Fort Minor, Pumpehuset, 26. august 2015
Når Hip-Hop endelig skal leveres til mit favør, er det herligt, at det kommer fra en kompetent musiker med noget på hjertet – desværre bare for kort og i et drivhus
Mike Shinoda er om nogen inkarnationen af verdensfænomenet Linkin Park. Han er rapper, DJ, sanger, guitarist og har lagt grundstenene til det forhenværende Nü-Metal nu rock/synth-band ved navn Linkin Park. Længe havde han et ønske om at udforske sine Hip-Hop-rødder og etablerede derfor Fort Minor, som i 2005 udgav debut- og hidtil eneste – album “The Rising Tied”.
Derfor var det forståeligt at se hovedsageligt overtatoverede, nogle svært pumpede, mennesker lave kø foran det københavnske spillested Pumpehuset til en forholdsvis eksklusiv koncert i Danmark. For Fort Minor har ikke den store nyhedsværdi udover en nylig single ved navn “Welcome”, som er noget af en svagpisser i nærværende anmelders optik.
Derfor var det hovedsageligt Linkin Park fans og Hip-Hop-nørder, der havde gjort stand foran Pumpehuset, som selv inden koncertstart vitterligt burde omdøbes til PumpeDrivhuset. Vi var flere, der kogte af sved og var drivvåde i et ikke særligt mennesketæt område på øverste etage af Pumpehuset – og det var før koncertstart.
At hovednavnet – med heldigt fravær af opvarmning i denne danske pendant til en amazonjungle i midten af Sahara – så overskred det akademiske kvarter med 10 minutter, gjorde, at publikum indtog væske, som var de inde i den 20. time af en døgnlang White Sensation-koncert.
Men da vores fyrste Shinoda endelig fandt vej til den blot to computere og en enkelt guitar bemandet scene, var euforien ikke til at stoppe over, at danskerne endelig fik set deres helts sideprojekt.
Hvor blev du af?
Han lagde fra land med den pumpende “Petrified”, der cementerede, at Mike var kommet alene uden baggrunds call-and-respond rappere som supplement. Nej, mesteren kan selv.
Allerede kort inde i settet blev vi trakteret med en semi-Linkin Park sang i form af den gamle “It’s Goin’ Down’” hvor den nu afdøde guitarist og sanger fra Static-S, Wayne Static, plejede at spille guitar til. Mellem hvert nummer fik vi også lige lidt historie om Fort Minor, LP og Mikes musiske interesse generelt. Uden der heldigvis gik historietime i den.
Vi fik “Believe Me” og “In Stereo” bare for at nævne et fåtal af sange, og fraset visse DJ’s i branchen blev der spillet live(!) musik af Mike på guitar, mens han samtidig bestyrede sin mixerpult og lege med numrene undervejs.
Det helt store personlige højdepunkt var dog, da han spillede sangen “Kenji” om sin families baggrund. En tydeligt bevæget Mike Shinoda delte personligt ud af historier og lagde mærke til de mindste ting hos publikum i den ellers ret så mørke og sveddryppende sal. Sveddryppende kan her sammenlignes med en isgrotte i Arktis, bare for at underdrive.
Ligesom denne her gamle heavy-rotte havde lært det basale i at kaste håndtegn til “Remeber the Name”, blev butikken ellers lukket og pakket ned, og kun et kort “Tak” ledsagede Mikes exit. Publikum ville i deres gennemblødthed have mere. Men der var ingen barmhjertighed.
Derfor kan jeg trods en mødom taget til Hip-Hop musik på sublim vis ikke forvandle mine håndtegn til flere horn. Javel, manden har immervæk kun ét album at gøre godt med, men et gigantisk bagkatalog med Linkin Park (som han da heldigvis også udnyttede lidt) at gøre godt med, kunne han sagtens have gjort mere.
