Agrat
Aftenen lægger ud med, hvad der bliver kaldt debutanter, det siger de i hvert fald selv, men jeg hører fra pålidelig kilde, at det i realiteterne er bandets andet show. Uanset, så har Agrat fuldstændig styr på deres sceneopsætning, noget som de har grebet allerede fra start, med kors på scenen hvor der selvfølgelig korsfæstes en mand med en kartoffelsæk over hovedet. Meget effektivt og imponerende at lave sådan et setup med det samme. Så går man op i æstetikken og følger den til dørs.
Normalt er denne anmelder ikke super meget til at frontpersoner skal have en persona når de performer, og tale til publikum i en anden growlende eller højere stemme. Det kunne Agrat dog godt gøre, for man ryger lidt ud af den dystre stemning, når der går lidt bøvethed i den imellem numrene. Showet taler også godt for sig selv, så her ville det måske give mening at tale mindre imellem numrene.
Agrat spiller en ret traditionel og voldsom afart af black metal, og til trods for at der ikke er synderligt meget originalitet at spore i gruppens musik, så er den udført med stor kærlighed til genren; dette står klart fra start og helt til bandet går af scenen. Spilleglæde kan mærkes og ses, hvor især gruppens guitarist lader til at have fundet venner der hjælper hinanden og ham med at blive gejlet op i løbet af sættet. Agrat har trukket et fint publikum som nyder musikken oppe på de forreste rækker, et dejligt pænt tidligt fremmøde.
Den gode energi og æstetik afspejles desværre ikke altid i gruppens sammenspil, der er i den ujævne ende. Det bliver lige utight nok til tider, slag misses og toner rammer forkert. Til gengæld så formår bandet at levere noget så sjældent som velspillet soli i black metal. Generelt virker sammenspils fejlene til at være lidt fjumre-fejl og begynder uheld.
Agrat spiller en spændende om end ujævn koncert, hvor der er sat rigtigt godt fokus på æstetikken og performancen. Der skal bare lige fokuseres det mere på musikken, og så vil dette nye black metal skud med garanti kunne komme godt ud over stepperne.
Ættir
Doom og folk metal i et skønt virvar. Dette er hvad sjællandske Ættir lægger for dagen, og dette imponerede de også ganske godt med, da jeg oplevede selvsamme band til Viborg Metal Festival sidste år. Gruppen består af hærdede folk indenfor branchen, og dette kan i den grad også mærkes.
En intro bestående af velspillet flydende cello og Nanna Barslevs lige så flydende vokal, danner rammerne for en god koncertstart. Det er i mine øjne imponerende at kunne finde rundt i denne form for ambience, at finde den egentlige takt og vide hvor man er henne i den slags, kan være utroligt svært, men Ættir får det til at fremstå som det letteste i verden.
Resten af bandet bryder perfekt ind, og så er der ellers dømt old school riffs, varierede og meget unikke vokaler, smuk cello, og lækkert opbyggende bas og trommer. Ættir er et tydeligt velsammenspillet band, der også ved hvordan sådan en koncert skal skæres. Energien er god og Barslev styrer slagets gang mindst lige så godt, som vi også var vant til det fra hende i Huldre-dagene. Den unikke vokal erstattes af og til at en mere skrigende og growlende vokal, hvilket passer utroligt godt til den mere dommedagsvarslende musik, som Ættir lægger for dagen.




