Anmeldelse af Geese, d. 15. august, Syd For Solen
De unge drenge fra Brooklyn, beviste at deres hype var yderst velfortjent.
Foto: Bastian Reinholdt Madsen
Igen igen stod jeg klar til at opleve et navn jeg var bekendt med, men aldrig har lyttet til. Geese er uden tvivl et band, der har fået succes på den alternative scene i raketfart. Hypen tog man ikke fejl af på Syd For Solen, hvor jeg spottede meget af deres merch rundt på pladsen. Der var også dukket en del op foran Under Himlen scenen, og jeg endte med at stå ret tæt sammen med to venner. Med den her menneskemængde og hype omkring bandet vil jeg næsten påstå, at de skulle have været booket på den store scene Over Havet.
Den unge frontmand lignede en lettere slidt sammensmeltning af Liam Gallagher og John Lennon med sin Adidas-trøje og runde solbriller. Hans stemme mindede mig om en country-version af Julian Casablancas fra The Strokes. Musikken havde tydelige indie-rock-associationer, men med en mere melankolsk country-vibe over vokalen. En langsommere version af The Strokes, hvis man vil. Dog med dynamiske sekvenser, der kunne få musikken til at eksplodere og trak i punk influences.
Vi befandt os primært i indie-rock, men bandet havde en passende blanding af de mere stille numre og de mere frembrusende sange, der trak tydelige paralleller til punk-rock. 00’ernes indie-rock-influences var meget tydelige, og jeg tænkte straks på navne som The Rapture, Franz Ferdinand og tidlig Arctic Monkeys.
Jeg troede virkelig, at jeg IGEN skulle opleve nogle arrogante performative males (selv med Emily Green i bandet), men hold kæft, hvor overbeviste de mig om, at de lever op til hypen. “Taxes” bød på støjende, hårde riffs mens “Cobra” og deres store hit “Au Pays du Cocaine” resulterede i massiv fællessang. Der begyndte også at åbne sig en moshpit foran scenen til min forundring, men med den lettere punket energi og hårde riffs, gav det en smule mening.
Det er tydeligt, at bandet bærer fanen videre fra The Strokes og den bølge af punket indie-rock, der fyldte 00’erne. Lige præcis det, vi har brug for! En god indie-rock revival, som jeg er yderst tilfreds med. Publikum var med hele vejen og jeg var omgivet af mennesker, der dansede, hoppede, skreg og sang helt fra start til slut.
Sidste sang blev annonceret og startede helt langsomt ud. Jeg nåede faktisk at blive en smule skuffet over valget, inden frontmanden pludselig brød ud i en rå og hæs vokal. Omkvædet satte gang i moshpitten igen, og koncerten sluttede i et perfekt kaos.
Der var en meget anstændig blanding af både de mere mellow sange og numre, der osede af støjende post-punk. Jeg kom for at finde ud af, om hypen var fortjent. Jeg gik derfra med svaret. De unge rockstjerner har hele livet foran sig.
