MAD about Copenhell: Efter festivalen 2025 med Bastian

Med et program der ikke just imponerede denne anmelder var det blevet tid til endnu en tur i helvede, men når programmet ikke siger en det helt store, er det så ren FOMO der får en afsted på Copenhell? I år viste Copenhell at festivalen også kan noget, selv uden de super spændende hovednavne, ligesom de i mine øjne generelt havde de bedste navne på sidst på festivalens dage. Derudover er stemningen som altid i mine øjne rigtigt god på Copenhell, og festivalen vinder helt klart meget på sin charme, selv med et skævt program.

Her kan du læse lidt om mine bedste og mest skuffende musikalske oplevelser til dette års festival.

Årets bedste koncert

Blood Incantation, lørdag på Hades

Blood Incantation leverede slet og ret festivalens bedste koncert, da de lukkede Hades-scenen med deres progressive dødsmetal. Det en magisk oplevelse at genopleve gruppen fremføre deres seneste mesterværk af et album live, og bandet spillede til perfektion.

King Diamond, Fredag på Hades.

Danmarks stadig ukronede konge leverede en formidabel afslutning på fredagens program på Hades scenen, kongens vel nærmest faste scene på Copenhell. I mørket førte bandet sig frem med en velspillet og enormt veludført koncert, med rigeligt af det teater som vi kender og husker det fra King Diamond, hvis stemme til stadighed er uovertruffen. Lige til et 12-tal i studenterhuen i min bog, men tekniske fejl trak koncerten lidt ned.

Årets overraskelse

Julie Christmas, onsdag på Gehenna

En her nåede vi desværre ikke at dække, men Julie Christmas leverede en mildest talt tryllebindende koncert på Gehenna-scenen til årets festival. Med et utroligt flot og velspillet sæt bestående af sludget og dyster post rock og metal, vævede Julie Christmas sin sjæl ind som en del af selve ånden ved Copenhell. En fuldstændig fantastisk koncert. At det var godt var ikke så meget en overraskelse, som hvor godt det faktisk var.

Kōya, torsdag på Hades

Som erstatning for Hardy (han bliver formentlig ikke booket igen) fik de danske hardcore drenge fra Kōya, ligesom Vulvatorious en opgradering fra den mobile scene til festivalens næststørste scene. Dette beviste bandet at de i den grad havde format til at fylde ud, med en slagkraftig koncert der mildest talt tog denne anmelder med bukserne nede.

Årets skuffelse

Wormrot torsdag på Gehenna

Desværre skuffede grindcore-bandet fra Singapore denne anmelder det er dog ikke umiddelbart bandets skyld, man kunne bare ikke høre en dyr af hvad der foregik i det lydbillede der blev disket op med under denne koncert. Uden de fede riffs ryger utroligt meget af pointen og ponduset i musikken for mit vedkommende, også selv om publikum gav den gas.

Sylosis på Hades onsdag

Sylosis skuffede desværre med en koncert der lå på det jævne, et band jeg nok desværre havde lidt større forventninger til. Det kom aldrig rigtigt ud over stepperne, og fangede simpelthen bare ikke denne anmelder, til trods for god energi på scenen slog musikken desværre bare ikke helt igennem.

Årets dårligste koncert

Billy Idol, fredag på Helviti

Billy Idol er ganske givet en spøjs booking som hovednavn til denne festival, til trods for at mandens musik bestemt har inspireret mange mennesker indenfor genren, er det jo ikke just metal, og det passede i min optik ikke ind i programmet. Jeg kan egentlig godt lide Billy Idols musik, men følte at den blev leveret enormt uinspireret og kedeligt til Copenhell. Det virkede mest af alt akavet, også selvom andre tydeligvis havde en fest.

Copenhell 2026

Copenhell er ovre og vi kan nu se frem til en ny festival næste år, hvor stemningen forhåbentlig kommer til at blive endnu bedre, samt disker op med et noget mere solidt program, end der blev præsenteret for publikum i år.