Anmeldelse af: Sumac. 1000Fryd, Aalborg. 08. marts 2019.
En aften på det hyggelige lille spillested Cafe 1000fryd satte rammerne for en helt særlig oplevelse i selskab med tre særligt tunge bands. Der blev i løbet af aftenen skruet op for tyngden og den store omgang med smadder.
Nordra
Første levende navn på den lille scene er en-kvinde projektet Nordra. Her er tale om et projekt, bestående af en kvinde, en masse loops, en guitar med labre effekter og en stemme, der har et smukt pondus.
Desværre er der bare noget udstyr, som ikke rigtigt fungerer i starten af koncerten, og der bruges mere tid på at fifle med udstyret, end der gør på at benytte det. Det bliver dog fikset, og Nordra kommer ordentligt i gang.
Der er ikke meget publikum på dette tidspunkt, hvilket egentlig er lidt synd, for musikken er egentlig glimrende på den dronede måde. Vokalen er virkelig lækker og flyvende, ja, måske ovre i noget lidt Björk eller PJ Harvey-lignende. Vokalen står utroligt skarpt på trods af, at den nærmest egentlig er det modsatte, nemlig smuk og flydende.
Musikalsk sker der ikke sindssygt meget i løbet af de forskellige numre, men nu er det også loops og genererede lyde, som der benyttes, imens der lægges noget guitar og skøn syre vokal henover. Performance er enormt indadvendt og henvender sig på intet tidspunkt til det lille og meget tilbagetrukket publikum. Dette ville dog heller ikke have passet sig til netop denne type koncert.
Hvad der til gengæld ville passe til denne koncert, ville være, hvis nu publikum kunne finde ud af at holde deres kæft, imens der bliver spillet. Det er utroligt, at det sker gang på gang, når der spiller musik, der er lidt mere udfordrende end ”duga duga, fe’ dø”. Dynamiske koncerter, som denne, bliver totalt rykket ned af, at der står en hat og synes, at vedkommende skal snakke højlydt under en koncert. Så gå da ud, hvis du skal snakke, og lad os andre få noget indlevelse i det musikalske univers.
Nordra leverer en glimrende koncert på trods af nogle tekniske fejl og et irriterende uopmærksom publikum.
Baptists
Efter en flyvsk koncert med Nordra er det på tide at få blæst sit hoved igennem med en solid omgang smadder hardcore med det canadiske band Baptista. Dette er første gang i deres karriere, at Baptists spiller på dansk jord, og de har netop derfor fået hevet sig en god skare af fans til Aalborg denne aften.
Lige fra første tone er der knald på bandet, der i høj grad kommer udover scenekanten både i billedlig, men så sandelig også i bogstavelig forstand! Forsangeren, Andrew Drury, er tændt lige fra start og kommer ud lige i fjæset på sit publikum, imens han brøler til den hurtige musik med de voldsomme riffs og simplistiske hooks.
Bandet spiller utroligt tight, på trods af at der fra start er enormt meget fart over feltet. Ligeledes er bandet utroligt gode til at fange deres publikum. Der snakkes ofte sammen med publikum, og netop dette føles helt naturligt fra Baptists, ikke mindst fordi vi er på et så lille spillested.
Musikalsk står koncerten som en total kontrast til Nordra-koncerten, for hvor Nordra var smukt, drønet og indadvendt, er Baptist smadret, grimt, hurtigt skiftende og enormt ekspressivt, konstant i aggressiv udvikling. Bandets lyd fungerer rigtigt godt her til aften, og 1000Fryd virker som de perfekte rammer til netop denne type koncert.
En enkelt fra publikum er på dette tidspunkt så stiv, at han knap kan finde ud af at stå på egne ben, og det bliver hurtigt lettere problematisk, fordi han vil stå oppe foran. Han vælter rundt og får da også rykket et par monitors på gulvet. Det er måske ikke så smart at stille sig op foran, når man ikke rigtigt kan stå.
Sidst i koncerten har nogle af de lokale fra 1000Fryd fået den gode idé, at de vil bygge en menneskepyramide. Jeg forstår ikke helt ideen med det, men meget morsomt virker det! Bandet kvitteret med en sidste energiudladning.
Koncerten slutter, men Baptists har sat sit mærke på publikummet her til aften. De er kommet utroligt godt udover scenen og viste sig som både ydmyge og sjove musikere, der i højeste grad kan deres kram. Baptists leverer en aggressiv koncert med et enormt pondus, som bør stå stærkt i publikums hukommelse.
Sumac
Ind imellem får man stillet spørgsmålet: “Hvad er det tungeste band, du nogensinde har hørt?”
Det er egentlig et ret sjovt spørgsmål, for hvad er det rigtige svar på det? Der er mange måder at spille tung musik på, og mange forskellige kriterier der gør, at musik kan være tung eller tungere end andet. Hovedsageligt er mit svar dog klart, fordi det er meget lettere at være lidt klar i mælet. Sumac er det tungeste band, jeg til dato har hørt. Punktum.
Der er så meget dybde, intensitet og smadder på deres musik, og man føler hurtigt ens nosser droppe (såfremt du har sådan nogle), når først de går i gang med at spille.
Sådan sker det også her til aften, da Sumac går på ind på 1000Fryd. Det er tungt, det er ondt, og der er en form for autoritær intensitet over frontmanden, Aaron Turner, når han brøler for sine lungers fulde kraft i den lille mikrofon, som dårligt burde kunne holde til så megen vrede.
Sumac er sur musik, og det er vidunderligt at være vidne til den vrede og intensitet. Riffsne og lige dele tunge og smadrede, imens bassen lægger den helt rigtige bund, som denne musik kræver. Trommerne er enormt legende og udfordrende. Trommeslageren er samme trommeslager, som der netop har spillet med Baptists, den dygtige Nick Yacyshyn. Man kan faktisk kalde Sumac for lidt af en supergruppe. Foruden Nick Yacyshyn har forsanger og guitarist, Aaron Turner tidligere, gjort det som frontbrøler i ISIS (ja, postmetal-bandet, ikke terrorgruppen), bassisten Brian Cook gør det ligeledes som bassist i instrumental bandet Russian Circles. Det er tydeligt at samtlige musikere i Sumac har fuldstændig styr på deres instrumenter og deres virke.
På trods af at musikken til tider kan virke tilfældig, er det altid under enorm kontrol. Bandet ved præcist, hvad de gør. Dog virker koncerten stadig frisk og impulsiv fremfor rutinepræget.
Lyden er rigtigt god, særligt i forhold til hvordan jeg ellers tidligere har oplevet lyden på 100Fryd. Bassen kunne ideelt set godt have været højere, men dette ville nok være et dårligt træk på dette spillested.
Nakken kommer hurtigt på overarbejde til Sumacs koncert, der i højeste grad er headbang-venlig. Bandet kommer ikke rigtigt udover scenen og er på mange måder enormt introvert, hvilket dog passer musikken glimrende. Ikke så meget pis, bare en masse tunge depressive og aggressive toner.
Lyshowet på 1000Fryd er til gengæld ikke særligt godt, og man fristes til tider til at tro, at vedkommende, der styrer lyset, har taget nogle rimeligt vilde stoffer. De passer i hvert fald ikke til musikken, og har hele aftenen være med kun baggrundslys udover enkelte tidspunkter under Sumac, hvor der bruges lidt frontlys. Netop på disse tidspunkter skal man huske at udnytte lyset og få nogle billeder, da resten af koncerten bestemt ikke er fotovenlig.
Sumac leverer dog en koncert, der er tungere end tung. Sumac forstår i højeste grad at lave en dynamisk og aggressiv koncert, som i højeste grad sætter et mærke i publikum. 1000Fryd har budt på nogle rigtigt glimrende rammer til en koncert, der mildest talt har været udover det sædvanlige.
