Smuk audiens med månekulten

Efter en lang arbejdsdag hjemme i Aarhus, og derefter ikke mindst en lang bustur, lander jeg sent i København denne fredag aften. Turen går direkte imod Vegas dejlige og velkendte lokaler i forbindelse med årets A Colossal Weekend, der startede allerede dagen i forvejen, men jeg som arbejdende jyde desværre ikke kunne deltage i. Jeg lander lige til at fange sidste nummer fra de svenske dessert darlings i Truckfighters, før jeg må ned i Basement for at dække den første egentlige koncert jeg når denne fredag aften. Væbnet med kamera og en lyst til nye oplevelser er det blevet tid til.

Shearling

Jeg når ned foran scenen i Basement ganske kort inden bandet går på den meget intime og stemningsfyldt belyste scene. Jeg kender ikke Shearling på forhånd, men har fået det kraftigt anbefalet, som værende i stil med bands som f.eks. Chat Pile og Swans. Især sidstnævnte kor viser koncerten at jeg kan stemme i, uden at bandets musik eller optræden bliver en kopi. Shearling har noget for sig selv, også i en live sammenhæng, hvor det hele hurtigt kommer til at virke enormt dynamisk og ærligt.

Bandet virker meget tilbagelænet og hviler i sig selv. Der bliver ikke rigtigt henvendt sig til publikum. I stedet leder sanger og guitarist Alex Kent slaget på scenen, hvor han nærmest virker som en slags dirigent for resten af bandet. Således virker han også frustreret på et tidspunkt i koncerten, formentlig fordi bandet ikke helt kommer ind som han ønsker. Dette berører ikke publikum synderligt, for musikken spiller glimrende, selv hvis der er fejl.

Bandet spiller dejligt levende sammen, ikke mindst kommer det hele grundet måden Kent nærmest dirigerer på, til at virke enormt levende og ægte. Man det føles mere live end indstuderet, hvilket egentlig føles dejligt forfriskende denne aften. Musikken er ligeledes spændende og dejligt varieret, ofte knap så aggressiv, så når intensiteten kommer,  vejer den lige det mere.

Lyden er ikke helt super under Shearlings koncert. Guitarerne og vokalen drukner meget nede i kælderen, og desværre bliver den ellers ganske gode og lovende musik, derfor ind imellem til at fremstå lidt rodet og ukomplet.

Som helhed fungerer det dog absolut, og Shearling føles som en oplevelse i sig selv. Musikken spiller godt, også selvom den ikke føles helt komplet. I stedet føles det hudløst ærligt, og netop der skinner bandet igennem.

Cult of Luna

Aftenens hovednavn har jeg desværre aldrig haft fornøjelsen af at opleve før. Svenske Cult of Luna er ellers et band jeg ynder at sætte på ganske ofte, da deres sludgede tilgang til Post-metal altid har tiltalt mig enormt meget.

Svenskerne går på scenen til et stærkt fremmøde inde i Store Vegas historiske lokaler, og scenen fyldes af baglys og røg i en sådan mængde, at det til tider er svært at se mere end en meter eller to bagud på scenen. Johannes Persson er i særligt hopla på guitar og vokal i dag, ikke mindst får hans Karate Kid lignende pandebånd sangeren til at fremstå klar til cirkelspark. Disse cirkelspark bliver leveret rent musikalsk, af et band som tydeligvis har rigeligt på hjerte, når det kommer til tyngde, dybe følelser, og ikke mindst tunge men alligevel melodiske melodier. Cult of Luna har lidt af det hele, og dette præsenterer de på fornem vis til dette års A Colossal Weekend.

Bandet, og nok især Persson kommer enormt godt ud over scenekanten, og dette menes ikke kun i metaforisk forstand, nej den gæve sanger med den vrede vokal hopper ud og står og spiller på skuldrene af publikum i løbet af koncerten. Et velkendt men altid stærkt kneb, men helt ærligt ikke et som denne anmelder havde forventet af aftenens hovednavn. Særligt de forreste rækker kvitterer med en god omgang nakkerysten, og der er en tydelig forbindelse imellem de forreste publikummer, og bandet på scenen. Stemningen er til at tage og føle på inde på Store Vega, hvor Cult of Luna tydeligvis tryllebinder store dele af publikum.

Lyden er fremragende under Cult of Lunas aftenmesse, hvor samtlige instrumenter står klart i det ellers tunge mix. Bevares, til tider overstyrer bunden måske en anelse, men dette problem lader heldigvis kun til at være sporadisk. Riffsne får lov til at vise hvor stærke og solide de er, imens vokalen virker så inderligt indebrændt, at det må være svært at lade være med at blive revet med af musikkens stemning. Nærmest varslende om en fremtid der ikke går helt som man kunne ønske.

Cult of Luna leveret et pragteksemplar af en stærk koncert, med god lyd, og ikke mindst et band der er tændt, og som formår at fyre godt op for aftenens fremmødte publikum. Svenskerne er en utroligt stærk headliner at hive ud af hatten til fredagens program.

Throwe

Med lidt fart på og lidt held kan jeg lige nå aftenens sidste navn! Danske Throwe, som imponerede mig, ikke alene med deres split med Sloevsind, men også med et stærkt liveshow på Copenhell i sommer, er klar til at give smæk for skillingen, i noget mere intime rammer end Gehenna scenen på Refshaleøen.

Bandet er allerede i gang da jeg kommer ned i kælderen, og hele det første stykke foran scenen er allerede en gedigen hardcore moshpit, særligt styret og foranlediget af Throwes tændte forsanger (med det passende navn) Kim Rock, der i den grad har tænkt sig, at der skal gives gas til aftenens sidste koncert. Publikum er dejligt meget med på unoderne, og at bevæge sig oppe på gulvet i nærhed af scenen må mildest talt siges at være på eget ansvar, men husk at du er omringet af ligesindede, der er klar til at gribe dig, hvis du skulle falde. Stemningen er selvsagt helt i top under denne tunge og tændte omgang hardcore.

Lyden er som den er på Basement, men til Throwes voldsomme hardcore er nuancer mindre vigtige end energi, og energi er der af i spandevis! Nuancer er der ikke meget af, men voldsomheden i musikken er til at tage og føle på, og fungerer som en dejlig afslutning på dagens musikalske strabadser. Der skal ikke tænkes så meget over musikken, den skal bare nydes og mærkes, mens den er så aboslut ”heavy-dansevenlig”. Man kan slå hjernen fra og bare have det sjovt.

Throwe spiller en kort, intens, og ikke mindst hidsig koncert på Basement, og viser at de i sandhed mestrer de elementer, som gør hardcore godt. Med en levende og ikke mindst super energisk optræden, giver de lige A Colossal Weekends publikum et sidste lods i røven, så vi kan komme godt ud i det københavnske natteliv, inden det hele starter igen i morgen.

Herunder kan du se flere billeder fra aftenens koncerter, alle taget af Bastian Reinholdt Madsen: