Anmeldelse af: TesseracT + Lorna Shore. Pumpehuset, Kbh. 07. august 2022.
Lorna Shore og TesseracT leverede søndag d. 7/8 en af 2022’s mest hypede koncerter. SÅ hyped at selv vores anmelder ikke ville gå glip af den for noget som helst.
Foto: Kara Bradimore / Screams Media
Der er ingen tvivl om, at TesseracT er et stort orkester indenfor djent-genren med masser af års erfaring og en stor fan base. Et band, som uden hjælp sagtens ville kunne generere hype for sig selv. Men på relativt kort tid, og på trods af deres relativt lange eksistens, er deathcore-bandet Lorna Shore stort set blevet et af verdens mest hypede bands, som nok mest kan skyldes deres nyere frontmand, Will Ramos. En mand med vokalteknikken i orden til punkt og prikke og med en stor kreativ tilgang til dette.
Dette tilsammen gjorde, at jeg, på trods af at jeg kun liiige akkurat ville kunne nå hen til spillestedet efter en tur på dette års Wacken, simpelthen bare MÅTTE se denne koncert, og dét var bestemt ikke noget, jeg fortrød!
Lorna Shore
Med ingen større intro eller noget går musikerne stille og roligt på scenen, mens publikum bare hujer og chanter ”LORNA SHORE!” for fulde drøn. Ikke længe efter kan man høre tonerne til bandets gennembruds ”hit”: “To the Hellfire”, og på ingen tid er der gang i moshpits, headbanging (og ”syngen” med fra undertegnedes side). Der opstod nærmest en helt euforisk stemning blandt publikum. De to næste numre var så de to numre, der kommer fra samme EP som “To the Hellfire”, så man fik hele EP’en i sin fulde, hærlige længde. Herefter fortsatte de med at spille både klassikere og nyere singler, og på INTET tidspunkt så festen ud til at stoppe.
Der er heller ikke nogen tvivl om, at Will Ramos VIL det her og leverede størstedelen af underholdningen. Og når jeg siger størstedelen, så mener jeg det virkelig. For resten af musikerne var nærmest ikke til at rokke i. Lidt døde og uinteressante stod de og spillede. Man kunne måske kreditere dette til musikkens kompleksitet, og at de dermed bliver nødt til at fokusere, men der vil jeg altid foretrække at se noget indlevelse i forhold til at se en perfekt spillet koncert.
Dernæst vil jeg lige påpege, at når man laver lyd for et band med så hyped og dygtig en forsanger, så lader man ikke hans stemme drukne i resten af instrumenterne. Men dette valgte lydmanden åbenbart denne aften… Jovist, man fik bedre mulighed for at høre de imponerende kompositioner, men hvor ville det have været fedt at kunne høre Will noget mere.
Men på trods af det lidt døde sceneshow og lidt dårlige lyd så var der ingen tvivl om, at festen var til stede, og at publikum var lykkelige (deriblandt undertegnede). Så når man ser bort fra disse mindre petitesser, så var det her uden tvivl en koncert, der levede op til hypen.
TesseracT
Efter en kort pause skulle aftenens egentlige hovednavn gå på. Det britiske band TesseracT. Et band, undertegnede ikke rigtig har beskæftiget sig med (men så sandelig bliver nødt til efter aftenens koncert).
Nogle havde været bange for, hvor mange publikummer der ville være gået efter Lorna Shore havde været på. Umiddelbart virkede det nemlig til, at folk mest af alt var kommet for at se Lorna Shore, men der var vist ingen tvivl om, at mange også var kommet for at se TesseracT. Så må man se, om de kan skabe lige så god en stemning, eller om det falder til jorden.
Grundet Lorna Shores grundige arbejde med den første del af aftenens event var publikum allerede ganske varme og klar på mere fest og evt. også noget fællessang. Fra første tunge anslag og til sidste tone var publikum nemlig med TesseracT. Og med god grund for de spillede nemlig en fænomenal koncert. TesseracT overtog faklen fra Lorna Shore og sørgede for at skaffe sig af med problemerne derfra. Alle musikerne var hundrede procent med og indforstået med, at det var et show de skulle levere og endelig kom vokalen meget tydeligere frem i lydbilledet.
Men det er dog med sidstnævnte, at jeg vil komme med mit eneste rigtige problem med TesseracTs koncert (som nok mest skyldes, hvordan de skriver sangene eller blot deres sætliste). For TesseracT skifter nemlig mellem hårdere growlede passager og mere melodiøse stykker med clean-sang. I disse mere melodiøse stykker har deres forsanger, Daniel Tompkins, det nemlig med næsten udelukkende at synge længere toner og, jovist, det lyder ganske imponerende, men er også ret ensidigt og lidt søvndyssende til tider.
Dog kunne jeg forstå på min ene kammerat, der var med til denne koncert, at det næsten var en overraskelse, at deres forsanger growlede denne aften, da han ellers før i tiden havde sagt, at han var blevet træt af det. Det er også noget af det, der redder denne aftens koncert for undertegnede. For havde der ikke været nogen variation i vokalen overhovedet (læs: mest længere toner i de melodiøse stykker), så ville denne koncert have været så ensformig på vokal-fronten, at den nok var gået hen og blevet en kende kedelig.
Men i sidste ende så højnede TesseracT niveauet fra Lorna Shores ellers geniale koncert og leverede den bedste performance denne aften. De leverede et genialt show og med masser af interaktion med publikum, så gav de glæde og energi tilbage i spandevis.
Alt i alt, var denne aften en aften, jeg er ovenud lykkelig for, at jeg ikke gik glip af.
Her er flere fotos fra aftenen, taget af Kara Bradimore / Screams Media:
