Anmeldelse af The Savage Rose d. 23.05.26 i DR Koncerthuset
Danmarks vigtigste band leverede atter engang noget helt uforligneligt og nærværende.
Foto: Gabriel Rasmussen
Det var en dag, hvor sommeren gjorde et særdeles kraftigt comeback. Folk rendte rundt over det hele klædt på til solen og humøret var højt inde på Strøget hele dagen. Det var også dagen hvor Peter Lund Clement fra Kollapse, efter en længere kamp mod kræft, døde kun 39 år gammel. Han efterlader sig sin kone og 3 børn. Så varmen kom også med en tristhed, der kunne mærkes overalt i det danske heavy metalmiljø. Støttearrangementet i Pumpehuset d. 14. januar havde med alt tydelighed vist hvor elsket Lund var og er. Det er et stort tab for scenen som helhed og i særdeleshed for hans nære og kære. Hvad gør man med sorgen, som mange må stå tilbage med?
Min lørdag havde længe haft The Savage Rose på programmet. Efter at have set dem i år i Store Vega med min far og på Gimle med min kæreste (ganske vist kom vi lidt for sent) skulle jeg nu opleve dem alene i helt nye rammer. Jeg har anmeldt dem i Store Vega i 2024 og Det Kongelige Teater i 2025. I DR Koncerthusets rammer sad jeg nu klar.
The Savage Rose
Scenen er dekoreret med et stort rødt forhæng bagved musikerne. I midten af gulvet er instrumenterne og forstærkerne, hvorpå der hænger en simpel lyskæde og Palæstinas flag. Der er proppet i salen, mest af et ældre publikum og en pensionist i sit stiveste puds er fornøjet over at jeg i min unge alder (af 34 år) er så vild med The Savage Rose.
Annisette Koppel (vokal), Naja Rosa Koppel (kor), Amina Carsce (kor), Frank Hasselstrøm (keys, horn), Nikolaj Torp (hammond-orgel), Jacob Haubjerg (bas), Anders Holm (trommer) og Las Nissen (guitar) er et af mine absolutte favoritorkestre med et bagkatalog af udødelige sange og da lyset slukkes holder jeg helt vejret. “For You Love” fra For Your Love (2001), “Screams of Captured Birds” fra Wild Child (1973) og “Dear Little Mother” fra Refugee (1971) hvor vi til sidst synger melodien sammen imens instrumenterne forstummer, fremføres af gruppen med deres helt unikke flair. Kombination af blues rock, psychedelic rock og progressive rock er sammenspillet til perfektion med Annisette som nexus-punkt gør hun den som en imponerende soulmama, der gang på gang besidder en vokal med mere sjæl end nogen anden i kongeriget. Fra blide toner der får en til at lukke øjnene som i meditation over til kraftfulde skrig, der viser en bastant dimension af vildskab hos The Savage Rose. I en alder af 77 år danser kvinden i centrum rundt om sig selv i bare fødder på et tæppe som en udødelig påmindelse om udholdenhed og inspirerende handlinger.
For her går budskabet hånd i hånd med de dynamiske instrumenter. Annisette fortæller om at hun har haft en snak med en spirende blomst og at det er tid til at give foråret en chance. Med sin sædvanlige beroligende aura er hendes historier altid dejlige at lytte til. Men det er også en svær tid, hvor bomberne regner ned i verden og vi får at vide at det er nu vi skal vælge imellem lys og mørke, had og kærlighed, liv og død. Hvis man ikke var bevidst om det før, så kan man ikke lukke øjnene og bare slukke for nyhederne permanent. Man kan ikke gå fra en koncert med The Savage Rose og ikke have lyst til at gøre verden til et bedre sted for sine medmennesker. Naja og Amina synger smukt og går i skøn symbiose med Annisette. Og så får de to kor kvinder os til at klappe i takt flere gange. Selv om vi sidder ned, er der en stor folkelig stemning herinde og vi bliver transporteret direkte tilbage til make love not war-tiderne. Hvor jeg sidder er lyden knivskarp og tydelig. Alt fra harmonika, trompet og tamburin går klar igennem.
“I Hear Them Coming” fra Universal Daughter (2007) er som et kampråb om at stå imod fascismen og Nissen leverer en særdeles lækker solo i netop dette nummer. Intet ondt ord om Sanne Salomonsen, men “The Messenger” fra Love and Freedom (2001) og “Black Angel” fra Black Angel (1995) cementerer, at Annisette er den sande rock dronning i Danmark, fyldt af kinetisk energi! Holm på trommer er særdeles levende og oppe at stå på sine tønder og hype salen. Sangerinden adresserer os igen og fortæller om dengang hun højgravid besøgte Sydlibanon i 1980. Hvordan hun spillede med sin mand Thomas Koppel (1944-2006) og deres daværende trommeslager for familierne dernede. Hvordan der var flere hundrede forældreløse børn, om de unge mænd, der passede på deres små søskende. Hvordan de skrev sange og drømte om en bedre fremtid. Når man ser den humanitære tragedie i Palæstina som følge af Israels fortsatte folkemord, så er det mere relevant end nogensinde at huske på sin medmenneskelighed. Vi får “Palæstinas Sang” fra En Vugge Af Stål (1982) og jeg sidder helt med en klump i halsen. I de store tragedier og den indre smerte er det her musik, der tager dig i hånden og løfter dig op på benene igen.
Da deres cover af “Kringsat Af Fjender” af Nordahl Grieg lukker af, og vi alle synger med, er det med en følelse af håb selv imod de sværeste odds. Det bringer mine tanker tilbage til Lund. Han egen filosofi om sorg var at “Vi har kun dette live at leve, og sorg er ikke en hæmsko, eller en følelse, der skal behandles eller fjernes – den er et livsvilkår, der eksistere som prisen for vores relationalitet og som samtidig skærer enhver relation over”. Han nægtede at give op og hans liv er et eksempel på at stå fast og fortsætte selv når man stirrer den uundgåelige afslutning i øjnene. Jeg kendte ham ikke selv personligt, men han har sat noget i gang i mig, intet desto mindre. Sådan er det med nogle mennesker og jeg kan ikke lade være med at mærke visse paralleller i aften, selv om Kollapse og Annisette og co. ikke kunne være fjernere fra hinanden musikalsk. Det er når kunst rører mere end bare ens trommehinder, men også hjertet.
The Savage Rose bukker til alle sider i salen og vi rejser os og sender et kæmpe bifald imod bandet. Som jeg går ud i forårsnatten er det med en tro på, at selv i mørket og i håbløsheden eksisterer muligheden for fred i vores egen sjæl i samvær med dem vi ikke kender i denne voldsomme og svære samt vidunderlige og kærlige verden. Sådan kan man genfinde, om ikke andet så kun for en stund, mening i tilværelsen. Jeg håber at andre kan mærke det samme og sender alt min omsorg til dem der har brug for det.
