Anmeldelse af: Godspeed You! Black Emperor + Thom Nguyen. Store VEGA, Kbh. 21 april 2023.

Godspeed You! Black Emperors musik er for de tålmodige lyttere og i aften beviste de, hvorfor deres musik er al ventetiden og koncentrationen værd!

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Nogle gange, når man tager til koncert, så ved man mere eller mindre lige præcist, hvad det er, man tager ind til. Sådan var det dog ikke denne aften. Både hovednavnet, Godspeed You! Black Emperor, og support, Thom Nguyen, laver utroligt eksperimental musik, der ofte bevæger sig ud i genrer, som mange ’normale’ mennesker sikkert ikke engang ville betragte som musik. Jeg var derfor spændt på, hvorvidt disse bookninger overhovedet ville virke live.

Strålende ekvilibrist

Thom Nguyen er aftenens første musikalske akt. Jeg står og er en smule forvirret, da jeg havde forstået det som, at support ville være bandet Manas og ikke én enkel gut på scenen. Jeg kommer dog i tanke om, at Thom Nguyen er medlem af Manas, men også har et soloprojekt ved siden af. Jeg tænker, at jeg har misforstået noget eller at Facebook-eventet har skrevet forkert.

Ikke desto mindre, Thom Nguyen er klar bag trommesættet og går i gang. Jeg kendte hverken til Thom Nguyens solomateriale eller bandet Manas, så jeg bliver derfor overrasket, da vi bliver mødt af et cirka 30 minutters sæt, som er én lang trommesolo, der bliver suppleret af en slags ambient-baggrundsstøj over højtalerne.

Thom Nguyen er tit beskrevet som en tromme-improvisator, og jeg er ærligt talt ikke sikker på, om det, vi bliver præsenteret for i aften, er improviseret eller noget, han husker i hovedet. Mange af takterne og temposkifterne er utroligt uforudsigelige, og at kalde denne optræden ”avantgarde” ville være en underdrivelse.

Når man står som publikum, er der dog ingen tvivl om, at Thom Nguyens ekvilibrisme stråler, når det kommer til trommespil, og agogikken sidder lige i skabet. Selvom optrædenen er svær at afkode – og helt sikker ikke klikkede for mange af aftenens koncertgængere – så er der stadig en form for forløb i musikken.

Uanset om det er øvet hjemmefra eller noget, han kom på på stedet, så var det meget imponerende. Det blev dog lidt ensformigt til sidst, og det passede nok meget godt, at hans sæt ikke var længere end 30 minutter.

Det nytænkende unikum

Kult-fænomenet Godspeed You! Black Emperor er et eksperimentalt post-rock band fra Canada, der blev dannet i 1994. Siden da, har de udgivet albums som F♯ A♯ ∞ og Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven, der begge bliver set som to af de vigtigste og genredefinerende albums inden for post-rock-genren.

Jeg står derfor med høje forventninger til dette show i det udsolgte Store VEGA. En ting, Godspeed You! Black Emperor har gjort på størstedelen af deres albums, er at bygge dem op som en slags sonate. Ovenstående album, Lift Your Skinny Fists Like Antennas to Heaven, består i alt af fire numre, men hvert nummer har mange undernumre, der i sin helhed skaber de overordnede numre, man finder på pladen.

Godspeed You! Black Emperor laver musik, der kræver din fulde opmærksomhed. Det ville ikke give mening kun at høre halvdelen af et tyve-minutters nummer fra dem, for så mangler man stadig nogle undernumre for at få den fulde oplevelse. Jeg er derfor spændt på, om de kan få det til at fungere, hvis vi kun bliver præsenteret for selekterede undernumre og ikke den fulde oplevelse, som man får på pladerne.

En elegant mur af lyd

Lyset dæmpes langsomt, og kun ét enkelt svagt spotlight oplyser scenen. Sophie Trudeau (violin) og Thierry Amar (kontrabas og bas) bevæger sig ind på scenen og begynder at spille en meget dystopisk duet. Efter lidt strengesamspil bevæger resten af bandets medlemmer: David Bryant (guitar), Mauro Pezzente (bas), Efrim Menuck (guitar), Mike Moya (guitar), Aidan Girt (percussion) og Tim Herzog (percussion) sig henholdsvis ind på scenen og finder deres pladser.

