og min ømme krop og i særdeleshed nakke må overgive sig og smide med håret samt finde luft guitaren frem til "Necronomical" fra Mortem Solis (2022), "Blood of Lions" fra The Great Execution (2011) og "Vicious Wrath" fra min gamle ven AssassiNation (2006). Gæsterne står måske lidt mere stille på grund af deres alder, men der bliver da kommanderet et større circle pit og flere små skælv af bevægelse spottes i salen.
Erfaring fornægter sig ikke, og Krisiun er et enormt dygtigt band, der med alderen på ingen måde har mistet hverken fordums styrke eller relevans, og det bevidste de 666% uden at skælve på hånden på noget tidspunkt!
Belphegor
Vi slutter i Østrig med en af deres allerstørste bands inden for ekstrem metal. For Belphegor har siden 1991 spredt skræk og rædsel med deres blackened death metal. Jeg har været fan siden Pestapocalypse VI (2006) og når jeg har set dem på Gimle med Hate og I Am Morbid i 2022 + på Spillestedet Stengade med Devils Rage, Hideous Divinity og Kampfar i 2023 har jeg på ingen måde været skuffet, snarere tværtimod.
Jeg skal da lige love for at produktionen får et mere gevaldigt nyk op nu. Store omvendte kors, 2 rygrader med pavekranier på toppen og en galge for neden. Flere stativer med kæder, knive og skåle, alt sammen af jern og flere kranier på stager. Der er ikke sparet på noget som helst på denne Praise the Beast European Tour 2026. Røgelse bliver båret ind og ambient og lyden af langsomme kirkeklokker begynder. Vi venter og lige da det er ved at blive for meget kommer Helmuth Lehner (vokal, guitar) og Serpenth (bas, backing vokal) ind med deres liveband iført corpsepaint + klædt i beskidt læder. De åbner med den instrumentale "The Procession" inden at de kaster sig ud i de blasfemiske "Baphomet" og "The Devil's Son" fra Totenritual (2027) og singlen "Sanctus Diaboli Confidus" (2025).
Der er en råddenskab over Belphegor og det emmer af satanisk ødelæggelse. Hvert nummer rummer masser af effektive overgange, smadrede trommer og tempofyldte guitarer, der samles som en sort nadver over for en pervers afgud. Helmuths snerrende vokal kryber op af benet og videre op af kroppen ind i hjernen med sin egen ækle klistrede vilje og Sepenth har selv en stemme hvis ru skrig passer perfekt ind i denne majestætiske hæslighed. "Stigma Diabolicum" fra Bondage Goat Zombie (2008) og klassikeren "Lucifer Incestus" fra Lucifer Incestus (2003) + singlen "Scarlet Beast Leviathan" (2026) tilføjer kun flere nedrige og fordømte mareridt til det infernalske mikrokosmos vi befinder os i. Det bliver ligefrem helt smukt sine steder i sin egen melodiske sværm af blodmagi.
Helmuth er helt ude ved scenekanten og lever sig ind i det terroriserende image Belphegor ligger for dagen, men også med en lyst til at trække gæsterne helt ind i sin dæmoniske spottende kirke. Om de er på knæ med et gede kranie løftet i hedensk bøn eller optræder med salmer fra afgrundsdybe katakomber, så bibeholder Belphegor en glorie af pestilens hele vejen igennem showet. Røg skyder op i hver side og denne messe for kulten i Gladsaxe når sit klimaks med "Totentanz - Dance Macabre" og den afsluttende "Belphegor - Hell's Ambassador". Der var tyndet ud i flokken til sidst, men de standhaftige vantro stod fast som en legion og nød den sidste dyriske kraft fra Østrigerne.
Belphegor fortærede Richter med et show man ikke kunne tage øjnene fra og musik der lovede frelse fra alle de påduttede og dobbeltmoralske idealer vi har lært. Det var straffen for at vove sig ind i denne sultne grotte og vi lod os besætte villigt i den uhæmmede sygelige ceremoni.
