Anmeldelse af Copenhagen Metal Fest 2026 dag 3, d. 19.09.26 på Amager Bio, Zebu og BETA, Amager

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Efter at have brugt en helvedes masse krudt både torsdag og fredag på mit job og derefter direkte til CMF var lørdagen det eneste tidspunkt i denne omgang hvor jeg havde fri. Derfor tillod jeg mig at sove lidt længere end de foregående dage. Men målet var dog stadig at nå at dække så meget som mit ømme korpus tillod. For i dag er speciel af flere årsager. 


Sacrificial: Kl. 16:30, Amager Bio

Det her er nogle af de ældre drenge i skolegården. Bandet blev dannet i 1990 og har været on and off en del gange og består disse dage af Lukas Meier (trommer), Kræn Meier (guitar), Sebastian Nordqvist (guitar), John Hansen (vokal) og Asmus Thomsen (bas). Næsten alle har været med siden begyndelsen, eller tæt nok på til at tælle som originale medlemmer. 

Hansen råber og skriger, der er ikke så megen variation i hans stemme, men den går nu godt i spænd med gruppens thrash metal. Det er af den gamle skole og på sin vis ret forudsigelig i sin tørre mekaniske groove. Dermed ikke sagt at det nødvendigvis er en skidt ting. Det går over stok og sten med klassiske hæsblæsende soloer og tør humor. Til min store fornøjelse møder jeg en flink herre fra Næstved Metal Festival, der atter forveksler mig med guitaristen fra Saturnus (Indee Rehal-Sagoo) og jeg må desværre igen skuffe ham. Nej, så talentfuld vil jeg alligevel ikke påstå at være. Der bliver plads til en mindre pit, og jeg er underholdt til "Contents of Logical Disbelief" og "Acknowledged by Life" fra Forever Entangled (1993). Det er en skærebrænder, der får rykket lidt i mine nervebaner uden at jeg ligefrem smider min Fear Factory tour t-shirt. 2 sange må stoppes og startes forfra, men det tages med et smil. Det er ikke det mest seriøse og onde band vi står og hygger os med. 

En heldig fan får lov til at råbe "HUAH" ind i mikrofonen og så bumler vi ellers videre til "Beyond" fra Errect:Eloquent::Extinct (2000) samt "Thus I Cry" + "My Kingdom Arise". Det her vinder ikke nogen pris for hverken originalitet eller imponerende sangskrivning, men gruppen har en solid formular der alligevel kan noget. Det er metal der kører på anlægget i baggrunden imens at du hamrer bajere, men der kan sørme også drikkes igennem til Sacrificial, bare ikke så "tidligt" på tredje dagen, vel at mærke. 

Late Night Venture: Kl. 17:30, Zebu

Der er kø for at komme ind til Jens Back (bas), Peter Falk (trommer), Søren Hartvig (guitar, vokal) og Jonas Qvesel (keyboard). Det københavnske post-metal band har eksisteret siden 2005 og har længe været på min bucket list. De har en ny sanger/guitarist, der spiller sit kun andet show med bandet. Det slap vedkommende rigtig godt fra, skal jeg hilse og sige. 

Vokalisten råber sig igennem "Far From the Light og "Subcosmos" fra Subcosmos (2019) med en stemme svøbt ind i frustration, og Late Night Venture udstråler et dystert verdensbillede fyldt med knuste drømme og afmagt. Qvesel tilføjer adskillige spacy lydbilleder, der blot trækker én længere ned i et drømmende sort hul. Det er til at få en klump i halsen og af og jeg må flere gange lukke øjnene for at absorbere den trance fremkaldende fokuserede atmosfære. Gang på gang splintres ens sansebillede for atter at blive genfødt til en ny intensiv emanation. 

Det er ofte svært at sætte ord på en genre som denne, hvor bands som Cult of Luna, Neurosis og Amenra sætter standarden. Lad det være sagt med det samme, Late Night Venture kan godt følge med giganterne. 

Danefae: Kl. 19:00, Amager Bio 

Min eneste oplevelse med Anne Olsen (vokal), Anders Mogensen (guitar), Carl Emil Tofte Jensen (bas) og Jonas Agerskov (trommer) var da de varmede op for Gaerea i Amager Bio i 2025. Dengang kunne jeg ikke se fidusen med dees prog-folk. Og jeg har nok lidt uretfærdigt dømt Danefae på grund af de få numre jeg nåede at se i selvsamme sal dengang. Således når der skulle være en pause i festivalprogrammet er det gået ud over dem både på Rock & Rul og på Næstved Metal Festival denne sommer. Men nu er tiden kommet til at give dem en ordentlig chance og komme mig over min umiddelbare dom.