Der bliver ikke sagt et ord til publikum og hvert medlem begynder at spille akkompagnerende til Sophie Trudeau og Theirry Amars strengespilsduet. En glitrende tekst af ordet ”Hope” bliver projiceret af autentiske gammeldags spolebånd på det store hvide lærred bag dem, og ottemandsorkesteret starter sættet med det støjagtige ikke-officielt-udgivne nummer ”Hope Drone”.

Næsten hvert medlem står i et hav af pedaler, der ofte bliver trampet på for at skabe unikke og forvrængede lyde. Mike Moya tager endda en skruetrækker frem og begynder at skrabe den op og ned ad guitarstrengene, som skaber kakofoniske violinagtige lyde, og Tim Herzog tager en violinbue og kører den op og ned ad trommecymbellens kant.

Efter lang tids optakt fortsætter bandet henholdsvis over i de sammenhængende numre ”Job’s Lament” og ”First of the Last Glaciers”. Der bliver startet med stille guitarsamspil, hvor én melodi bliver gentaget, indtil resten af det autonome ottemandsorkesteret samler op på nummeret, og lydbilledet bryder ud i en blid og harmonisk crescendo.

Det er imponerende, hvor tydeligt alle instrumenterne i lydbilledet er. Den simple melodi Thierry Amar (der undervejs har skiftet fra kontrabas til bas) spiller, komplementeret af David Bryants også melodiske guitarspil, går knivskarpt igennem, samtidig med man kan høre alle de andre instrumenter. Sophie Trudeaus harmoniske violinspil supplerer desuden resten af bandet perfekt(!) og skaber en let og luftig lytteoplevelse.

Vi bliver også præsenteret for tre-dels numrene ”Bosses Hang” og ”Cliffs’ Gaze”, samt ”Moya” og ”Blaise Bailey Finnegan III” fra EP’en Slow Riot for New Zero Kanada, der omhandler stærke politisk ladede temaer. Spolebåndene er nu begyndt at projicere alt fra naturlandskaber til krigsdemonstrationer. Nogle af Godspeed You! Black Emperors mest populære værker indeholder spoken-word-samples, der omtaler emner som regeringskorruption, krig og fattigdom – så da projiceringerne af borgeroprør går i gang, fremhæver det virkeligt musikkens dystre undertoner.

Koncerten bliver afsluttet på sytten-minutters-nummeret ”Blaise Bailey Finnegan III”, der bliver fremført til absolut perfektion med dets blide orkestrale crescendoer. Nær nummerets slutning rejser bandmedlemmerne sig ét efter ét og forlader scenen. Dog lader de alle AMPs forblive tændte, så publikum uforstyrret bliver mødt med forvrængede lydmure. Det skaber en komplet øredøvende og skræmmende atmosfære, der forsætter i omkring 10 minutter, efter bandet er gået af scenen.

Størstedelen af publikum, inklusivt mig selv, er for bange for at forlade koncertsalen i tilfældet af, at bandet skulle vende tilbage og fremvise ekstra- og fanfavoritnummeret, ”The Sad Mafioso”, som de ofte slutter deres koncerter på – vi var desværre uheldige, og det skete ikke denne gang.

Perfektion i støj

Godspeed You! Black Emperor er et unikt band, der måske ikke appellerer til alle ved første lyt. Da jeg spurgte vores fotograf, hvad han syntes om koncerten, sagde han ”Det klikkede ikke lige for mig. Der sker for lidt, men samtidig alt for meget”. Dette er faktisk en rigtig god beskrivelse af Godspeed You! Black Emperors musik. Meget af tiden foregår der faktisk ikke særligt meget, men tager man sig den ekstra tid, det måske lige kræver at forstå deres bemærkelsesværdige kunst, vil man ikke blive skuffet.

Godspeed You! Black Emperors musik ses ofte som en opfordring til handling, der opfordrer lytteren til at tænke mere kritisk, tage stilling til verden omkring dem og handle for at skabe positive forandringer – og denne koncert satte i hvert fald både tankerne og følelserne i gang.

Fotograf Anders Groos Mikkelsen har flere billeder fra koncertoplevelsen til dig her: