Anmeldelse af dag 1 af Epic Fest 2026, d. 10.04.26 i Roskilde Kongrescenter
Fredagen på Epic Fest 2026 var en åbenbaring.
Foto: Tommy Skøtt
Efter at have misset denne festival i årevis passer alle brikkerne endelig. Denne første dag er der let regn og himlen er grå. Ikke det mest prangende vejr at rejse af sted i. Men hvis jeg forestiller mig at jeg bestiger et bjerg (via tog og bus) til en eller anden skat bevogtet af et uhyre, så passer det bedre ind i min fortælling om min første tur til Epic Fest.
Inden musik dagene rigtig er begyndt, har der været mulighed for at dyrke hobbyer som D&D, Warhammer og Magic the Gathering på Stændertorvet 1 i Roskilde + Katedralen i samme by har opsat en gratis koncert hvor komponisten Max Uldahl vil spille power metal fra blandt andet Sabaton, HammerFall, Helloween og Rhapsody of Fire. Jeg kunne desværre ikke deltage i disse ellers geniale tiltag. Torsdagen, hvor alt dette fandt sted, var jeg i Pumpehuset til Hellripper. Ak ja, man kan ikke nå det hele.
Festivalen finder sted i Roskilde Kongress- og Idrætscenter, hvor hovedscenen The Realm of Might & Magic kan findes + den mellemste scene King Roars´s Hall. De mindste shows vil finde sted på Gimle små 10 minutters gang væk. Da jeg ankommer til den store bygning ved Møllehusvej 15, hvor størstedelen af de bands jeg skal se kommer til at optræde, bliver jeg mødt af et vildt syn. Køen strækker sig langt som bare pokker, men dette bliver næsten sekundært i mit førstehånds indtryk. Flag med Epic Fest-logoet blafrer let i vinden, middelaldertelte er slået op på græsplænen ude foran indgangen, hvor madboden også er at finde. På en skærm i bygningens side ud mod vejen kører videoer og animationer om festivalen.
Dette er en fejring af en undergenre, der i sandhed endelig har fundet sit udtryk i Danmark. Indenfor er der merchandise område og yderligere pynt der sætter en i den helt rette stemning. Man kan virkelig mærke hvor meget arbejde og planlægning det her har taget, og resultatet er flot som bare pokker. Jeg fik en lomme i køen af nogle af min kammerats engelske venner, så jeg netop kan nå første indslag.
Angus McSix: The Realm of Might & Magic kl. 15:00
Da Thomas Winkler blev smidt ud af Gloryhammer genoplivede han sin karakter Angus McFive sammen med Sebastian “Seeb” Levermann (guitar) i 2021 som Angus McSix og under dette navn udgav de debutalbummet Angus McSix and the Sword of Power (2023). Jeg nåede at se Winkler i sit nye projekt på Copenhell og Wacken Open Air i 2023. I 2025 valgte sangeren dog at forlade musikindustrien for at tilbringe mere tid med sin familie. En velkendt historie og en forståelig grund. Dette har dog ikke stoppet Angus McSix der sidste måned udgav Angus McSix and the All-Seeing Astral Eye (2026) med Sam Nyman bag mikrofonen.
Salen er langt større end jeg troede, og der er to barer (der også er dekorerede) + borde og bænke nede bagerst. Jeg går frem til højre for scenen lige da bandet er gået på. Hver af dem er klædt ud som den karakter de repræsenterer i det fiktionelle galaktiske univers, de skriver om. Leverman (guitar) er Archdemon Seebulon, The Origin of All Evil med dødningehovedmaske og tilhørende sort kutte, live indtager Rafael Dobbs Roa dog rollen. Gerit Lamm (trommer) er Orc Zero med grøn ansigtmaksling og Jasmin Pabst (guitar) er The Dwarf i brunt læder. Nyman er Prince Adam McSix i glimmer kåbe og hjelm.
Publikum har samlet sig da “Master of the Universe” fra første skive åbner. Det er en forfærdelig catchy sang, og jeg smiler med det samme. Jeg savner lidt Winkler, men den tossede eurovision-metal er stadig intakt + Nyman er sangmæssigt næsten identisk med sin forgænger. Lydmikset er perfekt og fortjener ros. “The Fire of Yore” og “6666” er måske ikke det nye Avantasia, men det er underholdende gak og løjer med dertilhørende sæbebobler og der er god kemi musikerne imellem. “Lately I have been a naughty boy” indrømmer Adam og vi skal have historien om hvordan han har drillet orken der er forelsket i dværgen inden at “Dig Down”, der handler om deres romance, skal holde dampen oppe. Der forsøges at få folk til at lave mining pit der er kendt fra Wind Rose. Det lykkes ikke helt. Flere er stadig tilbageholdende. En troldmand i hvid kåbe, får lov til at være med på scenen og man både undres og trækker på smilebåndet.
Galskaben fortsætter da Adam tager en fisk fra orken og hver gang han løfter den, skal vi råbe “ORC” og således introduceres “Orc Zero”. Man skal have en del plat humor for at følge med i det her, men Angus McSix går til opgaven med fjollet dans uden at tage noget som helst seriøst. Den eneste tilgang der virker. Joken vil ikke lande for alle, men jeg er ret fornøjet til “Techno Men”, “Starlord of the Sixtus Steller System” og “Eternal Warrior”. Da en fan skal ud på et quest og “travel to the bar to get beer for the dwarf” med fare for liv og lemmer, er der jo ikke et øje tørt. Flere er med på at smide hæmningerne. Men en stor del er også tilfredse med at se afventende på. Nuvel, vi er jo også lige begyndt.
Der skyder gnister op af scenen og man kan ikke beskylde Angus McSix for ikke at ville sætte gang i dansegulvet. At det er lidt underligt at manden der lagde navn til løjerne ikke er til stede, bliver også adresseret.
“There has been some confusion as to who I am. I have many names, Badass Mcsix, my least favorite is Anal Mcsix, but my name is Adam McSix”. Til “I Am Adam Mcsix” kommer Giacomo Voli fra Rhapsody of Fire og synger med, slet ikke en skidt gæst, tværtimod. Vi lakker mod enden og en person i dinosaur dragt skal naturligvis op og vrikke rundt til hittet “Laser Shooting Dinosaur” og vi råber med på “Ride To Hell” og The Dwarf tager sig en løbetur ned i salen. Selvom responsen var lidt lunken nu og da, så formåede Angus McSix at slå fast at der er en fremtid for gruppen uden Winkler omend det ikke er i toppen af bands indenfor denne genre. Mon ikke også en navneændring er på vej?
Jeg må gå i garderoben og smide jakke og Hexis hættetrøje så jeg kan tackle resten af dagen i min Eternal Champion longsleeve. Det er ikke kun festivalen, der skaber atmosfæren. Gæsterne har tryllestave, elverøre, rustninger og oppustelige enhjørninger. Der er også sat op til at man kan få taget billeder og til brug for store og små er der kostumer til låns. Man skal have alle muligheder for at kunne leve sig ind i dette rige. Min favorit er min veninde fra Jylland, der har lavet sin stok om til et sværd og hun er ikke engang den store powermetal-fan. Ved bordene ind til den mindre sal er der holdere med Magic the Gathering kort på bordene og store bannere på række på væggene samt bar.
Dragony: King Roar’s Hall kl. 16:05
Der er mildest talt proppet da Herbert Glos (bas), Siegfried “The Dragonslayer” Samer (vokal), Simon Saito (guitar), Manuel Hartleb (keyboard), Mat Plekhanov (guitar), Chris Auckenthaler (trommer) og Maria Nesh (vokal) skal optræde. Dragony fra Østrig har eksisteret siden 2007 og mangler således ikke erfaring. At jeg aldrig har hørt om dem før må stå for egen regning. Her er min mulighed for at gøre noget ved det. “Twilight of the Gods” fra Hic Svnt Dracones (2024), “Gods of War” fra Viribus Unitis (2021) og “Lords of the Hunt” fra deres Lords of the Hunt (2017)-EP har en lidt mere symfonisk tilgang, men det er ikke altid lige let at høre Hartlebs bidrag. Samer synger som sådan fint, men hans stemme er ikke ligefrem noget at skrive hjem om. Dem, i publikum der er valkyrier, skal hyle og krigerne skal brøle både hver for sig og sammen. Det adlydes med glæde.
Dragony kommer med gåpåmod og omgivet af røgsøjler kører de målrettet videre med singlen “The Dead Queens Race” (2023). “I see swords in the air, but I wanna hear voices” råber Samer. Og ja, der er rigeligt med latex- og gaffatapeklinger blandt gæsterne. Nesh er den bedre vokalist og hun akkompagnerer sin kollega med growl og ren sang således at deres fælles dynamik giver numrene mere pondus. Også hos Dragony er der cosplay for fuld udblæsning med kapper, bondetøj og læderbrynjer. Hartlep har en keytar, og det instrument er jeg altid fan af. Så er han ikke så lænket i én position . “It is time to get to the choppar” siges der inden at der nikkes til Predator (1987) filmen med “If It Bleeds We Can Kill It” fra Masters of the Multiverse (2018).
Det her svinger på trods af at de helt store omkvæd mangler 50% af tiden. “Burning Skies” fra Legends (2011) har tilstrækkelig dramatisk flair til at man ikke keder sig i selskab med Dragony. Dertil har de godt nok styr på deres elementer til at det ikke falder til jorden. Vi besøger Westeros med “Wolves of the North” fra Shadowplay (2015) og vi vifter vores hænder fra side til side. “Beyond the Rainbow Bridge” er en bombastisk afslutning, der med succes får publikum til at løfte deres horn i fælles salut. Jeg vil gerne se Dragony igen, for jeg kunne sagtens mærke og høre potentialet, men det fremstod en smule for anonymt denne fredag på trods af den gode brændende energi.
Sirenia: The Realm of Might & Magic kl. 17:10
Det her har jeg glædet mig til. Siden 2001 har Morten Veland (guitar, vokal) ledet norske Sirenia igennem skiftende line-ups og 11 fuldlængde udgivelser. Jeg opdagede bandet igennem Nine Destinies and a Downfall (2007) hvor danske Monika Pedersen var sanger og har haft et godt øje til deres musik lige siden. Anno 2026 er det Emanuelle Zoldan der varetager vokalen. Når der skal spilles live, supplerer Nils Courbaron (guitar) og Michael Brush (trommer) Sirenia, der i øjeblikket er på en 25th Anniversary tour gennem Europa. Jeg finder mig en plads i midten uden problemer.
Der er masser af truende kor på backingtracket og jo, man kunne da godt have ønske sig at det var live, men at fragte så mange rundt som dette ville kræve er nok ret dyrt. Men kunne man have lånt en bunke lokale klassiske sangere? Veland growler hæst og snerrende og med kulisser, der ligner mos overgroede sten, skabes der hurtigt en gotisk verden med symphonic metalnuancer. Der går lidt tid inden at Zoldan kommer ind, men da hun gør viser franskmanden at ganske vist er hun sangerinde nummer fire i Sirenia, men Emanuelle har evnerne til at klare sin rolle med bravour. “Meridian” og “Sister Nightfall” fra debuten At Six and Sevens (2002) + singlen “Nightside Den” (2025) går til makronerne med både storladen og hård kraft. Det groover tungt og en drabelig formular begynder at vise sig.
Lilla lys, masser af røg og blå lasere sørger for at numre som “Euphoria” fra An Elixir of Existence (2004) og “Lost In Life” fra The 13th Floor (2009) er understøttet af flotte effekter. Der hvor det desværre bliver en skidt oplevelse er bandet selv/de egentlige medlemmer. Veland har ingen som helst karisma overhovedet og virker til at ville være alle andre steder end lige her i Roskilde. Han gør sit job, men satme heller ikke mere end det. Zoldan er ikke meget bedre som hun slentrer lidt formålsløst rundt og kun sjældent og halvhjertet forsøger sig med lidt publikums kontakt. Courbaron og Brush ejer begge mere hjerte live end de to, der er de egentlige kreative kræfter bag Sirenia. Hvor er lysten til at ville være musiker og fremvise sin kunst med sjæl? Jeg er ikke den eneste, der kan mærke fraværet af lidenskab, og mange forlader The Realm of Might & Magic.
Soloerne er smukke og kunne sagtens have skabt flere følelser, hvis der havde været en vilje til at fremføre singlen “Callous Eyes” (2026) eller “The Last Call” med nogen som helst form for passion. Sidstnævnte sang får mig ironisk nok til at tænke på om det ikke snart er tid til at stoppe dette pinlige optrin. Vi fik et Sirenia der besad et bagkatalog, der kunne have skabt en mørk drømmende mikstur, men som mere føltes som et mausoleum, der slog store revner for hvert nummer. Jeg beslutter mig for at jeg ikke vil stå og holde det her ud mere og stiller mig i kø for at komme helt foran til næste koncert. Dette gjorde at jeg missede mine favoritter “My Mind’s Eye”, “The Other Side” og “The Path To Decay”, men hellere det end at se mine ungdomsminder blive hakket i stykker af kedsomhedens ligegyldige ambassadører. Det kunne have været meget større, men mine håb blev gjort til skamme. Dette var første stop på deres tour. Jeg håber at de andre lande som Kroatien og Serbien er mere heldige end Danmark.
Hvad der skulle have været et gribende og teatralsk første møde jeg havde ventet mange år på, blev den mest skuffende oplevelse på Epic Fest 2026.
Mercenary: Kings Roar’s Hall kl. 18:30
Et show med danskerne der fokuserer på The Hours That Remain (2006). Da jeg så dette var jeg mildest talt overstadig af lykke, da det ikke alene er mit favoritalbum med Mercenary, det er en af de bedste metalskiver nogensinde + en af de bedste udgivelser i dansk musikhistorie og så var det naturligvis også den CD der gjorde mig til fan. Jeg står spændt som en bue til når dørene åbner. Jeg har ikke set gruppen siden marts 2025 på BETA. Præcis halv syv får vi lov til at storme ind. Lydprøven tog vist lidt længere tid end man havde forventet.
Der er Mercenary-bannere i hver side på scenen og røgen hober sig op bagved trommerne. Til et stort bifald træder Jakob Mølbjerg (guitar), Martin Buus (guitar), René Pedersen (vokal, bas) og Martin Nielsen (trommer) ind. Som vi får leveret “Soul Decision”, “Redefine Me” og “Year of the Plague” bliver vi mindet om hvor ambitiøst et værk The Hours That Remain eva. Dengang var den banebrydende på den danske metalscene i sin crossover af power metal, progressive metal og melodic death metal. Den dag i dag fremstår sangene lige så rørende, fantastiske og uforlignelige. De fænomenale soloer fra Buus og Mølbjerg er aldrig blevet toppet herhjemme, og hver eneste detalje og melodiske aspekt af “My World Is Ending” og “Lost Reality” er en fryd at være en del af. Eternal Champion trøjen ryger, så jeg har det bare en smule mindre varmt. Sjældent har jeg levet mig så meget ind i hver eneste skønne harmoni.
Pedersen er ikke Mikkel Sandager, der lagde vokal til The Hours That Remain, men der findes stadig ikke den danske sanger, der har kunnet konkurrere med Sandager i hans prime. Heldigvis gør René materialet til sit eget og hans dybe growl + rene vokal gør ikke en eneste sang til skamme. Og så er manden et festfyrværkeri, der altid stråler imødekommende. Jeg får gåsehud over at høre så mange af de numre, der har defineret min kærlighed til dansk heavy. Dette 20 års jubilæum for en så skelsættende udgivelse har alt den pomp og pragt + gnister og ild man kunne ønske. Til “Simplicity Demand” og “My Secret Window” kommer min stemme på overarbejde og ligeledes de emotionelle tanker jeg dedikerer til særlige personer.
Vi tager en kort detour over til “Where Darkest Souls Belong” og “Beyond the Waves” fra Soundtrack For the End Times (2023). Særligt den første er et hjerteknusende hit, der er vokset på mig til at være mit favoritnummer siden Pedersen blev vokalist. Nostalgien har været i førersædet, men det skal ikke tage noget fra hvor specielt og professionelt et øjeblik der udspillede sig for mine øjne og øre. Jeg glemte tid og sted som den 8 minutter lange “The Hours That Remain” lukkede af. Vi manglede ganske vist “This Eternal Instant” og “Obscure Indiscretion” fra albummet der blev fejret og det kunne man naturligvis undre sig lidt over.
Det ændrer stadig ikke på det faktum at jeg helt foran hegnet havde en af de bedste og mest gennemførte musik oplevelser i mit liv.
Rhapsody of Fire: The Realm of Might and Magic kl. 20:00
Intet mindre end pionerer står foran os. Dannet i Italien som Thundercross i 1993 skiftede de navn til Rhapsody i 1995 indtil de i 2006 igen skiftede navn. Nu til Rhapsody of Fire. Der har været rigeligt med drama mht. til tidligere vokalist Fabio Lione og guitarist og grundlægger Luca Turilli inklusiv rettigheder til det ene og det andet. Men alt dette skal vi ikke komme ind på her. Det er der ikke plads til + jeg kender ikke nok af historierne i detaljer. For af en eller anden grund har jeg aldrig givet Rhapsody of Fire en chance til trods for at de har skabt en stor del af grundlaget for at denne festival kan finde sted. Anno 2026 er det Alex Staropoli (keyboard), Roberto De Micheli (guitar) Alessandro Sala (bas), Giacomo Voli (vokal) og Paolo Marchesich (trommer) der skal fortrylle os.
Lysshowet får alt hvad den kan trække med alle regnbuens farver og efter en spoken word intro fra Sir Christopher Lee (1922 – 2015) åbnes der med “The Dark Secret” og “Unholy Warcry” fra Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret (2004) samt “Rain of Fury” fra The Eight Mountain (2019). Det hele føles stort og majestætisk og Voli har en vild evne til at nå op i high pitch skrig, sikke en sanger! Oven i dette er han en entertainer der hele tiden er i kontakt med sine fans og der er mange af dem. Der synges med fra utallige struber som en hær, der kaldes til et overjordisk formål.
“Let’s make a deal, next song I wanna see the biggest circle pit of the day, maybe I will join” siger Voli og til “Chains of Destiny” fra Glory For Salvation (2021) tror jeg at han får sit ønske opfyldt. Vi får en ballade for at ære Lees minde, og det er mindeværdigt på alle de rigtige måder til “The Magic of the Wizards Dream”. Staropolis keyboard har en central plads i lydbilledet, der indkapsler den storslåede verden hos Rhapsody of Fire. Det er som om vi er i den mest grandiose episke fortælling nogensinde. Når de instrumentale passager tager over, er det med den ene geniale sektion efter den anden, der rykker alle i salen. Inklusiv denne anmelder. Jeg tager mig selv i at tabe kæben til hvor godt det her faktisk er. Det er helt klart min egen fejl, at jeg ikke har lyttet ordentlig til disse italienere. “On the Way To Ainor” fra The Frozen Tears of Angels (2010), “The March of the Swordmaster” fra Power of the Dragonflame (2002) og “Kreel´s Magic Staff” fra Challenge the Wind (2024) kunne have været soundtrack til både The Lord of the Rings (2001 – 2003) trilogien, Dragonheart (1996) eller The Chronicles of Narnia: The Lions, the Witch and the Wardrobe (2005). Så dejligt overdrevet i skala er det, der manifesterer sig foran os, at jeg på ingen måde havde forventet noget lignende. Selv med mit kendskab til power metal.
Voli er også nede og crowdsurfe. Her har vi på alle måder en frontmand, der får gæsterne til både at synge, hoppe, danse og smile til den helt store guldmedalje, som var der ingen i morgen. “Dawn of Victory” fra Dawn of Victory (2000) får stemningen til at koge over inden at “A New Saga Begins” fra Triumph or Agony (2006) og “Land of Immortals” fra Legendary Tales (1997) bygger op til den orkestrale afsluning med “Emerald Sword” fra Symphony of Enchanted Lands (1998). Rhapsody of Fire var mere end et hovednavn, de var et levende bevis på alt det som power metal kan skabe når alle ingredienserne fusionerer til noget der i sandhed var monumentalt fortryllende.
Fairyland: King Roar´s Hall kl. 21:30
Siden 1998 har franskmændene her spillet symfonisk power metal. De er den slags band jeg altid har kendt til, men bare aldrig har fundet tid til at dyrke. At Willdric Lievin (bas, backing vokal), Sylvain Cohen (guitar), Jean-Baptiste Pol (trommer), Archie Caine (vokal), Brieuc de Groof (guitar) og Gideon Ricardo (keyboard) overhovedet er her er noget af et scoop. Bandet, der har været styret af Lievin og været lidt af et soloprojekt til tider, har ikke optrådt live i 16 år! Deres comeback er altså noget helt særligt, som vi har fornøjelsen af.
Men ak, lyden driller fra første færd med “To Stars and Beyond” fra The Story Remains (2025) og det bliver ved under “Godsent” fra Score to a New Beginning (2009) og “The Fall of an Empire” fra The Fall of an Empire (2006). Der er skruet meget højt op, så de finere detaljer forsvinder i støjen og ofte er der pauser hvor teknikken skal fikses. Det er en stor skam for Fairyland har vilde soloer der grænser til det proggede samt en sans for at skrue et rigtig fint, næsten poppet omkvæd sammen. Men det momentum der kunne være blevet skabt af “A Soldier’s Letter”, “Hopeless Still”, “Hubris et Orbis” og “Counsel of the Gods” bliver ofte kvalt i de ærgerlige begrænsninger der opstår når udstyret bare ikke vil makke ret.
Ricardo har ellers en god karisma med sin røde keytar og selv om at Caine siger “I am too shy for this frontman business” så har han noget både beroligende og spirituelt velsignet over sig. Man hygger sig i hans selskab og manden besidder også en flot stemme med både format og følsomhed. Da Caine låner et sværd fra en i publikum føles det som et godt tegn at vi har med en sanger at gøre der er med på legen. Det her er ren fantasy med fart på og der bliver råbt fint “HEY” af folk. Men det er svære odds som Fairyland skal kæmpe imod og vi får aldrig den helt opløftende ånd man havde håbet på. Den ulmede hele tiden under overfladen uden rigtig at kunne komme ud og strække sine funklende vinger. Jeg vil meget gerne se Fairyland igen, hvor “Karma”, “Doryan the Enlightened”, “A New Dawn” og “Assault on the Shore” har bedre vilkår til at kunne skinne.
Af de mange tiltag man støder på er en gæstebog måske ikke det mest imponerende. Men en side er dedikeret til de kæledyr vi har mistet og flere er, ifølge min ven der har taget initiativet, blevet meget rørt over at mindes deres firbenede venner. Jeg fortæller selv om min kat Findus, der døde for mange år siden. Jeg havde ikke forestillet mig at jeg skulle stå og huske kærligt på en god kammerat lige her. Det er blot en af de stunder på Epic Fest, der fortjener at blive nævnt. Der er plads til denne her slags kreative selvstændige tiltag og safe spaces.
Ensiferum: The Realm of Might and Magic kl. 23:00
Et vikingebrøl rejser sig fra tilskuerne for nu er finske Markus Toivonen (guitar, backing vokal), Petri Lindroos (guitar, vokal), Sami Hinkka (bas, vokal), Janne Parviainen (trommer) og Pekka Montin (keyboard, vokal) ankommet. Siden 1995 har bandet blandet folk metal med melodic death metal og power metal. To gange før har jeg set Ensiferum, i Pumpehuset i 2022 med Marianas Rest og Dark Tranquillity + på Viborg Metal Festival 2024. Jeg må sige at det ikke lige er mig, men alle gode gange tre ikke sandt?
Med flere hæse brøl og keltisk hidsighed går Ensiferum til angreb med barbarisk vilje. “Winter Storm Vigilantes” fra Winter Storm (2024), “Rum, Women, Victory” fra Thalassic (2020) og “Heathen Horde” fra One Man Army (2015) har dog stadig noget velfornøjet over sig og The Realm of Might and Magic bliver forvandlet til en gildesal, hvor publikum danser rundt arm og arm ved siden af rasende moshpits. Der er da også noget der fanger mig ved “For Sirens”, “One More Magic Potion” og “Fatherland” som jeg ikke har lagt mærke til før. Måske har det noget at gøre med at jeg aldrig har hørt Ensiferum med sådan en solid lyd. Jeg kan nu se mere af den appel, der er ved musikerne i deres krigsmaling.
Flere crowdsurfere cementerer, at denne her fest ikke dør lige med det samme. Og det er frem for alt målet med Ensiferum, at man skal have det sjovt. Det betyder ikke at deres diskografi kommer på fast rotation i mine trådløse høretelefoner, men jeg kan på ingen måde benægte underholdnings aspektet af “Token of Time”, “The Howl”, “Run From the Crushing Tide” og “Scars In My Heart”. På sidstnævnte kommer Maria Nesh fra Dragony og synger med. Det klæder Ensiferum med en kvindelig asynje ved deres side. Jeg ved ikke om jeg som sådan er blevet fan, men finnerne lukkede The Realm of Might and Magic ned med maner og et gulv sejlende i øl fra de mange drikkehorn. Så kan man næsten ikke bede om mere.
Jeg er på dette tidspunkt ved at være ret brugt, så jeg må skippe Masterplan i Kings Roar’s Hall kl. 00:30, men sikke en første dag. Er du det mindste nysgerrige på musik eller power metal, så giv Epic Fest en chance for nøj, hvor er det en herlig legeplads der ikke findes noget andet sted i vores kongerige. Vi ses lørdag til mit absolutte hovednavn + flere stunder fyldt af veleksekverede besværgelser.
Se galleriet fra dag 1, som Tommy Skøtt tog, her.
