Anmeldelse af Trold + Apocalypse Orchestra + Morgarten d. 23.09.26, Gimle
Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Knap er CMF overstået, før jeg er på den igen. Men det føles heller ikke som særligt ofte, at jeg har muligheden for at dykke ordentligt ned i det nogle af mine venner syrligt kalder gren-metal. Der er ikke ligefrem proppet på Gimle, men dem der er dukket op virker til at have taget det gode humør med sig denne onsdag.
Morgarten
Klædt i kofter som krigere med tilhørende drikkehorn, træstub, og kæmpe kohorn har Pierric Weber (vokal, guitar), IIann Porret (guitar, vokal), Cédric Volet (bas, backing vokal) og Joël Volet + Maël Porret (keyboard) fra Schweiz om ikke andet fundet det rigtige grej frem.
Morgarten ligefrem stråler af spilleglæde og der er stor bevægelse i medlemmerne som de står på podierne, tramper rundt, headbanger og lever sig fuldt ind i deres musik. Pierric har en typisk black metal-vokal, men krydrer den med ren dyb sang som også Porret og Volet hjælper til med. Det hjælper til at deres sagn fra gamle tider får fat i noget helt keltisk. Men meget af musikken er ret standard i forhold til hvad der er set og hørt inden for genren. Det er ikke skidt håndværk, men dette spyd er blevet kastet en del gange før og spidsen er ved at være slidt. Derfor kan man stadig have det skægt til "To Victory", "Dawning of the Reborn", "Peaceful Soul of the Dying", "Die or Fight" og "First Blood" fra Cry of the Lost (2021) og Porret gør hvad han kan med sit keyboard for at gøre det hele mere mytologisk.
Der er fart på, når Morgarten løber løbsk. Når der tages økse og sværd frem, bannerne i hver sin side blafrer lidt, der blæses i hornet og vi bliver kaldt til kamp, så lugter det da lidt af ærefrygtindgydende slag. Deres første gang i Danmark er altså en god påmindelse om at folk-metal ofte er en fornøjelig affære som røg søjlerne skyder op foran musikerne, men "First Blood" og "Tales of My Land" er desværre ret hurtigt glemt igen selv. Det har sine momenter af oppustet glorværdighed, men illusionen brydes ofte af den middelmådige sangskrivning.
Men vi er med på lidt "HEY"-råb og løftede fødder, så helt skidt er det ikke. Det er god drikke mjød-musik og muligvis er det præcis det som Morgarten ønsker? I så fald gik de herfra som en fin tilføjelse til denne saga, hvor deres indlevelse var det store trækplaster.
Apocalypse Orchestra
Nu går turen til Sverige. Normalt headliner Jonas Lindh (guitar, backing vokal), Rikard Jansson (bas, backing vokal), Andreas Skoglund (trommer, backing vokal), Mikkel Lindström (hurdy gurdy, sækkepibe, rausch pibe) og Erik Larsson (guitar, vokal) denne The Plague Tour 2026, men da vi er hjemme hos Trold denne sidste aften har de i god ånd valgt at være band nummer 2.
De er klædt i kutter som munke med et stort rundt metal symbol på scenen og jeg skal da lige love for at vi også rammer noget helt ophøjet og helligt. Larsson har en dyb stemme, og når resten af gruppen synger med som kor, er det simpelthen storslået. Tempoet er sat en del ned og vi rammer næsten et doom metal-stadie. "Virago" fra A Plague Upon Thee (2025) skaber med det samme et både beroligende, men også tungsindigt univers, hvor Lindström sætter prikken over katedralen med sin hurdy gurdy. Det er dramatisk uden at være makabert hos Apocalypse Orchestra. Fokuset er på den snigende og episke følelse.
Men den latinske sang over højtalerne "jesu domine dona eis requiem" der forkynder dommedag i starten af "Flaggelants' Song" fra The End Is Nigh (2017) vokser nummeret kun herfra til noget næsten spektakulært åndeligt og mørkt. Roligt synges der, inden at Apocalypse Orchestra i samlet flok bringer lidelsen i nummeret til live Svenskerne har fundet en lyd inden for denne genre, jeg ikke har hørt på samme måde før. Det gør de med en stor sans for melodiske og næsten filosofiske detaljer, der fremstår vældige i "Anchorhold" hvor en gæst bliver spurgt om han vil mures inde. Det bliver der da sagt ja til selvom det står lidt uklart hvad det indebærer. Generelt skal gæsterne lige lure hvad det her er for en størrelse, men flere og flere vindes over.
