Anmeldelse af An Abstract Illusion + support, d. 03.05.26 på Spillestedet Stengade
Melankoli og kakofoni skabte en mere end unik aften.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Vanen tro har Spillestedet Stengade og Daniel Sigurðarson booket nogle spændende navne jeg ikke kender, så derfor er jeg da nødt til at tage ind og blive klogere. Jeg havde dog fejlagtigt antaget at dørene ville åbne kl. 20:00 som sædvanligt, men jeg nåede at se at første band går på kl. 19:45 så med alt hast måtte jeg tage et truckerbad og skynde mig til Hedehusene station i min Blastocystia t-shirt. Arrangementet denne aften er forresten komplet udsolgt.
Feather Mountain
En gammel kending jeg har været glad for i årevis. Der er dog sket en del siden jeg sidst har set dem live. Udover at udgive en ny plade, er både guitarist Jens Baalkilde Andersen og vokalist Mikkel Aaen Lohman trådt ud af bandet. De var begge en stor del af både den musikalske, kunstneriske og visuelle identitet hos Feather Mountain. Brødrene Andreas Dahl-Blumenberg (bas, vokal) og Christian Dahl-Blumenberg (trommer) har fået Christoffer Warming (guitar) som fast medlem og på vokal får de hjælp af Jonas Høyrup der optræder med bandet for første gang i aften. Så det er en semi-ny version af gruppen der går på scenen og jeg er lige nervøs og spændt.
Som sædvanlig er der sat adskillige lysrør op, der blinker i grønne, blå, røde og hvide farver, der tilføjer noget dragende og flot til koncerten. Udover dette er lysshowet fra Jerry Johansson med til at skabe den flotteste produktion i aften. Høyrup har en utrolig flot stemme. Jeg har aldrig nået at se sangeren med Hollow Hour, så dette er første gang jeg skal introduceres for ham. Han har nogle store sko at udfylde. Men han behersker de mange blide, høje og beroligende skift, toner og indlevelse der skal til for at få sange som “August Mantra” fra To Exit A Maelstrom (2022), “Prayer Wall” fra A Liminal Step (2025) og “Sincere” fra Nidus (2019) til at fungere. Hans skrig og growl er anderledes end sin forgænger, men det betyder ikke at det er skidt og den del af hans register går godt i spænd sammen med brølene fra Andreas. Christian spiller med en passion der forplanter sig ud i alle hjørner i rummet, så livligt forvandler han sit trommespil til et mere end almindeligt bærende teknisk element.
Feather Mountain er en kompleks størrelse hvor adskillige melankolske harmonier skaber flere drømmende lag til smuk og medrivende prog metal. Jeg må flere gange lukke mine øjne og drømme mig væk. Nøj hvor har jeg savnet de her sange. Der eksisterer også en tyngde og en vildskab, der skaber en sammensmeltning som kun Feather Mountain kan på den danske metalscene. Der er ingen tvivl om at de anno 2026 er på højde med bands som Tesseract, Kanivool, Soen og Leprous når det kommer til prog. Warming er ikke lige så aktiv live som Andersen var, men han mangler også det lange hår til de store manøvre. På sit instrument fejler hans evner til gengæld intet. Det opstår lidt nogle halvakavede pauser mellem numrene, så flowet ikke sidder 100% i skabet. Det er gudskelov til at se igennem fingrene med.
“The Hedonist” fusionerer alle de mange dele af dette betagende tænksomme værk, der detonerer for øjnene af os som en mindre naturkraft. Det var skønt at få bekræftet at Feather Mountain fortsætter lige så fænomenale som jeg husker dem. Og hvis de beslutter at hyre Larsen fast så græder jeg bestemt ikke snot over det.
Disillusion
Næste band har eksisteret siden 1994, men det er første gang at de skal optræde i Danmark. Med et noget mere dæmpet lysshow går Andy Smith (vokal, guitar, bas), Ben Haugg (guitar), Martin Schulz (trommer) og Robby Kranz (bas, vokal) på scenen. Musikken er tung, groovy og gotisk. Den minder mig flere steder om noget Paradise Lost kunne have skrevet. Smith har en sej, dyb stemme der matcher både de vildere sektioner og i høj grad når den akustiske guitar for lov at komme frem. For der findes flere stille passager, men hele tiden fastholdes det drama og det stemningsfulde mørke, der gør Disillusion til et af mine nye favoritbekendtskaber. Bassen har et godt fodfæste i lydbilledet der fremstår skarpt denne søndag.
Når både Smith, Haugg og Kranz synger samtidig opnår vi en helt ritualistisk stemning som i et gravkammer. Mystikken i materialet lever, når flotte soloer væver og leger med doom metal. Når gruppen slipper tøjlerne og lader tempo og aggression lede vejen er det umuligt ikke at leve sig ind i sange som “Gloria” fra Gloria (2006), “And the Mirror Cracked” fra Back To Times of Splendor (2004) og “Tomento” fra Ayam (2022). Spoken word og råb gør vokalen afvekslende og man mærker afgrunden under sig når depressive melodier og hård prog smelter sammen. Der er noget storladent over musikken, der skaber en trance stemning på Spillestedet Stengade. Kranz stemme er en lille smule lysere end Smiths, men han passer godt ind og hans vokale samarbejde med forsangeren er helt sikkert en af store styrker hos Disillusion. Flere gange udtrykkes der glæde over at være i Danmark og vi bliver lidt kækt inviteret til Hamburg til endnu et show.
Jeg havde ikke forventet noget som helst, og jeg blev blæst tilbage på flere parametre. Disillusion er en modsigende idyl, der beskriver indre kaos. Jeg kommer uden tvivl til at se dem igen når muligheden byder sig.
An Abstract Illusion
De svenske headlinere har spillet siden 2007 og nu står de her på deres Sleeping Cities Tour Scandinavia 2026. Iført sorte, lange hættetrøjer kommer Robert Stenvall (keyboard, vokal), Karl Westerlund (guitar), Christian Berglönn (vokal) og Isak Nilsson (trommer) ind. Med sig live har de Lukas Backenström (bas, vokal) og Simon Burström (guitar).
Nu begynder en magisk procedure, der kommer til at efterlade os alle imponerede. Der er ellers sat et højt niveau af de to forrige bands, men An Abstract Illusion følger trop. Via en kombination af progressive death metal/melodic death metal/atmospheric black metal væver de en tungsindig verden for os. Stenvalls keyboard får lov til at skinne flere steder og de klassiske og lette bidrag er med til at gøre atmosfæren på “Like A Geyser Ever Erupting” fra The Sleeping City (2025) og “The Behemoth That Lies Asleep” fra Woe (2022) endnu mere fængende. Backenström synger flot og giver rigelig med følelse til materialet.
Tempoet er skruet op og det kan blive så monumentalt fascinerende at alle detaljerne kan være overvældende. Den rene sang går hen og bliver helt messende som om vi bliver inviteret ind i søvnens kult på en rejse ud i universet. “We like death metal and very long songs” siger Berglönn og ja flere af numrene runder de 10 minutter, men man keder sig aldrig nogensinde. Forsangerens skrig er effektive og imens at røgen langsomt fylder, introduceres deres kronjuvel. “Emett” handler om en sort dreng, der blev lynchet for at snakke med en hvid kvinde, og det er et mindre mesterværk af smertelig kakofoni.
Det sublime guitar arbejde hensætter mig i ekstase og det er en stor fornøjelse at hengive sig til de mange indtryk. “This is our last song, but to compensate it is long af fucking hell”. Uden at misse et beat fører An Abstract Illusion os i mål, og deres depressive, flotte og ubønhørlige diskografi lukkede denne søndag af som en sidste banebrydende unik blodoverførsel. Tak atter engang Spillestedet Stengade!
Se galleriet af Magnus Karms Blichfeldt herunder
Feather Mountain
Disillusion
An Abstract Illusion
