Anmeldelse af: The Savage Rose – Wild Child Tour, d. 24.05.24 i Store VEGA, Kbh.

Det er med historiens største musikalske vingesus, at vi fejrer ét af de mest betydningsfulde orkestre i Danmark på Vesterbro.

Foto: Gabriel Rasmussen

The Savage Rose. Kender man ikke dette navn og den gigantiske betydning, de har haft for ikke kun rock, men også jazz, psykedelisk og blues, så skal man tilbage på musikskolen. Men for de uindviede kommer her et lille resumé. 

Bandet blev dannet tilbage i 1967 af brødrene Anders og Thomas Koppel (piano, cembalo) og trommeslager, Alex Riel. De slog sig sammen med Dandy Swingers, hvor de fik bassisten, Jens Rugsted, guitarist, Flemming Ostermann, og sidst, men ikke mindst, sangerinde Annisette Hansen.

I 1968 debuterede de med pladen, The Savage Rose, på pladeselskabet Polydor. Skiven var produceret af ingen ringere end Johnny Reimar. Gruppen fik hurtig international opmærksomhed med sin blanding af freejazz, pop-rock og virtuost klassisk mellemspil. De blev endda tilbudt en pladekontrakt hos det store amerikanske pladeselskab RCA, men det krævede, at de rejste til Vietnam og optrådte for de amerikanske soldater.
Bandet var store modstandere af Vietnamkrigen og en integreret del af “make love not war”-generationen, så de takkede nej til denne banebrydende mulighed for et kæmpe globalt gennembrud. 

Her kommer vi til noget, der aldrig har kunne skilles ad fra musikken hos The Savage Rose, og det er deres politiske ideologi. Musikerne har en humanistisk agenda og et filosofisk livssyn, der er kompromisløst. Dette har muligvis lukket et par døre igennem årerne, men også givet orkestret en stor integritet. De har derfor også spillet til velgørenhedskoncerter og politiske arrangementer hele deres karriere og været en stor del af græsrodsbevægelserne i 70’erne.

Første gang, jeg så The Savage Rose, var til den gratis endagsfestival, Dignity Day i 2017 i Kongens Have. Arrangementet var stablet på benene af Dansk Institut Mod Tortur. De har spillet i det krigshærgede Libanon i 1980, hvor de besøgte palæstinensiske flygtningelejre. Dengang var Annisette gravid med datteren Naja Rosa Koppel (der synger kor i gruppen).
Annisette dannede et livslangt romantisk forhold og musikalsk partnerskab med Thomas Koppel, indtil dennes død i 2006. Bandet har siden da fortsat med en skiftende besætning og udgivet flere albums, allersenest den roste Homeless (2017).

Vil man vide mere, kan man med fordel se dokumentaren Annisette – Rebel For Livet: The Savage Rose (2024). Den er i fire dele og ligger lige nu gratis på DRTV. Eller læse bogen Ild og Frihed (2018). De er i øjeblikket på jubilæumsturné for albumklassikeren Wild Child (1973), der fylder 50 år. 

Alle shows har været udsolgt, og nu skal Annisette Koppel (vokal), Naja Rosa Koppel (kor), Amina Omar Carsce (kor), Las Nissen (guitar), Frank Hasselstrøm (blæsere, keys), Nikolaj Torp (hammond, keys), Jacob Haubjerg (bas) og Anders Holm (trommer) lægge Store VEGA ned og forene generationerne samt atter vise, hvorfor de har været med til at forme store dele af den danske musikscene i årtier. Da jeg sidst så gruppen, var det i selvsamme sal i 2020. Ville de fortrylle mig som sidst?

Der er ikke noget hegn foran scenen i aften, så publikum har mulighed for at komme helt foran. I aften består gæsterne af mange af dem, der aldersmæssigt helt sikkert er vokset op med The Savage Rose, men også den yngre generation er til stede. Der er en fredelig og hyggelig stemning i salen. Vi har taget sommeren med ind i Store VEGA.

