Anmeldelse af Solence + support, d. 12.04.26 i Pumpehuset, København
At det skulle blive en af de sjoveste og bedste shows i 2026, havde jeg på ingen måde regnet med denne søndag.
Foto: Gabriel Rasmussen
Efter en fredag og en lørdag på Epic Fest 2026 var jeg mere end almindeligt mørbanket. Men på trods af de ømme muskler og min mere eller mindre overstimulerede hjerne så bød Pumpehusets lille sal på en line-up af moderne metal som jeg ikke kunne modstå. Så i min Natjager longsleeve er det af sted fra Hedehusene. Der er nærmest ikke meldt nogen til Facebook begivenheden, og jeg frygter en meget tom sal. Men der er til min overraskelse ret fyldt af den yngre generation i rummet. Det går da også op for mig at de unge ikke bruger Facebook til at være online med. Sjældent har jeg følt mig så millenial-agtig.
Gradience
Da jeg sidst anmeldte bandet, var det på Urban 13 i 2024 sammen med Cold Culture. Dengang kaldte jeg Gradience for den næste revolution med deres miks af black metal, rap, trap og shoegaze. Med en efterfølgende kontrakt med selveste Metal Blade Records til de danske musikere må jeg vist sige at jeg fik ret. De gør sig i øjeblikket klar til deres debutplade og jeg har i årenes løb set dem i Lille Vega med DETHRXNER og Cabal i 2025 og på Spillestedet Stengade med DETHRXNER, Unseen Faith og Greyscale Season i 2026. Jeg finder helt frem foran scenen da Gavin Misty (vokal), Jakob Lærke Harris (guitar, vokal), Patrick Pedersen (bas) og Frederik Kjelstrup Hansen (trommer) kommer til syne.
Misty gestikulerer, at vi skal komme tættere på, men hele salen bliver hvor de er. Næsten frosset fast. Det skal vise sig at være en op af bakken kamp for Gradience. Lyden er f.eks. på ingen måde med dem. De mange melodier og harmonier, der er en stor del af deres materiale, er næsten ikke til stede. Det gør det svært at have en chance for at opleve hvor unikt et band de er og hvor meget sange som den hårdkogte “This Abyss” og min fængende personlige favorit “Love Me and Lie” fra deres Ironsight (2024)-EP + den nye single “Master To the Slave” (2026) har at byde på. Misty har ellers sit vanlige gode rap flow og + en ren og blid sangstemme, der gør en helt melankolsk. “Vi skal nok få varmet jer op” siges der, men der indrømmes også at de er trætte efter at have været rundt i Skandinavien med Solence. Lys manden gør dem heller ingen tjenester og denne del fremstår direkte kedeligt.
Det kan mærkes, at Harris’ skrig mangler den sædvanlige styrke og inderlighed, men hans lille tale om at han i en alder af 39 år endelig har fået succes som musiker og at det aldrig er for sent, tager jeg bestemt til mig. På den anden side er det en stor skam, at singlen “Lucid” (2025) ikke skaber mere dybde og samhørighed med sin drømmende opbygning. Der er bare ikke nogen respons fra gæsterne, og denne anmelder er en af de eneste, der prøver at få noget ud af koncerten. Gradience virker udbrændte og da der råbes på circle pit udebliver alt aktivitet fra publikum. Nogle gange er det bare ikke ens aften, og denne søndag levede firkløveret desværre ikke op til egne evner. Jeg ved heldigvis at deres standard generelt er meget højere. Det bliver en ommer, men jeg er sikker på at næste gang er black metal rap gruppen tilbage i topform.
Written By Wolves
Jeg havde faktisk håbet på at Dream State, der har været mainsupport andre steder på denne tour, havde været med her i Danmark. Jeg har ikke set dem siden de spillede i Lille Vega i 2020. Men det blev Michael Murphy (vokal), Davie Wong (guitar), Karl Woodhams (trommer) og Oli Lyons (percussion, samples), der rammer København. Jeg har intet forhold til New Zealand-gruppen, men jeg stiller mig i højre side med min veninde for at blive klogere.
I en sølvglimmertrøje er Murphy klædt på som en sand konge af dansegulvet. Jeg skal da også love for at han lever op til sin spraglede påklædning (jeg ønsker mig samme tøjstil). “Are you ready Copenhagen?” råber han, og nej, det var jeg ikke. Flere lysrør blinker og tilføjer langt mere stemning end de ellers sparsommelige effekter under Gradience. Written By Wolves er som skudt ud af en kanon og river os rundt fra starten af med “GIVE EM HELL” og “MISERY” fra PLEASE, JUST BREATHE (2024). Deres blanding af alternative metal, pop og elektroniske elementer fungerer til punkt og prikke. Der er stadion omkvæd og masser af hype fra et ultra tændt band, der spiller røven ud af bukserne.