Den otte minutter lange "Saint Yersinia" viser at det her er ikke metal man headbanger meget til. Men jeg lukker derimod ofte øjnene for at mærke historiens vingeslag på denne pilgrimsfærd. Sækkepiben gør på det nærmeste tekstuniverset levende i den afsluttende "The Garden of Earthly Delights". Der er derfor ingen tvivl om at det her går jeg hjem og lytter til i fremtiden, for sikke en øjenåbner og overraskelse. Det betaler sig at gå ind med bind for øjnene af og til når det gælder musik. Det var dette show det perfekte eksempel på og tiden gik alt for hurtigt. Det er 8 år siden, at Apocalypse Orchestra var her sidst. Skynd jer tilbage!
Trold
Danmarks største folk metalband. De har besøgt nærmest alle festivaler i kongeriget og har modtaget rosende ord fra publikum, og anmeldere og udlandet er da også interesseret i gruppen fra Randers. Men nu er de lodne skabninger kommet hjem og vil Allan Madsen (vokal), Jesper Myrup (leadguitar), Christian Christiansen (rytmeguitar) og Frederik Weile (trommer) atter få gang i festen? Bassen er på backing track da det virker til at Mathias Boe Lindgren ikke er med længere, han var heller ikke at finde til showet på Rock & Rul i august.
Der er et kæmpe backdrop og bannere i hver side med artwork fra det seneste album og til introen "I Skovens Rige" kommer de 4 medlemmer ind og kaster sig ud i den lystige og catchy "Med Høtyv og Fakkel" og "Troldmanden" fra I Skovens Rige (2025) og derfra skal der klappes og hoppes til singlen "Havets Bund". Det er tydeligt at Trold er på hjemmebane, for fremmødet er nu stærkt. Med "lailailai" sang stiger stemningen af fjol og leg. Særligt når Madsen deltager i circle-pitten rammer vi den løssluppenhed der bør være kernen af enhver Trold-koncert. Jeg vil dig hælde lidt malurt i bageret og sige at det ville være mere effektivt med en ny bassist og nogle til at spille folk instrumenterne live.
Med den tunge "Tusind År I Dvale" og den frejdige "Heksen" er der på hver sin måde lagt op til at svinge træbenet. Og Trold har et rigt bagkatalog med vers og omkvæd nok til at fylde enhver sal. Gæsterne skal lige aktiveres, men flere steder opstår munterheden i form af bevægelse af sig selv som vi går ind i den dynamiske "Dansen Med Myrtille" fra Der Var Engang... (2023) og "Utysken" med sin svingom venlige ombygning. "Mod Den Endeløse Skov" giver mig som altid en lille klump i halsen med sine tanker om dem, vi har mistet og sine sublime storslåede melodier. Det nummer kommer i den danske heavy metal kulturkanon hvis du spørger mig. Mobilerne lyser op og alt er inderligt i denne stund.
"Skovfesten" har atter gilde og pjank i fokus. Der er en ekstra åbenhed i aften, da Madsen har både en fan, fotograf og et medlem af Morgarten oppe på scenen til en svingom. At komme så tæt på folk og fæ i salen klæder koncerten som helhed og man føler sig mere inviteret med end sædvanligt. For musikken sidder jo i skabet + når Trold kommer helt tæt på deres publikum så man kan virkelig lugte mosset og mærke magien. "En Kiste Fuld Af Minder", "Bødlen" og "Til Gilde Under Bøgen" sætter dagsordenen med tryk på sammenhold og selvfølgelig er det med hittet "Sensommerbålet" at det hele lukkes af. Både Morgarten og Apocalypse Orchestra vælter på scenen og springer rundt over dele hele. Kammerateriet og glæden ved denne tour fylder nu hele Gimle og smitter i den grad af på os alle nede på gulvet. Sådan sætter man et solidt punktum for et frimodigt og kækt show, der frem for alt var vildt underholdende fra start til slut.
