Med et program der ikke just imponerede denne anmelder var det blevet tid til endnu en tur i helvede, men når programmet ikke siger en det helt store, er det så ren FOMO der får en afsted på Copenhell? I år viste Copenhell at festivalen også kan noget, selv uden de super spændende hovednavne, ligesom de i mine øjne generelt havde de bedste navne på sidst på festivalens dage. Derudover er stemningen som altid i mine øjne rigtigt god på Copenhell, og festivalen vinder helt klart meget på sin charme, selv med et skævt program.
Her kan du læse lidt om mine bedste og mest skuffende musikalske oplevelser til dette års festival.
Årets bedste koncert
Blood Incantation, lørdag på Hades
Blood Incantation leverede slet og ret festivalens bedste koncert, da de lukkede Hades-scenen med deres progressive dødsmetal. Det en magisk oplevelse at genopleve gruppen fremføre deres seneste mesterværk af et album live, og bandet spillede til perfektion.
King Diamond, Fredag på Hades.
Danmarks stadig ukronede konge leverede en formidabel afslutning på fredagens program på Hades scenen, kongens vel nærmest faste scene på Copenhell. I mørket førte bandet sig frem med en velspillet og enormt veludført koncert, med rigeligt af det teater som vi kender og husker det fra King Diamond, hvis stemme til stadighed er uovertruffen. Lige til et 12-tal i studenterhuen i min bog, men tekniske fejl trak koncerten lidt ned.
Årets overraskelse
Julie Christmas, onsdag på Gehenna
En her nåede vi desværre ikke at dække, men Julie Christmas leverede en mildest talt tryllebindende koncert på Gehenna-scenen til årets festival. Med et utroligt flot og velspillet sæt bestående af sludget og dyster post rock og metal, vævede Julie Christmas sin sjæl ind som en del af selve ånden ved Copenhell. En fuldstændig fantastisk koncert. At det var godt var ikke så meget en overraskelse, som hvor godt det faktisk var.