Så kan det godt være at det ikke er banebrydende at lytte til “Elastic Heart”, “Not Afraid To Die” og “Genius” fra THE ARCHIVES (2025) men det leveres alligevel med en sådan sans for gennemgribende hitpotentiale at mange af tidens popstjerner og -producere burde tage ved lære af her hvordan man skruer en sang sammen. “Are you with me?” spørger Murphy, inden vi skal hoppe i takt. Det er ikke fordi at alt det her ikke er hørt før, men selv om det er ultra finpudset, så er det umuligt ikke at bevæge sig til. Dertil er singlen “End of Beginning” (2026) og “GODDES” + “BURN” fra THE LIGHTHOUSE (2024) alt for gennemført catchy.
Som Murphy er ude på gulvet og får folk til at springe op i luften omkring ham, er der ingen tvivl om at Written By Wolves næste gang de besøger Danmark, har en god chance for at være headlinere. Det er nu engang skønt at blive så overrasket som erfaren koncertgænger. Kom snart igen!
Solence
Da Nothing More optrådte i Amager Bio sammen med Ankor og Catch Your Breath i 2025 var svenske Solence også at finde på line-uppen. De var aftenens store chok på den bedst mulige måde. Efter det show var jeg nødt til at opsøge en forestilling hvor de var hovednavn. Markus Videsäter (vokal), David Strääf (guitar), Johan Swärd (keyboard) og David “Viking” Vikingsson (trommer) bogstaveligt talt løber ind og laver fistbumps og fjollede grimasser til deres fans inden at første node fra “Angels Calling” fra Angels Calling (2025) kommer ud af højtalerne. Der eksisterer de der bands hvor det at de spiller med liv og sjæl i sandhed lever op til sin betydning. Solence fylder den lille scene med så meget bevægelse, sved og publikumskontakt, at det virker helt umuligt. Enormt taknemmelige for at vi er mødt op highfives der ofte fra medlemmernes side af til de forreste rækker og bandet kyler så meget energi imod os at salen bliver til en regulær ekstatisk hoppeborg.
“Good F**cking Music” fra Deafening (2021), “Blackout” fra Direction (2020) og “Death Do Us Part” fra Brothers (2019) er skrevet med både Sum 41, Blink 182, Fall Out Boy og lignende pop-punk og emo-bands in mente og derefter tilsat electronic rock, metalcore og electronicore. Denne blanding er en særdeles vindende formular der starter wall of death, moshpits og en stemning, så taget løfter sig. Solence stopper aldrig på noget tidspunkt med at grine, snakke eller engagere med os med den største iver og dedikerede imødekommenhed. “Welcome to the Solence experience!” råber Videsäter og alle de andre leverer backing vokal på den ene efter den anden party starter. For med den her gruppe er det gode humør i fokus, vi skal først og fremmest have det sjovt og på disse parametre er det næsten unikt hvor meget svenskerne får os til at føle som om at vi står i Royal Arena.
“4 Good Reasons”, “Monsters In My Head”, “Rain Down”, “Best of You” og “Heaven” efterlader ingen tvivl om at Solence på denne deres første headliner Angels Calling Tour Europe 2026 er på vej mod toppen. Så ligetil, velskrevne og fængende er deres sange, at jeg har svært ved at kritisere det. Jo, det er lidt et gadekryds, der måske ikke altid har meget med den hårde metal at gøre. Men kan du ikke have en mega fest til det her, så er det dig der er gået galt i byen. Videsäter skriger lidt, men holder sig allermest til ren sang og charmere sammen med sit band med vers og omkvæd, der sætter sig i ens hoved efter kun ét lyt. “All of the Pain Must Go” + “Blood Sweat and Tears” holder dampen oppe i en sådan grad at jeg ville have haft svært ved at forestille mig det havde jeg ikke stået lige foran scenen. Da den afsluttende “Who You Gonna Call (Solence)” iværksætter en publikums respons, der får alle inklusiv de bagerste til at deltage, er der ikke nogen tvivl hos mig længere.
Har man den mindste hang til melodisk rock/metal med en ordentlig spandfuld pop så må man ikke snyde sig selv for Solence. Og selv hvis du måske mere er til metalcore som Our Mirage, Fame On Fire, The Word Alive, Annisokay, Make Them Suffer, Aviana eller Dayseeker så er jeg ikke i tvivl om at du vil forlade spillestedet helt forpustet ligesom mig efter The Solence Experience.