Olsen annoncerer at Mogensens far er død, så han kan forståeligt nok ikke optræde i aften. Jeg kondolerer. Men hun siger at de har planlagt noget specielt som vi så kan bevidne i stedet. Iført sin trækrone er sangerinden en vølve der kaster om sig med emotionelle spådomme fra oldtiden. Hun formår at væve så meget lidenskab ind i de danske tekster at jeg er temmelig hurtigt solgt. Den proggede del kan både gå fra rockede rytmer til mere afdæmpede tænksomme momenter i "Skyer" fra Tro (2022) og "Natsværmer" fra Trøst (2025). Særligt deres keyboardspiller er en god tilføjelse når det kommer til de stille underfundige detaljer. 

Når Olsen er flankeret af sine 2 talentfulde korsangere og de står i rundkreds eller strækker armene op i luften, så mærker man en slags naturkraft der måske ikke er brutal, men som absolut stadig sætter sit aftryk på ens hjerte. Man bliver en smule rørt. Ikke alene på grund af musikken, men også over at Danefae leverer en sådan optræden uden et nøgle medlem. Det er virkelig godt gået og jeg er hermed fan. "P.S. Far Er Død", der åbenlyst har mere vægt i aften, blev en mere afdæmpet version uden guitar playback, men det var også et øjeblik der stod alene i sin egen sårbare udførsel. 

Næste gang tager jeg ikke et hvil op af en bænk eller kommer senere til festivalpladsen, når Danefae spiller. Som en skibbruden kom jeg hjem via de smukke toner fra bandet. Den havde jeg alligevel ikke set komme. 

Embla: Kl. 20:15, BETA

Post-hardcore i meget tætte rammer. For der er proppet i den mindre sal og jeg har fundet helt frem foran. For det her har jeg glædet mig til. Materialet er gribende i sin melankolske bersærkergang og de desperate brøl fra Martin Nielskov vælter alle i rummet i samarbejde med de gribende passager af eksplosiv kompromisløs metal. Skiftene er både dramatiske og hjerteskærende og bassen har sin egen plads langt fremme i lydbilledet så mit skelet rasler. Medlemmerne har da også en fortid i så prominente bands som The Psyke Project, Nordsind, Myrkur, Église og Meejah. Det viser sig tydeligt. 

Der går tværtimod i den modsatte retning. Numre som "Like Whispers Under Water", "After the Aftermath", "Day By Day", "Disappear" og "Road Ghosts" fra deres eneste udgivelse A Way/Away (2025) EP'en efterlader os i chok mellem benovelse og narkotisk tilstand. Der moshes ikke, vi står blot og overgiver os til denne rejse ud i sindets krinkelkroge, hvor Embla oplyser selv de mest hengemte tanker, drømme og mareridt. Det var næsten uden sammenligning og jeg følte flere gange at mine knæ ville give efter for det euforiske sansebombardement der er Embla. 

En af de bedste koncerter på CMF 2026!

Kl. 21:00 annonceres navnene for 2027. Både fra scenen inde i Amager Bio, men også da der bliver hængt plakater op alle steder med Saturnus (der kommer til at spille et særligt Paradise Belongs To You set), GRAVA, Maceration og Katla + mit eget band Anthropoid Idol. Efter at have besøgt CMF siden 2019 og nu skulle stå på plakaten selv er ikke til at forstå og jeg bruger da også skamløst lidt tid ude i foyeren på at være lykkelig sammen med min kæreste og venner over at det endelig er annonceret. Derfor kommer jeg lidt senere ind til næste band.

Afsky: Kl. 21:00, Amager Bio

Ole Luks black metalband behøver ingen introduktion og da jeg træder ind og finder mit crew er jeg sjovt nok i temmelig godt humør. Med de grandiose melodier i "Tyende Sang" fra Ofte Jeg Drømmer Mig Død (2020) over til "Natmaskinen" fra den nyeste udgivelse Fællesskab (2025) skaber Afsky en stemning der spiller på hele følelsesregistret. Det er både massivt, skrøbeligt og sine steder hadefuldt, men frem for alt så er det fængende og jeg skynder mig op i garderoben med min battlevest så jeg kan stikke min t-shirt i mit bælte og headbange frit i bar kasse.

Man er som et offer til denne koncert og ingen undgår at være lidt rystet i deres grundvold. Oles skrig skærer igennem marv og ben, og hele bandet spiller med liv og sjæl. Det her er ikke primal black metal, det går langt dybere ind og får dig til at tænke. Det kan lyde prætentiøst, men det tager dig i sandhed steder hen når man åbner sit sind komplet og uforbeholdent og lukker Afsky ind. De har sat en standard, der er svær at slå, også for dem selv. Deres koncert i Volume Village i sommernatten i Aarhus sidste måned står for mig som deres bedste show nogensinde, men derfor er Amager Bio stadig ramt af en grusom, forbundet og forløsende febervildelse fra Danmarks bedste black metalband!

