Ekstatisk hardcore

Anmeldelse af Speed m. support, d. 18. august, Pumpehuset, København

En utrolig lang aften, men det hele værd, da de australske hardcore gutter fra Speed lagde vejen forbi Pumpehuset.

Billeder af Joachim Vilholm Vilstrup

Speed er et navn jeg oplevede meget kort på Copenhell i 2023. Jeg faldt tilfældigvis over koncerten, da det var der de fleste af mine venner befandt sig. Efter så at have hørt et par af deres sange og en snak om hvor vigtigt det er med repræsentation i miljøet, blev jeg helt forelsket i dem. Der skulle dog gå hele 3 år, før de vendte tilbage og jeg var helt hyped over at skulle opleve dem fra start til slut denne gang!

Det hele tegnede dog til at være en utrolig langtrukken aften. Fire bands og Speed skulle først gå på 23:30. Jeg græd en smule indvendigt og det samme gjorde mine knæ og ryg. Der var dog ikke andet at gøre end at holde ud!

Wildr

Det danske band Wildr åbnede ballet til et halvfyldt Pumpehuset. De startede ud med en sang der lugtede langt fra hardcore og lød mere som noget klassisk punkrock. Resten af deres sæt lød dog mere som hardcoregenren, så jeg undrede mig over deres sangvalg til åbningen. Overordnet var der god bevægelse fra hele bandet, og jeg var fan af forsangerens hæse vokal. Vokalen fungerede dog ikke under clean vocal-segmenterne. Harsh vocals passede meget bedre! Wildr fik besøg af SYL-frontmand Benjamin Clemens til sangen “The Peace”, og pitten blev mere livlig, og folk rykkede sig frem efter befaling.
Viben jeg fik fra deres lyd, var meget a la gammelt Turnstile. Måske en smule for meget som Turnstile.

Sidestep

Svenske Sidestep var også iblandt det lange lineup for aftenen. Et navn jeg havde intet kendskab til, men mine venner havde set frem til dem og var sikre på, at de ville falde i min smag. De var ikke forkert på den.

Hele sættet starter super bøvet og hårdt ud, pitten åbner og folk two-stepper. Så er vi fandme i gang! Forsangeren siger en masse mellem sangene, men han mumler så meget, at jeg fatter hat. Musikken er præget af tunge genkendelige breakdowns og hurtige trommer, der tvinger mig ud i stankface flere gange. Bandet ligner faktisk et indie-alternative rockband, men deres lyd passer mere til nogle mega pumpede dudes, der bare gerne vil slås. Sådan a la bandsene Tsunami eller Kublai Khan TX.
De sluttede af på ægte hardcore-manér, hvor publikum blev bedt om at hoppe op på scenen. Det skabte et vildt kaos og var den perfekte aflsutning på et klassisk hardcore-sæt. Jeg vil se frem til at se Sidestep igen!

Lifesick

Det jeg skal til at skrive er faktisk ret pinligt. Jeg er jo stor fan af hardcore, men i tirsdags var det første gang jeg skulle se og høre Lifesick, til mange af mine venners forargelse og forvirring. Jeg ved fandme heller ikke, hvordan jeg ikke har formået at opleve det nok største navn på den danske hardcorescene eller sætte det på Spotify. Oh well, nu blev det endelig tid og jeg glædede mig!

Jeg mærker med det samme, at mange er kommet for at se Lifesick. Pitten åbner sig med det samme, og den fyldes af dansende mennesker der går hele moshing kataloget igennem. Kaosset spreder sig med stage divers og energien fra scenen. Vi er igen ude i den bøvede gren af hardcore der oser af muskler og slåskamp, og jeg elsker det. Tunge breakdowns får mig i bevægelse og jeg bliver helt fanget af gutterne fra Fredericia. Two-stepping skal der også til, og jeg har heldigvis en smule plads til at give den gas, hvor jeg står. Vokalen fra frontmand Simon Shoshan er knivskarp, og der er ikke en finger at sætte på den.

Bandet var i perfekt aggressiv synergi og fik selskab af Jacob Bredahl fra Smertegrænsens Toldere til en enkelt sang. Jeg blev revet af hele energien, der osede fra scenen og iblandt mig. En fantastisk oplevelse og det perfekte springbræt til hovednavnet Speed.

Speed

Så blev det ENDELIG tid til bandet vi allesammen havde glædet os til. Jeg havde heldigvis lige nået at få pulsen ned igen efter Lifesick braget og stod klar fyldt af spænding i hele kroppen.
Der er helt stille i salen og der startes ud med tværfløjte, som er blevet fast inventar for Speed. Stilheden før kaosset. Og jeg kan love jer for at kaosset kom.

Jeg når knap nok at blinke efter frontmand Jem Siow ligger tværfløjten fra sig, til at der er brudt fuldkommen kaotisk stemning i hele Pumpehuset. Pitten åbnes og den er så fyldt, at alle smelter sammen i én dansende enhed. Stagedivers kastede sig til højre og venstre, og hele Pumpehuset var samlet i ét komplet kaos. Jeg står selv og hopper og skråler med og rammer et helt ekstatisk niveau.

Hele bandet oser af energi og jeg er så stor fan af, at de skiftes til at være i front! Det fungerer tip top. En anden lille gimmick Speed har med, er mindre musikalske pauser efter et par sange, hvor folk lige kan få lov at trække vejret. Jeg kunne ikke helt finde ud af om det var fedt, eller om der var for mange af dem.

Frontmand Jem Siow bruger en del tid på at holde en længere takketale. Han kommer ind på, hvor vildt det er at der er så mange der er dukket op og at de er så utroligt taknemmelige men også vigtigheden i at bevare de lokale scener og blive ved med at støtte op om genren og denne her familie vi allesammen er en del af. I mange andre tilfælde, ville jeg have tænkt, at det var en alt for lang tale, men Siow oser af taknemlig energi og man er ikke i tvivl om, at han mener ethvert ord.

Der afsluttes med “THE FIRST TEST” og folk giver dem alt hvad de har tilbage i kroppen efter en lang tirsdag aften.
Speed leverede en vanvittig hardcorekoncert der forblev i toppen fra start til slut.