Anmeldelse af Deafheaven + Show Me the Body, d. 25.08.26 i Amager Bio
Deafheaven lod ingen tvivl tilbage om at de har cementeret sig som et af metallens største bands.
Foto: Lykke Nielsen
Amager Bio var tæt på udsolgt og jeg trængte da også til at komme ud efter en hel uge uden livemusik, hvilken tragedie. Der er masser af forskellige typer til stede i alle aldre, lige fra det klassiske heavyhoved i battlevest over til skjorteklædte CBS-folk. Hovednavnet favner jo også bredt, men jeg var alligevel ikke klar over, at alle kontortyperne ville komme på besøg. De skal forresten være noget så velkomne. Inden at headlineren skulle gå på, var det dog tid til et nyt bekendtskab.
Show Me the Body
Der spilles en slags orkester/march-musik der går over i jazzede toner inden at Julian Cashwan Pratt (vokal, banjo), Harlan Steed (bas, synthesizer) og Nijol Benjamin (trommer) kommer frem. Særligt Pratt er nærmest essensen af punk, når han fnysende, råbende, rappende og syngende spytter ord af sig som projektiler. Imens sparker han og slår ud i luften en frontmand, der på mange måder kommer langt ud over scenekanten. Musikken er ovre i en art af post-hardcore krydtet med noise fra de synthesizere som Steed betjener. Og nu vi snakker om den kære bassist. Hans strengeinstrument fylder dejligt meget og sætter en hård tyngde og et groove, der er svært ikke at bevæge sig til. Flere og flere nakker nikker i hvert fald synkront, som koncerten skrider frem.
Der er en ligefremhed og en grov tilgang i numrene hvor fokuset på en mere basal stil i sangskrivningen har den helt rette effekt. Og i alt dette er der også et fokus på lige nok variation til at det ikke bliver monotont. Det her skal ikke være revolutionerende, men få dig til at svede, og jeg aner da også et moshpit foran til venstre. Den elektriske banjo er en sjov detalje der bringer noget lidt skørt til musikken uden at den tager for meget af opmærksom væk fra energien hos trekløveret. For det føles konfronterede og en kommentar som “You’ve got good healthcare, you can afford to knock someone’s teeth out” vidner også om at det bøllede er intakt. Men der er også noget på hjertet og en vred hilsen til fascister, nazister og zionister + et “free palestine” får undertegnede til at huje højt.
Det var en over middel omgang hiphop/hardcore punk og uden at det ligefrem væltede salen så varmede det 100% os alle op og gjorde mig til fan. For der er helt bestemt noget at komme efter her for os der trænger til en imaginær boksebold i form af aggressive sange der bringer minder frem om både Life Of Agony og Cro-Mags.
Deafheaven
Jeg så første gang det amerikanske blackgazeband i 2017 på A Colossal Weekend i Lille Vega. Det var en kæmpe oplevelse, men lige siden har jeg haft en konsekvent ærgerlig og unik evne til at misse Deafheaven når de spillede i Danmark. Den dumme tradition skal nu brydes og jeg finder mig en fin plads oppe foran hegnet til højre. Her snakker jeg med en af de flinke vagter, inden at showet begynder.
George Clarke (vokal), Kerry McCoy (guitar), Daniel Tracy (trommer), Shiv Mehra (guitar) og Chris Johnson (bas) går ud til masser af bifald og med “Doberman” og “Magnolia” fra Lonely People With Power (2025) er vi vidner til en enormt eksplosiv optræden. Særligt Clarke er ustoppelig imens han spæner rundt på scenen og gestikulerer vildt til publikum. Det føles aldrig som om at han står stille i sin mani og man kan næsten ikke tage øjnene væk fra ham. Imponerende. Hans karakteristiske vilde skrig når nye højder og man tror jo næsten ikke at disse lyde kommer ud af et menneske, Hans vekslen til growl og tilbage igen skal også have ros for sikke en træning og stemmekontrol den mand besidder!
Hans evner står perfekt ved siden af materialet, der er fyldt med så smukke melodier, harmonier og melankolske stunder og kraft, at jeg flere gange blot må lukke øjnene og prøve at tage det hele ind. “Brought To Water” fra New Bermuda (2015) og “Sunbather” fra det genrebrydende mesterværk Sunbather (2013) sammenfletter Deafheavens vision med så meget talent at bandet flere gange rammer den ultimative symbiose imellem dem og gæsterne. Om man mosher, headbanger eller bare står stille og ser benovet på så er vi alle tryllebundet. De spiller ikke noget fra Infinite Granite (2021), men jeg er vist også en af de få der er ret glad for den skive, ak ja.
De andre medlemmer når ikke op på Clarkes hopperi, men de spiller stadig med liv og lemmer og sørger for at smukke soloer og hæsblæsende passager er udført til punkt og prikke. Til “Body Behaviour” vil Clarke have flere crowdsurfere og spillesteds regler ignoreres af glade fans. Balancen mellem det dunkle og de nogle gange opløftende stunder er sjældent set og hørt så triumferende, men pludselig ryger lyden som om en ledning bliver revet ud. Det slår et par revner i bombardementet, men det fikses heldigvis og gruppen er hurtigt ovenpå igen. Der er highfives til de forreste og stemningen er ved at nå et drømmende kogepunkt.
Der holdes en kort pause, inden at Deafheaven vender tilbage, og vi får den store fornøjelse af “Revelator” i et virvar af strobelys og naturligvis den medrivende “Dreamhouse” . Da sidstnævnte rammer et hidtil uhørt crescendo, så ryger lyden gud hjælpe mig igen! Det er eddermame et kritisk tidspunkt at der er problemer med teknikken. Og det ødelægger desværre muren af magi. Det er ikke amerikanernes skyld, den slags kan ske, men for helvede timingen kunne ikke have været værre, når man nu var helt hypnotiseret. En så fatal episode trækker desværre ned fra en ellers topkarakter. Måske er det at hænge sig i petitesser?
Herefter er jeg nødt til at smutte, da jeg skal nå toget hjem. Det var et fabelagtigt gensyn og Deafheaven er på en kunstnerisk piedestal hvor metallens aggressioner fusioneres med grandiose komponenter, der skaber et kosmos, man ikke kan andet end at beundre.
Se galleriet af Lykke Nielsen herunder
Show Me the Body
Deafheaven
