Jeg har ikke den store erfaring med aftenens bands. Har ikke hørt The Tombless eller headlineren, Pitchblack. Har dog set Defecate varme op for Kraanium på Templet i Lyngby, så der er om ikke andet noget larm, jeg kender.
Spændt kommer jeg let frem foran scenen, da den første omgang støj går på. Vi er nemlig ikke mange her denne weekend. Men som sædvanlig er der jo så mange Heavy Metal-koncerter i hovedetstaden og omegn, at fansene er spredt. Mon mit valg af show i aften ville give pote?
THE TOMBLESS
Det er en grov og ond omgang Death Metal, der møder mig. Vokalen er uden de store variationer, når den kan høres. Der kunne bestemt godt skrues lidt op for den ellers fine dybe growl. Der ryger da også hæse skrig ud fra vokalisten sporadisk. Dem måtte der gerne være flere af.
Det er som en tung dræbermaskine, der slæber sig afsted og tromler alt ned. Ikke en konstruktion, der tager mange chancer i musikken, men det er alligevel utroligt tight og velspillet. Og man behøver jo ikke være det nye sort hver gang. If ain’t broke you know.
Et par numre må genstartes, og gruppen fra Kolding er ikke i meget bevægelse på scenen. Men det er mange gode tonserstykker gemt i deres lydbillede, og jeg er faktisk positivt overrasket over, hvor godt de mestrer deres instrumenter, særligt deres trommeslager er et bæst bag tønderne. Når de svinger, tager de ingen fanger.
Det her skal nok starte en fest på mange spillesteder, særligt hvis lyden havde siddet lidt bedre. Det er død og tekster, som zombie-mor lavede dem. Jeg er fan.
The Tombless sætliste:
Liquefied Remains
I Am A Beast
Paralyzed
Wrapped In Guts
Polymorph Perversion
Cemetery Lust
Mental Illness Stimulation
Coffin Hugger
Raped With A Sledgehammer
DEFECATE
Jeg har en stor forkærlighed for overdrevne og tåbelige undergenrer. Herunder Slam, Pornogrind og deslige. Så blandingen af Grind og Death Metal krydret med pig squels, er ren luksus i min bog.
Desværre kan disse genre lide under, at de mere bliver underholdning og chokfaktor, og at musikken bliver tabt lidt undervejs.
Den forbandelse lider Defecate fra Silkeborg ikke under. Der er smæk og smadder på lige fra starten og rigeligt med soli, temposkift og aggression til, at man er underholdt hele vejen igennem.
En sang bliver dedikeret til Onkel Rejes fjender, og den er vi naturligvis med på i aften. Med charmerende sangtitler som “Piles Of Decomposing Flesh” og “Satanluder” kan man ikke tage det her alt for seriøst, og det gør bandet bestemt heller ikke, på den bedste måde. Der bliver joket, grinet og fjollet på scenen, så det er en fornøjelse.
Lidt bassproblemer må der lige døjes med, men ellers foreløber settet gnidningsfrit.




