Anmeldelse af: Hellripper. Pumpehuset, Kbh. 9. april 2026.
Denne uge byder på intet mindre end 4 dage proppet med musik. Dette inkluderer en fredag og lørdag på Epic Fest 2026. Men inden jeg skal hen og slås med drager og ride på enhjørning, så venter noglevvæsner på mig af en helt anden karakter i den lille sal i Pumpehuset.
Anmeldelse og foto af: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Sarcator
Fra den anden side af sundet får vi besøg af Jesper Rosén (trommer), Felix Lindkvist (bas), Mateo Tervonen (vokal, lead guitar) og Leo Buchalle (guitar). Siden 2018 har de fire leveret blackened thrash death fordelt på 3 albums. I aften bliver mit første møde med svenskerne. Det er 4 temmelig unge knægte og det er jo altid spændende at se hvad den næste generation bringer til bordet.
Som skudt ud af en kanon udviser Sarcator en energi, der nærmest ikke er plads til på scenen. Selv Bruce Dickinson som vårhare ville have været misundelig. De løber rundt og svinger med hår og deres instrumenter, som var der ingen i morgen + deres numre passer perfekt til deres overdrevne optræden. Musikken tager ingen fanger, men kører i et halsbrækkende tempo fyldt med oldschool-soloer, der fræser af sted som en tunet Harley Davidson samt rasende trommer fra Rosén der buldrer hæsblæsende og trampende derudaf. Tervonen skriger med stor kraft i mikrofonen og også uden den. Han er en frontmand, der ikke spilder et eneste øjeblik på at stå stille.
Lindkvist og Buchalle leverer råbende backing vokal der harmonerer uskønt fedt med deres forsanger. Tervonens skrig er ikke særligt varierende, men når musikken er skrevet som den er, er det ej heller nødvendigt. Materialet er fyldt med hårdpumpet heavy uden så meget pis. Man skal slå hjernen fra og smide sine hæmninger sammen med sin fadøl. Det er på ingen måde stor kunst, det Sarcator spiller, men det er underholdende som bare fanden, selv om jeg er usikker på om jeg kunne klare en hel headliner koncert med dem. Til det er deres sange alligevel for ensformige. Som opvarmning leverer de til gengæld på alle parametre, med rockstjerne attitude + masser af skæg og ballade. Til sidste nummer spytter den glade sanger en ordentlig stråle vand ud over publikum og cementerer at Sarcator er lige det indspark alle har brug for på sådan en torsdag aften. Sådan varmer man et rum op!
Schizophrenia
Belgien kan mere end at leve højt på verdens mest overvurderede tegneserie, Tintin. Death/thrash eksisterer åndbart i bedste velgående via Romeo Promos Promopoulos (guitar), Ricky Mandozzi (vokal, bas), Lorenzo Vissol (trommer) og Marty Van Kerckhoven (guitar). De har en enkelt skive bag sig, Recollections of the Insane (2022). Også dem her er et navn jeg ikke har dyrket på nogen måde før.
Gruppen kommer ind og headbanger synkront, dette ser jo altid fedt ud. Vi har at gøre med musik der via dens death metal aner er en del mere ondt end hvad svenskerne bragte til bordet. Mandozzis stemme ligger bestemt også i det mere dybe toneleje, men der er også plads til skrigene toner imellem. Soloerne flyder let og professionelt, men mangler en smule af den løssluppenhed første band besad. Tempoet er stadig skruet op så man kan svede sin røv i laser over at følge med. Det er groft serveret og har bestemt en semi bidende charme.
Det er desværre tydeligt at dette ikke falder i lige så god jord hos alle. Responsen er høflig fra publikum, men da der bedes om pit fra scenen, sker der ingenting til at begynde med, folk skal lige se det her an. Jo, der moshes lidt, men Schizophrenia har svært ved at opildne gæsterne 100%. Deres numre går også over i en standard der helt sikkert er veludført, men som kæmper med ikke at blive alt for monoton. Denne form for death metal crossover er blevet gjort til døde (no pun intended) og jeg har svært ved at finde passager i sangene jeg er oppe at køre over. Det går heller ikke hen over hovedet på Mandozzi der spørger “You seem a little tired, do want a ballad or what?”
