Stilstandens storslåede forløsning
Bastian Reinholdt Madsen
Koncerter

Stilstandens storslåede forløsning

Med store lydflader, og monumentale crescendoer indhyllede Mogwai Operaen i deres særegne musikalske univers. En koncert, der indimellem dvælede lidt for længe, men som også viste, hvorfor bandet fortsat er blandt genrens ypperste.

Bjørn Bavngaard

Mogwai operaen Bastian Reinholdt Madsen
4/5

Anmeldelse af: Mogwai. Operaen, Kbh. 08. november 2026.

Forskellige genrer tjener hver deres formål. Hardcoren taler til det fysiske aspekt af en koncertoplevelse, blackmetal tager fast i okkulte visioner, og post-rocken sætter sit blide præg på lytteren ved at tilbageholde sig fra noget strukturelt.

Moderne post-rock går dog ofte hen og bliver ganske strukturelt, hvor mange nye bands prøver at passe ind i en æstetik, som gamle bands allerede har defineret. 

Der er selvfølgelig prototyper for den moderne opfattelse af post-rock, hvor man kan pege på bands og kunstnere som Glenn Branca, Slint og specielt Talk Talk som værende nogen, der brugte rockens instrumenter til andre formål end den klassiske skramlede rock, man kendte fra 80’erne og 90’erne.

Nogen af de første til at lyde som post-rock i den forstand, som mange forbinder med genren i dag, er skotske Mogwai. Derfor er det spændende at kigge på, hvordan sådan et band har forholdt sig til genren fra deres debutalbum i 1997 og helt op til nu i 2026, hvor de stadig har stor nok indvirkning i det musikalske landskab til nærmest at kunne spille i et udsolgt Operahus.


Post-rock har sjældent vokal, men forholder sig ofte rent instrumentalt. Alligevel er det ofte en genre, der knytter sig meget til politiske budskaber. Godspeed You! Black Emperor er nok det største eksempel på dette, men Mogwai holder også fast i deres principper, hvor flere forstærkere på scenen er dækket af palæstinensiske og transflag.

Det viser i hvert fald, hvor de står, hvilket personligt blot giver mig mere lyst til at lytte til dem. Det får man dog også rent automatisk, når det musikalske overskud hurtigt tilkendegiver sig under aftenens første nummer ‘Heard About You Last Night’, der lægger sig over hele koncertsalen som en auditiv dyne.


Mogwai indkapsler hele koncertsalen, og det bliver kun afbrudt mellem numrene af hurtige tak af bandets frontmand og guitarist Stuart Braithwaite. Det er også her, den store uundgåelige anke ved post-rock kan opstå. At den indkapsling ofte kan have svært ved at vedligeholde en spændingsfaktor i længere perioder.

Annonce

Forstå mig ret, post-rock har så mange midler og kan sagtens opnå det. Mogwai spiller også afsindigt godt, og der er ingen tvivl om, at deres lydflager, deres lag og instrumentering er taget fra allerhøjeste hylde. Men der er også mange af numrene, der glider over i hinanden og slører linjerne mellem at være decideret fængende og vedvarende dvælende.

Følelsen bliver dog brudt under nummeret “2 Rights Make 1 Wrong”, hvor Braithwaite lægger en æterisk backingvokal og det storagtige samspil også opbakkes af elektroniske mønstre, der får lov til at flakke rundt i lydbilledet. Det giver noget substans til nummeret, som nogle af de andre, der bliver spillet i aften, manglede.


Det samme gælder afslutningsnummeret “Mogwai Fear Satan”, der efter en lang periode af blid instrumentering eksploderer i et kolossalt crescendo med opløftende tremolo og store akkorder.


Det er her, man finder genrens største selvmodsigelse. Det, der kan gøre genren så dvælende, er samtidig det, der kan gøre den så enormt forløsende. De store akkorder og de evigt opadstræbende guitarer kan hurtigt blive en kliché, hvis de står alene og uden noget modspil fra resten af komponenterne i musikken. Men når de bruges med omtanke, bliver de i stedet belønningen for den tålmodighed, genren kræver af lytteren.


Den belønning er følelsen af at have siddet igennem en flere minutters lang opbygning, hvor hvert lag gradvist opbygger sig selv og finder sin plads i støjen, indtil det hele kulminerer i et overvældende zenit.


Post-rockens essens modarbejder således sig selv på mange måder, i og med at den skal turde dvæle for at kunne forløse, men samtidig risikerer at fortabe sig i egen dvælen. Mogwai har fundet en balancegang, der viser den hårfine grænse mellem det hypnotiserende smukke og det monotone, hvor det størstedelen af tiden heldigvis er noget, der fanger lytteren.

Galleri fra aftenen af Bastian Reinholdt Madsen:

4/5

Dommen

Annonce

Galleri

Foto: Bastian Reinholdt Madsen / Metal A Day

Skrevet af

Bliv en del af crewet

Vi søger skribenter og fotografer

Frivillige med kærlighed til metal. Anmeldelser, fotograven, festivaler — vil du med?

  • Skribent
  • Fotograf
Annonce

Metal A Day er et dansk heavy metal-medie, der blev startet af to barndomskammerater over deres fælles lidenskab og dybe passion for den tunge musikgenre – Den entusiasme vil vi dele med dig!

© Alle rettigheder tilhører Metal A Day og Stay Mad Productions | 2014–2026

Website udviklet af Codebit