Anmeldelse af: Abbath m.fl. Pumpehuset, Kbh. D. 08.02.24.

Et næsten udsolgt Pumpehuset bød på metal fra Skotland, USA og Norge.

Arkivfoto: Tommy Skøtt

Dette blev en lidt spontan koncert for mit vedkommende, men ikke desto mindre befandt jeg mig i godt selskab til endnu en omgang støj. Én positiv ting, der har kendetegnet mine koncerter med Abbath, er, at opvarmningen altid har været i top. Gad vide, om det ville gentage sig? 

Hellripper

Énmandsprojektet fra Aberdeen spillede et yderst overbevisende show sidste sommer med Midnight i samme bygning, hvor jeg nu befinder mig. Dengang slog de hovednavnet af pinden, og selvom jeg dengang stadig var godt mærket af en god Metal Magic festival, så efterlod James Mcbains gedekaos et stærkt indtryk på mig.

Så meget, så at jeg næsten frygter, at aftenen topper tidligt, når der bydes på hæsblæsende riffs fra de tre albums Coagulating Darkness (2017), The Affair of the Poisons (2020) og Warlocks Grim & Withered Hacks (2023). Som liveband består Hellripper også af af Clark Core (bass), Joseph Quinlan (guitar) og Max Southall (trommer).

Der er godt fyldt foran den store scene i Pumpehuset. Jeg har fornemmelsen af, at flere i aften var tilstede, da Hellripper spillede i den lille sal sidste sommer og er kommet tilbage efter mere højenergisk ballade. Pitten er i gang fra første sekund, musikken starter. Folk er yderst parate til at tonse igennem.

Det er så befriende at lytte til McBains speed metal. Det er lige ud af landevejen og med en klassisk opskrift, der fungerer sublimt og smager af den gode black metal + der er cool krydderi i form af velspillede fræsende soloer.

“Nekroslut” bliver med tør humor dedikeret til Core på bass. Hele vejen igennem er McBain tilbagelænet med en underspillet skøn attitude, og gæsterne adlyder hans mindste vink. Sætninger som “let’s get this going” og “do you want a fast one” kvitteres med circle pit og mængder af smil nede på gulvet. 

Primale sange som “Bastard of Hades” får spredt varmen yderligere i rummet, og der bliver råbt godt med på “All Hail the Goat”. Med sin skønne skærebrænder-vokal leder McBain os igennem et show, der med stor overbevisning og talent viser, hvor skabet skal stå uden så meget pis. Jeg må nok ind på deres Bandcamp og nuppe mig en t-shirt. Under stort bifald går bandet af scenen. Mon ikke, de står øverst på plakaten næste gang, de besøger Danmark.

Hellripper er blevet booket til Wacken Open Air 2024. Jeg sniger mig nok hen for at ryste håret igen, ALL HAIL THE GOAT! Min eneste anke er en lille frygt for at aftenen har toppet tidligt. 

Toxic Holocaust

Siden 1999 har frontmanden, Joel Grind, eksporteret thrash metal fra Portland i en lind strøm. Debutalbummet, Evil Never Dies, kom i 2003, og derefter er det blevet til seks opfølgere, hvoraf det nyeste, Primal Future: 2019, passende kom på gaden i 2019. 

Jeg har ikke lyttet eller set Toxic Holocaust live før, men jeg ser frem til en massiv omgang party-thrash. Med sig på scenen har de Grind Tyler Becker på trommer og Rob Gray på guitar og backing vokal. Lyden er som forventet meget klassisk thrash, det er fint, men folk skal lige se bandet an, før der skal moshes. Det er også svært at komme efter Hellripper. “Wild Dogs”, “Iron Disease” og “War Is Hell” får da gang i dansegulvet, men under flere sange oplever jeg bare ikke, at publikum er særligt interesserede i Toxic Holocaust.

Jeg må indrømme, at jeg selv også har svært ved at holde koncentrationen. Det er fordi, at ikke alene synes jeg ikke, at bandet er særligt tændte i aften, men deres thrash er desværre meget generisk og forudsigelig. Bevares, man behøver ikke revolutionere, når man skriver musik, men her er der bare ikke meget at komme efter.

Det hele er hørt før og gjort bedre. Både af ældre og nyere kunstnere. Dog, når Grind taler til gæsterne og opfordrer til spas og løjer, så reagerer folk. Måske lidt mere publikumskontakt havde hjulpet på den kedelige musik. Mere indlevelse næste gang må være rådet herfra.

Koncerten slutter også meget abrupt uden varsel og uden det store farvel og tak for i aften. En skæv oplevelse alt i alt.

Abbath

Dagens hovednavn behøver næsten ingen introduktion. Hans musikalske arv efter at have forladt legendariske Immoral tæller tre albums under eget navn. Abbath (2016), Outstrider (2019) og Dread Reaver (2022). 

Jeg har set to koncerter med Abbath før begge gange i Amager Bio i 2020 og i 2022. Desværre har min oplevelse været, at begge gange var de andre bands bedre, og jeg finder bare ikke Abbaths solomateriale synderligt interessant. Men som man siger: alle gode gange tre, og måske ville Pumpehusets lidt mere intime rammer + et nyt album i ryggen klæde aftenens sidste artist? 

I strobelys og rødt skær træder aftenens mand ind på scenen iført sin ikoniske corpsepaint. Lyden er klar og fyldig. Alle detaljer har plads, og denne sal er klart til Abbaths fordel. Soloerne er velspillede, og en lille pit bliver da også forsøgt startet. Frontmanden har en sej karakteristisk vokal, man kan altid genkende dette skrig. At han insisterer på at mumle med den samme stemme, når publikum skal adresseres, kommer dog til at fremstå lidt komisk.

Men Abbath er nu engang en af de musikere, der ikke nødvendigvis tager sig selv alt for seriøst. Dog er hans berygtede krabbegang ikke med i denne omgang. Jeg må give ham, at sange som “Dread Reaver” og “Fenrir Hunts” er både hidsige og fængende, og der er bestemt harmonier og mere stemningsfyldt guitararbejde at gå på opdagelse i gennem showet.

Foran scenen til venstre er der et frygteligt træk. Selvom jeg står og er lidt kold, må jeg dog trække lidt på smilebåndet over, at kulden da er meget passende, når man tænker på musikken. Der snakkes ikke alt for meget, der er fokus på at spille korrekt. Beklageligvis står jeg i samme situation som før. Jeg kan sagtens høre, at Abbath kan sit kram; et liv indsvøbt i black metal har han nu engang levet. Men overordnet er det hele skåret lidt for meget efter den samme skabelon, og hans eget materiale kan simpelthen ikke bære en hel headliner-koncert. Der er da også en del udvandring, som tiden går.

Det er tydeligt, at den største respons er, når Immortal-spøgelset kigger frem i form af “In My Kingdom Cold”, “Beyond the North Waves” og særligt den afsluttende, “Withstand the Fall of Time”. Sidste nummer er et episk værk, der strækker sig over otte minutter. Det er en bombastisk afslutning!  

Der var flere gode momenter hos Abbath, men det står alligevel atter klart for mig, at han for altid vil leve i skyggen af Immortal, og at hans eget materiale ikke er godt nok til at fjerne tidligere og bedre bedrifter.

Se mini-fotogalleriet af Gabriel herunder: