Anmeldelse af Copenhells 15-års jubilæumsshow: Fifteen Years In Hell på Helviti, Copenhell, d. 26.06.26.
Det skulle have været den helt store fejring af 15 års trofasthed, tunge riffs og det helt særlige Copenhell-fællesskab i betonen på Refshaleøen.
I stedet endte festivalens stort anlagte jubilæumsshow som en tam, bizar og decideret skæv omgang festivalkaraoke, der efterlod et ellers loyalt publikum mere modløst end tømmermænds ramte.
Al respekt for det gigantiske puslespil, det må have været for festivalledelsen at skulle finde et alternativ med så kort varsel (til Twisted Sister). At få kabalen til at gå op, når et hovednavn aflyser i sidste øjeblik, er en utaknemmelig opgave. Ideen bag showet var da egentlig okay på papiret – et stort, fællesnostalgisk potpourri, der skulle samle pladsen. Men fra den gode intention og så til den faktiske udførelse var der desværre ufatteligt langt.
Det startede ellers ganske solidt og lagde hårdt ud med en række velkendte klassikere. Linnea Vikström Egg fik den opgave at åbne ballet, og hun leverede varen med sin kæmpe stemme.
Det gav da også et mærkbart løft til pladsen, da Anthrax-forsangeren Joey Belladonna pludselig dukkede op. Alkoholprocenten var høj, stemningen var god, og publikum var i den grad med på at feste i begyndelsen.
Der var også plads til reelle lyspunkter undervejs. Blandt andet da Daniel Aabenhus Herman fra Ashes of Billy kiggede forbi og leverede en fed version af ‘Everlong’, hvor man bare tænkte, at der er noget godt på vej fra den næste generation.
Ligeledes leverede Ditte Krøyer (fra Vulvatorious og solo: Krøyer) en kæmpe præstation på ‘Psychosocial’, hvor hun for alvor viste tænder og ejede scenen.
Men den glæde var desværre hurtigt ovre, for konceptet var og blev simpelthen helt skævt.
Det føltes bare tamt i længden i forhold til det massive tryk, de var sat til at skulle erstatte. Og så var der sangvalg, der faldt fuldstændig til jorden. Da de nåede til Limp Bizkits ‘Break Stuff’, tog de titlen ret bogstaveligt. De fik i den grad smadret nummeret, men desværre ikke på den fede måde.
Det helt store og fuldstændig uforståelige fejlskud var dog valget af DJ Noize. At hive en hiphop-legende ind på Copenhells største scene til et jubilæumsshow for heavy metal er i bedste fald mærkeligt, i værste fald komplet tonedøvt. DJ Noize var fuldstændig malplaceret i den her sammenhæng, og her blev dynamikken brutalt myrdet gang på gang. Folk på pladsen nåede lige at blive helt oppe at køre over de fede gæster og klassikere, hvorefter han klippede sangene over og hakkede numrene i stykker med sine scratches.
Det skabte en dyb irritation, hvilket blev opsummeret perfekt af en gæst på pladsen efterfølgende: ”Tja, det var da meget fedt, men synes det med ham DJ’en var lidt irriterende.” Det er nok årets underdrivelse. Hver gang han greb ind, droppede energien, og en stor del af publikum skred simpelthen i vrede. Et svigtet ægteskab efter 15 år i helvede.
Efterhånden som showet skred frem, bredte den dårlige stemning sig. Ideen var god, men i praksis gik publikum. Og for dem, der blev tilbage, var synet decideret deprimerende. Er det et dårligt tegn, når ALLE sidder ned på bakken under det, der skal forestille festivalens absolutte samlingspunkt? Ja, det var det i den grad. Det var det ultimative visuelle bevis på et show, der fuldstændig tabte sit publikum på gulvet.
Det her stikker bare dybere end én mislykket koncert. For nylig faldt jeg over et klip på YouTube fra TV 2 Kosmopol om Copenhell, hvor det trofaste metalpublikum og festivalens helt særlige ånd blev hyldet. Men her, efter 15 years in hell, lignede det desværre et ægteskab i dyb krise, hvor parterne er ved at vokse fuldstændig fra hinanden. Det stod hurtigt klart, at den gensidige gnist er væk. Publikums ellers så legendariske kærlighed og loyalitet er desværre ikke helt intakt længere, og når festivalen så svarer igen med en så halvhjertet og doven indsats, føles skilsmissen pludselig uhyggeligt tæt på.
At rykke det, der mest af alt minder om et udvidet Biergarden-koncept, ud på den store plads og kalde det for et “hovednavn”, er direkte at tage pis på det trofaste Copenhell-publikum. Man kan med rette frygte, at det her jubilæumsshow var det berømte hoved på sømmet for mange, som i forvejen vaklede i deres ellers så store kærlighed til festivalen.