Rødt, grønt og hvidt lys oplyser scenen, da bandet går på kun få minutter forsinket. En ung dreng med trompet indleder koncerten, og bandet svælger derefter i piano, harmonika samt de klassiske instrumenter. Hovedpersonen, legenden selv, Annisette Koppel, står barfodet på et tæppe midt på scenen i hvid kjole. Den spinkle gamle kvinde på 75 år stråler af en sjælden livslyst, som hun svajer, danser og snurrer rundt om sig selv med armene udstrakt. 

Hendes store stemme har intet mistet af sin kraft, og man må imponeret stå og høre hende veksle imellem hvisken, blid sang, fugleskrig og gospeltoner, som ingen anden kan mestre end hende. Ganske simpelt unikt. 

Carsce og Rosa Koppel leverer et vitalt kor til sangene og lever sig fuldt ind i deres optræden med smil og dans. Det hele emmer af livets glæde. Vi får “Byen Vågner” fra det instrumentale Dødens Triumf (1972). Albummet blev i sin tid skrevet til balletten af samme navn af Flemming Flindt, baseret på Eugéne Ionescos skuespil Jeux De Massacre. Pianoet er i topform med masser af sjæl i hver eneste tangent. 

“Vi siger ‘nej tak’ til krig og ‘ja tak’ til den fred vi alle ønsker” siger Anisette fra scenen. Hos mange andre kunne talerne om fællesskab og næstekærlighed fremstå prætentiøst.
Men når Annisette Koppel, der har levet et helt liv efter disse idealer, fortæller os om drømmen for en bedre verden, så rører det noget helt særligt inde i mig. Jeg får ganske simpelt lyst til at blive et bedre menneske. Jeg tror på hende. 

At lytte til sange som den soulprægede “Black Angel” og ømme “Your Daily Gift” er både skrøbeligt og utrolig kraftfuldt. Guidet af Annisettes varierende og fængende stemme er det som at lege i buskadset i et barndomsliv, jeg næsten har glemt. 

Det er fortryllende og smukt. Naturligvis skal vi have “Wild Child”; det er et nummer, der i sandhed ville sætte enhver sanger på prøve. 

Den lille kvinde med den store stemme overkommer dette i vanlig indlevende og ærlig facon. De høje toner sender kuldegysninger gennem mig. Det er sjældent, at jeg får sådanne stærke følelser

Der bliver klappet og danset her og der, de fleste står dog mest stille og holder om deres kære eller lader sig tage i hånden musikalsk og føre ind i det uendelige rosebuskads. Der hersker en fælles forståelse herinde om, at vi trækker vejret roligt ind og stoler på hinanden. 

“The Messenger” fra Love and Freedom (2012) er som en storm af musik, hvor guitaren tager sig af de fine detaljer, imens forsangerinden synger, som gjaldt det livet. Vi får en længere historie om rejsen i 1980, hvor Annisette fortæller om den modtagelse, bandet fik i Palæstina, og hvordan en lille pige gav hende en blomst. Måske den sidste i det ødelagte område. En rørende fortælling.

Anne Marie Helger har beskrevet hende som en samvittighedskunstner. Kan noget være mere rammende? “Freedom To Love” omdanner salen til noget helt spirituelt. “WHAT DO YOU ALL NEED, LOVE FREEDOM AND PEACE!” råber Koppel. Kan man stå her og ikke føle, at det naturligvis er svaret på det hele sammen med den bedste sangerinde i landet? 

Til sidst synger vi alle med på “Leve Palæstina” fra Ild og Frihed (1980). Det er en folkefest, som kun The Savage Rose kan samle. Det var en stor oplevelse at tro på noget større sammen med Annisette Koppel og resten af bandet. At mærke at der måske er en mening med det hele.

Vi fik en dag i dag og måske får vi også én i morgen, som det blev sagt fra scenen.