Pitchblack: Kl. 22:15, BETA

Nu kommer der nogle Amager legender og som konferencier Andreas Truelsen siger, Amager er Sjællands svar på Horsens. Så kan vi tænke over dén. Jeg anmeldte Pitchblack tilbage i 2023 på Studenterhuset sammen med The Tombless og Defecate, og jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med dem på Råhuset i februar til Undergrunds Torsdag. Så de lå ret højt på min liste denne lørdag.

Daniel Almazan (vokal), Dag Damkjær Jakobsen (bas), Dennis Schou (trommer), Jens Peter Storm-Ringström (guitar) og Jose Cruz (guitar) spiller melodic death metal. Men det har ikke så meget med Soilwork eller Dark Tranquillity at gøre. Nej vi er ovre i den beskidte ende hvor sammenligningen falder langt mere på Carnal Forge eller Soul Embraced. For satan, hvor er der tryk på som et morderisk damplokomotiv i "You're Fucking Below Me" fra The Devilty (2011) samt "Evil Prevails" og "Emotionless Blessings and Fine Dening" fra Walking On Burning Ground (2025). Almazan råber, skriger og growler til den store guldmedalje og ingen står stille på scenen. Der skal ikke slækkes på energien og de forreste får moshet og brugt nogle af de sidste nakkemuskler. "Vi dedikerer altid denne her til en eller anden, det kunne være Trump, Putin eller Ed Sheeran" siger Almazan inden "Celebrate Your Death". Ja tak! 

Det kan godt være at der er lidt mandefald i løbet af koncerten, men som jeg står placeret helt foran får jeg pumpet så meget adrenalin rundt at min krop næsten begynder at beklage sig under "Taste My Flesh", "La Hora De La Muerte", "Here To Stay Crusty og "The World Is Mine". Der er sgu ikke så meget bullshit her, men bare tør og grumset vred metal der er kommet for at give dig lussinger og piskesmæld. Hvad mere kan du forlange? 

Skullclub: Kl. 23:00, Amager Bio

Så skal det være pirat-folk-punk der tager det sidste stik til CMF 2026. Jeg føler at jeg har genfundet min fandom for de tossede sømænd til Rock & Rul i år, og jeg er klar til den sidste svingom.

Med et fordrukkent, perverst og flabet bagkatalog der inkluderer "Se St. Pauli og Dø" fra Smækhugger (2019), "Jagtsæson" fra Kaptajn Overdrive (2024) samt "Du Som Lort" og "Kong Krykhusar" bringer det minderne over på Flogging Molly og Dropkick Murphys. Det skorter ikke på sing along venlige omkvæd og sort humor. Troels Bjørholm (vokal) er en effektiv indpisker og Simon Møller Andersen (trommer) sørger for at holde godt styr på løjerne. Og fest det skal der være. Jeg springer selv rundt til min hals er tør som sandpapir og jeg hiver næsten efter vejret i pauserne. Men det har været så skøn en weekend, og jeg har virkelig brug for denne her omgang galskab. Kølhalinger og andre vederstyggeligheder sætter gulvet i brand med singlen "Manden Uden Hals" (2025) og "Morgan... Få Din Kæbe På", hittet "Knæk Nak Skipper" samt "Mand Bider Hund" + "Motorsav". 

Alle griner, smiler og virker villige til at gå planken ud. Der skråles højt med og danses arm i arm og hoppes på række. Nogle gange rammer et band lige ned i den tid og stemning der er brug for og for mig var Skullclub lige den lyd og den frække vise jeg havde brug for til at fejre dage fulde af venner, veninder og kærlighed til vores musik og kultur. Den opløftende "Jolly Molly" får os til at rende rundt som gale og vi er da også alle matroser på kranieklubbens smadrede skib nu. 

Sjældent efterlader Skullclub et dødt spillested og de sørgede i allerhøjeste grad for at brænde Amager af inden de satte sejl imod nye plyndringstogter på fjerne kyster fulde af ritalin, badesalt og moonshine. Hold kæft, hvor var det sjovt! 



Efterskrift

Copenhagen Metal Fest er som altid en opvisning i de mange stilarter og talenter store som små der findes i den danske metal scene. Der er noget for alle, og det er altid et både spændende og hårdtslående CV, der hvert år giver et par oplevelser ud over det sædvanlige. Vi ses 100% igen i 2027, på en helt ny måde, tak for denne gang! 

Fotos er taget af Joachim Vilholm Vilstrup.