Anmeldelse af: TesseracT. Hades, Copenhell. 21. juni 2019.
TesseracT formåede at samle folket på tredjedagen af Copenhell anno 2019, men der er åbenbart symptomatiske problemer.
Foto: Guillaume Blanjean
Tesseract var nok dagens første band, der havde en evne til at samle folk med deres progressive lyd i den forstand, at det aldrig forfaldt til nørderier eller arytmiske passager, men mere melodi og hygge foran scenen.
Sædvanligvis skulle en lydmand dog lige arte sig, eller man skulle sammen finde fælles fodslag, da det først var en tredjedel inde i koncerten, det var muligt at skelne sangene fra hinanden og bemærke de flotte finesser, der gemmer sig i disse englænderes musik.
Deres performance virkede nogle gange til at være pseudo-inkluderende, da det aldrig blev særligt personligt, men det virkede åbenbart, for publikum bed det i sig, og nu hvor fyraften var begyndt at nærme sig denne fredag, så dukkede deres også flere mennesker op, end der forsvandt.
Guillaume tog billeder:
