Anmeldelse af In Flames + Gaerea 17.08.26, Voxhall
Vi blev forkælet i Aarhus af to internationale bands som sommeren langsomt gik over i efteråret.
Foto: Hasan Jensen / Homage Photography
Efter et par fantastiske dage til Rock & Rul 2026 i Volume Village med min kæreste var smilets by ikke færdigt med at byde os på kulturelle oplevelser. Således havde de svenske melodic death metal-giganter i In Flames annonceret at de ville besøge Voxhall. Et betydeligt mindre spillested end de er vant til, når de ellers ikke headliner Wacken Open Air og andre lignende festivaler. Det er nok en af de mindste spillesteder de har optrådt på siden de blev et arenaværdigt band. Udover deres surpriseshow som Jesterhead & the Swedish Soda Group på Spillestedet Stengade i 2022 (hvor jeg naturligvis var tilstede). Men inden da stod et andet navn for opvarmningen.
Gaerea
Dannet i 2016 har det kutteklædte band udviklet sig meget i årene der er gået. Fra at spille black metal, til post-black metal til at de med Loss (2026) skriver hvad der måske bedst kan beskrives som stadion-black. Det er en større musikalsk ændring, der har fået flere til at fnyse af Gaerea og sammenligne dem med Sleep Token. Jeg er selv helt vild med den seneste skive, der for mig er bandets bedste udgivelse. Jeg har før set dem i 2022 i Lille Vega med Winterfylleth og Gaahl’s Wyrd, på A Colossal Weekend 2024, i Amager Bio i 2025 og senest i sommers på Copenhells Pandæmonium scene. Der har været et par ændringer i line-uppen som tiden er gået, så det anno 2026 er Alpha (vokal), Rho (bas), XI (trommer) og Delta (guitar) der skal optræde.
Der åbnes af Delta, der synger over det ellers stille instrumentale “LBRNTH”. Bandets ansigter er dækket til og Alpha opfordrer os til “HEY”-råb. “Nomad” rummer masser af melankoli, ensomhed og selvdestruktive tanker. Emner der går igen i Gaereas univers. Der spilles godt og medlemmerne er tændte, men gæsterne skal lige varmes op. “Let’s try this again, Aarhus” siger Alpha og til “Phoenix” er der et mellemstort circle pit og vi opfordres undervejs i koncerten til både at hoppe, vifte med hænderne og tænde vores mobiltelefoner. Alle tricks tages i brug. Man kan virkelig mærke at ambitionerne ikke længere er at være TRVE CVLT, men at appellere til den brede masse og inkludere så mange som muligt i deres shows. Væk er det klassiske tavse og stoiske black band og foran os er musikere med store armbevægelser og følelserne uden på tøjet.
Om det så falder i ens smag vil 100% være op til den enkelte, men når sange som “Submerged” og “Hellbound” er så medrivende, så kan jeg ikke brokke mig over det. Det meste af setlisten er fra Loss, men vi besøger også Coma (2024) med “Hope Shatters” og “Wilted Flowers”. Det fremkalder ligefrem tårer hos nogle i publikum og det er også svært ikke at være påvirket. Smerte-nerven i musikken er blotlagt og Gaerea leverer det hele med så meget sjæl at jeg på ingen måde kan stå stille. Det gælder dog ikke for hele sale og hvem end der var booket som opvarmning her i dag så kommer de fleste jo nok for In Flames. Så på papiret kunne det vel have været hvem som helst. Når det så er sagt, så var dette endnu en fortryllende levering af portugiserne på deres fart mod stjernerne.
In Flames
Hvor mange gange jeg efterhånden har set svenskerne, har jeg ikke styr på. De var en af mine tidligste metalbands og jeg har fulgt dem i tykt og tyndt lige så længe jeg kan huske. På Copenhell 2025 var det en ren magtdemonstration. Det bliver afslutningen på mit Aarhus-eventyr for denne gang og kan man ønske sig en bedre sidste koncert at tage hjem til Hedehusene på?
3 skærme er sat op bagved Anders Fridén (vokal), Björn Gelotte (guitar), Chris Broderick (guitar), Liam Wilson (bas) og Jon Rice (trommer). Nils Nielsen er med på keyboard som tour medlem. “Colony” fra Colony (1999) åbner og Fridéns skrig lyder som en drøm. Den catchy “Deliver Us” fra Sounds of a Playground Fading (2011) sætter gang i fællessangen, men pitten lader vente på sig. Lyden er rigtig god og et nummer som “In the Dark” fra Foregone (2023) vokser langt mere på mig her end hele pladen gjorde da jeg oprindeligt lyttede til den. En herlig solo skader bestemt heller ikke. Man kan dog godt ane at backing tracket til vokalen er skruet lidt for højt op. Det skaber skår i oplevelsen, men jeg ved også godt at stemmen bliver slidt med alderen og Fridén er da også fyldt 53 år.
In Flames smiler over hele femøren og det skaber en rigtig god stemning i salen og “Voices” er en favorit for mig fra I, the Mask (2019). “The Quiet Place” fra Soundtrack To Your Escape (2004) er en sand klassiker også selv om den wall of death der bliver lagt op til af publikum fejler, da de venter til nummerets sidste del med at gøre sig klar. Der er kommet gang i gulvet, og når et band har et så storslået bagkatalog som In Flames, så er det svært at være helt sur. Alligevel føler jeg, at det her aldrig rigtig når samme højder som jeg før har oplevet. Det betyder ikke at bandet ligger på den lade sig, slet ikke. Men ej heller er det en ekstraordinær præstation. De spiller den lidt for sikkert, uden at de på nogen måde er dovne. Dermed sagt tror jeg ikke at mange vil føle at 640 kr. var for meget i billetpris når de går hjem efter den 18 numre lange setlist.
“Meet Your Maker” er noget af det tungeste, In Flames har skrevet i mange år og den smukke og lange “The Chosen Pessimist” fra A Sense of Purpose (2008) er altid en rørende oplevelse. “Cloud Connected” fra Reroute To Remain (2002) medfører den forventede brølende reaktion fra fansene, da Nielsen spiller keyboard introen. Vi går tilbage til The Jester Race (1996) med “Artifacts of Black Rain” og selvom det ikke er en publikumsfavorit, er det mega sejt at gruppen tør grave så meget i skattekisten og spille sådan en sang. Til “Trigger” er jeg nødt til at kaste mig ind i pitten og her bliver jeg næsten resten af tiden. Der er som altid kæmpe-hoppe-fest til “Only For the Weak” fra Clayman (2000) hvor Fridén lader os synge det meste af omkvædene, men vi kan jo alle teksten så det gør ikke det store.
Der kastes nogle stærke kort med “State of Slow Decay”, “Alias”, “The Mirror’s Truth” og “I Am Above”. Det er som at se en gammel ven hver gang In Flames står foran mig og særligt er det skønt at se Broderick, der er kendt fra Megadeth, passe så godt ind i bandet og ligeså Wilson fra The Dillinger Escape Plan. Bifaldet bliver større og det er uden tvivl en sejr her i Voxhall. Selv om jeg måske ikke mærker den voldsomme magi der kan opstå med In Flames, så ændrer det ikke på den store kvalitet som de besidder live. De har fået ny energi med denne line-up og jeg ser frem til mere materiale i fremtiden.
Fridén giver sødt en højt råbende mand muligheden for at sige det ind i mikrofonen. At personen så vælger at kvittere for muligheden med et “fuck you” til vokalisten tager han utroligt pænt og truer for sjov med at der ikke er ekstranumre pga. den mildest talt unødvendige opførsel. Den må stå for egen regning og vi andre får da også lov til at buhe lidt af tumpen.
Vi sendes naturligvis af sted med “Take This Life” fra mit yndlingsalbum Come Clarity (2006) og det sætter folk ind i den sidste omgang sved i moshen (jeg venter stadig på at de spiller “Come Clarity” en dag). Det er aldrig dårligt når de her mennesker stiller sig på en scene, og jeg havde en rigtig sjov aften, der går i mit katalog med minder fra et af de mest betydningsfulde bands i mit liv.
Se galleriet af Hasan Jensen / Homage Photography
Gaerea
In Flames
