Anmeldelse af Wormrot, d. 18.06.25 på Gehenna, Copenhell

Der er rigeligt tjald i luften, og knald på banditten, i det Wormrot fra Singapore går på med deres voldsomme og super energiske grindcore.

Foto: Anders Groos Mikkelsen. 

Det tager ikke bandet mange øjeblikke, før cirvlepitten starter, og det lader til, at den er kommet for at blive igennem hele koncerten. Bandet spiller måske godt, men lyden er sådan ca. til at du kan høre trommer, hvor især lilletrommen har en alt for stor tendens til at overdøve alt anden lyd, og lige en anelse vokal. Der bliver heldigvis rettet lidt op på dette, så man kan ane at der faktisk er guitar riffs i bandets arsenal. Der er umiddelbart slet ikke punch og kraft nok i bandets guitar-lyd til at få sparket ordentligt igennem på scenen. Det eneste vi rigtigt hører, når der er knald på, er desværre de ellers velspillende trommer. Vi er helt derude, hvor at selv når guitaren spiller alene, kan du ikke høre tonerne ordentligt.

Men så indleder bandet et nummer med ”eternal sunshine of a spotless grind” og så forstår man i det mindste humoren i bandet, og denne er idet i sandhed stadig tilstede under koncerten, også selv om vi ikke rigtigt kan høre, hvad grindcore bandet fra Singapore egentlig spiller.

Gruppen får virkelig også starten en fest oppe på de forreste rækker, hvor ciclepitten bliver ved med at bestå, selv til de mere happy-go-lucky og sjove numre. Publikum er i gruppens hule hånd her til aften. Dette betyder også at bandet når at fyre et kort ekstranummer af.

Wormrot fyrer den for fedt af, til trods for en lyd der betyder, at man nærmest ingen definition deres musik kan høre. Heldigvis reddet Singapore bandet den hjem, ved at forstå af fange publikum, og skabe en fest oppe på de forreste rækker. Den bliver kørt hjem på charmen og den enorme energi fra både band og publikum.

Herunder kan du se et udførligt galleri fra vores udsendte fotograf Anders Gross Mikkelsen:

Foto: Anders Groos Mikkelsen