Der grines af forespørgslen og man kan ikke sige at Schizophrenia ikke prøver at få gang i os. “You want it faster? Morbid Angel fast or Slayer Fast?” er næste kommentar og en ivrig gut får lov til at råbe Slayer og således får vi et cover af thrash metal-legendernes “Necophiliac” fra klassiker albummet Hell Awaits (1995). Dette er timingsmæssigt en lille genistreg og redder koncerten fra at falde i en kedelig grøft. Nu er der dans i midten af gulvet og indtrykket af bandet vokser en lille smule på mig, dog ikke nok. Schizophrenia redder den lige med røven i vandskorpen som min gamle mor ville have sagt, men det var stadig en nedgradering, der var mærkbar. Det er nok ikke et band jeg kommer til målrettet at genbesøge.
Hellripper
James McBain og hans enmandsprojekt er på ingen måde fremmede for mig. Mit første show med bandet var i Pumpehuset i 2023 sammen med Midnight (ikke mit bedste skriv med tømmermænd), på samme spillested i 2024 som support for Toxic Holocaust og Abbath + til deres koncert på Wasteland Stage på Wacken Open Air i 2024. Den frådende cocktail af black/speed metal har ramt plet hver gang i mit forkrøblede hjerte. Flankeret af Max Southall (trommer), Josep Quinlan (guitar) og Billy Robertson (bas) regner jeg med et orgie af riffs og bestialsk attitude. Der hænger et stort gede pentagram banner og uden den store intro kommer McBain ind med sit live band.
Nu begynder et sansemæssigt bombardement for Hellripper mestrer om nogen kunsten ved at skrive en flabet fængende speed metal salme samt levere den på et niveau som kun få kan præstere. Allerede fra åbneren “All Hail the Goat” fra hans Black Arts & Alchemy (2019)-EP fyrer det her på alle hedenske ritualistiske cylindre. Soloerne er utæmmelige samt melodiske med masser af grovkornet kant og der holdes fast i en fart, der truer med at slå revner i væggene. Jublen er stor og “Kinchyle (Goatkraft and Granite)” fra den nye Coronach (2026) er lige til at råbe med på af lungernes fulde kraft. Pitten har fået sit eget liv akkompagneret af det potente, gudløse soundtrack, vi præsenteres for. Alle fans af Venom, Möterhead, Sabbath, Bütcher og Nifelheim vil elske det her.
“Are you ready for some rock n’ roll?” spørger sangeren, brølet fra fansene må vist være svar nok. McBain er karismatisk cool med sin tørre skotske humor. Når han ikke hyler lungerne i laser, så er han travlt optaget af at få sin guitar til at bløde eller kommunikere med publikum. Om det er via fagter, grimasser eller ved at komme helt tæt på folk med sit instrument, så har vi her at gøre med en artist der mestrer kunsten at være autentisk. “It’s time for another one about goats” og vi får fornøjelsen af “Goat Vomit Nightmare” fra Warlocks Grim & Withered Hags (2023). Det er ubønhørligt, skarpt og præcist og ikke én eneste sang fremstår svag på denne Goatkraft & Granite 2026 tour .
“The Hanging Tree” fra The Affair of the Poisons (2020) kører på en dosis oktan, der holder os i et greb, der tvinger os til randen af denne voldsomme sabbat. “Are you tired?” et rungende nej lyder, men manden i centrum beslutter alligevel at vi trænger til et hvil. Den fæle “Warlock Grim & Withered Hacks” introducerer en boblende heksekedel. “You’ve had your break go fuck yourselfes up” og som “Within the Everlasting Hellefire” fra Coagulating Darkness (2017) river vores ansigter af med sine frådende riffs vokser pitten i størrelse og sult. Der er en fantastisk legesyge til stede hos Hellripper hvor materialet om onde ånder, troldkarle og dæmoner er skrevet med en forkærlighed for de gamle guitar afguder. Men der er også en tilstedeværelse af ungdommelig gejst, der bringer nyt liv til de ældre formularer.
“You are free to stagedive” siger McBain kækt og flere bliver båret imens at “Hunderprest” langer ud efter os, som klør fra det sorteste inferno. “The Nucklavee” og “Bastard of Hades” hensætter publikum i en ekstase hvor den sataniske magi der bandt Pumpehuset sammen resulterede i en fuldendt diabolsk seance. Hellripper er en af de mest solide og sjove live bands der findes og alle de infernalske, guitar drevne, hvæsende godter fra hans diskografi gjorde uden tvivl den gamle hornede homie i helvede stolt.
