Åbneren “Generation Timebomb” lægger ikke fingrene imellem. Der skal festes igennem til solen står op uden hæmninger. Vi er her for at have det sjovt i et mindre orgie af jubelglad guitar og omkvæd vi let kan skråle med på selv efter 10’ende vodka shot. I “Dance of Destruction” er det første ord marihujana og den forventelige solo står klar til at ledsage dig tilbage til baren, for hver dag er jo lørdag og tømmermændene er ikke-eksisterende. Så er stilen lagt med lak og læder. Lige så umoden og fjollet som kun glam rock kan gøre det, og netop denne genre excellerer Kickin’ Valentina indenfor. Er det videre originalt, nej. Er det sangskrivning på højt plan, absolut ikke. Forvent intet af dette eller noget derimellem. Så er det sagt!
Men leder du efter en god grund til ikke at tage det tidlige tog hjem og måske huske på dengang vi ikke var blevet over de 35 og stadig kunne hyle til den lyse morgen (det kan jeg slet ikke forresten) så sæt “Rock N Roll Casualty” på og dans på bordene og inviter alle dine venner med. Men det kræver jo også det rette materiale at vinde hele selskabet over til dine hedonistiske vaner. Og her besidder Anthems From the Underground faktisk alle de rette ingredienser. For D. K. Revelle (vokal) synger fint og har det tydeligvis sjovt med at være rockstjerne. Også selvom han på ingen måde nærmer sig sine ’80’er-idoler.
Der kan dog ikke sættes en finger på guitar arbejdet fra Heber Pampillon, der konsekvent lirer nogle gedigne kække soloer af. Det har absolut også sin charme at lytte til en skive, der er så bekymringsfri naiv som tekstuniverset fremstår. Men det er gjort med så stort et overlæg, at jeg overgiver mig til denne memory lane. Dengang jeg ikke kunne gå i byen uden at skåle “MÖTLEY CRÜE”. “Don’t Be Mad” er svær at få ud af hovedet og er skabt til fælles klap + det tætteste vi kommer på en ballade. For ellers står tempoet i sleazy frigear og både den liderlige “Silvermoon” med nogle overraskende vilde skrig og den oprørske “Dog Fight” gør alt hvad de kan for at du kommer i satans godt humør og glemmer dine regninger og forpligtelser. Og er det ikke den fremmeste effekt, denne her slags rock kan have?
Pladen er forudsigelig som bare pokker og har du hørt 1 sang, har du ligesom hørt dem alle. Men jeg meldte mig heller ikke til at anmelde Anthems From the Underground fordi at jeg forventede Katatonia, Rotting Christ eller Raunchy. “Good Time Bad Guys” står ikke lige så stærkt i sin rock-nostalgi og ej eller “Overdose On Cloud 9”. Svaghederne og gentagelserne i sangskrivningen titter frem. For Kickin’ Valentina står stadig i skyggen af deres forbilleder og når ikke heller ikke op på siden af et andet moderne glam band som Crazy Lixx. Men “Just Like a Movie” kommer enormt stærkt igen og leverer det måske bedste nummer i denne omgang.
Anthems From the Underground er slet ikke så plat som jeg troede, eller jo det er den, men med nok talent til at jeg vil holde øje med hvornår Kickin’ Valentina spiller live i KBH næste gang.
