Da de inficerede sår eksploderede med snask

Anmeldelse/reportage af Extremely Rotten Death Fest 2026, d. 12.06.26 i Amager Bio

I Amager Bio var det et rent overflødighedshorn for gore-eksperterne.

Foto: Matilde Bresciani

Sorte skyer trak ind over hovedstadsområdet og en kraftig kølig vind havde sneget sig ind som en banshees kløer, der ikke ville lade sommeren få fodfæste. Denne lidt pludselig vejr ændring med truslen om regn fik mig til at glædes over at festivalen foregik inden for. Og med et slet skjult smil syntes jeg jo at det i og for sig passer meget godt til netop den line-up der skal destruere Amager Bio. Om torsdagen på BETA havde det udelukkende været danske bands, men på denne fredag var også de udenlandske bookinger trådt i det mugne arbejdstøj. Jeg selv havde iført mig min Visions of Disfigurement long sleeve og trådte ind i mørket klar til fæle oplevelser.

Necropsy Odor: Kl. 16:00

Der er samlet en fin flok til Miketician (bas, vokal), Jaundice Frostbite (trommer, vokal) og Cemattery Rose (guitar, vokal). Jeg har set trekløveret fra Californien før til Extremely Rotten Death Metal Vol. 29 i 2025 på BETA. Dengang havde de præsteret en ganske udmærket koncert. At åbne enhver festival er altid lidt af en opgave og det er sikkert første gang flere af disse bands står på så stor en scene som i Amager Bio. Men det bliver enormt spændende at se musik som dette med langt mere plads til at udfolde sig end sædvanlig.

Bagtæppet bliver oplyst med logoerne for de bands der skal optræde og så kastes vi ud i et arrigt miks af grindcore og death metal. Der er forbandet meget tyngde i setlisten og det er så gulvet ryster under mine fødder. Miketician har nogle korte skingre skrig og growler også, men lige her drukner denne del af hans vokal, der burde være skruet lidt op for ham på dette punkt. Hans bas spil er til gengæld fejlfrit. Cemmatery Rose tager også tilgangen at synge helt nede fra maven af, og hans stemme går lidt klarere igennem oppe foran hvor jeg står. Det er drabeligt og man kan levende fornemme de vamle emner der synges om når vi får fornøjelsen af hele deres demo Tales From the Tepid Cavity (2021). Der er intet hegn og det er fedt at kunne komme helt tæt på. Der sker ikke meget i form af bevægelse udover lidt headbanging fra Miketician, men dette er ikke nødvendigvis en dealbreaker.

Hvor gyserfilmen rigtig knækker for Necropsy Odor i denne omgang er desværre med teknikken. De ellers gode hektiske shotgun trommerne gør ikke Frostbite nogen tjenester og også bassen driller. Dette sker så ofte at det sætter en dum stopper for det momentum der ellers opstår til “Patrick Humphery”, “Impaled By Tree”, Degreaser Bath” og “Head Shredded”. For de korte sange (den længste er på lige over 2 minutter) har helt bestemt en gennemslagskraft, så det er ikke musikken der er svag. Men bandet er naturligvis påvirket, og da Frostbite taber sin telefon, der skal afspille et lydklip, bander han højlydt. På et nyt nummer kommer 2 gæstesangere ind, men de tilføjer som sådan ikke nogen ekstrem vokal som bandet ikke selv besidder. Der snakkes ikke til publikum, og til “Femur Toothpick” og “Cooked In Vomit” går Necropsy Oder af. Træls at et så godt band aldrig rigtig kom ud af starthullerne. Havde man tacklet de mange ufrivillige stop med lidt morbid humor i stedet for frustreret akavet stilhed, havde det måske reddet en smule mere af oplevelsen?

Blisterous: Kl. 17:00

Videre til Finland, dannet i 2023 spiller Voltti Laakkonen (bas), Ossi Romppanen (trommer), Jusa Janhonen (guitar) og Riku Ryynänen (vokal) goregrind death metal, ja der tegner sig et mønster her, kære læser. Vi tager dog et nøk opad, for Blisterous har satme krudt i røven. Ryynänens har en bøvsende og gurglende stemme, der lyder som slam fra et uge gammelt uvasket festival toilet. Han springer rundt og udnytter den megen plads til at kaste sin nakke og hår over det hele og gæsterne inklusiv mig selv er mere end glade. Vi får “Brain Bloat” fra Promo Tape 26′ (2026) og “Vertical Trauma Haematuria” fra deres Grotesque Prosecution (2025) – EP og vi lapper det i os som zombier slubrer hjernemasse. Vi adresseres ikke, men der foregår så meget på scenen at det ikke gør noget, musikken ikke så meget taler for sig selv som den direkte kaster op på os. Skønt. Og der kommer flere og flere folk ind i salen.

Numrene er groovy som to kranier, der skurrer mod hinanden og har en god mængde old school elementer over sig. Dette gør at materiale som “Neurocysticercosis”, “Hypodermal Desquamation”, “Haemotoxic Puncture”, “Spongform Prion Disease” og “Cerebrivore” er lidt mere ligeud af landevejen når det kommer til denne form for metal. Det skal ikke være overkompliceret med Blisterous vi skal bare smække med ryghvirvlerne og det lykkes fortrinligt. Det er slimet med en stor no fucks given-attitude og vi bliver nærmest tromlet ned af de sprøde mutationer i “Embryotomy” og “Meningeal Granuloma”. Der var knald på fra start til slut, og jeg følte, at fredagen for alvor var blevet sparket i gang. Blisterous må gerne skynde sig tilbage til Danmark!

Torture Rack: Kl. 18:00

Vi skal tilbage til Amerika med Seth (trommer), Jason (vokal, bas) og Tony (guitar). Bandet fra Oregon, der blev dannet i 2012 spiller en mere straight up version af death metal som fandens grimme tip tip oldemor lavede den. Med armbånd og guitar remme fyldt med pigge kommer de ind med frådende surhed og et growl helt nede fra mavesækken. Det er en vel ernæret frastødende diskografi vi får lov at underholdes af når “Found In Feces” fra Malefic Humiliation (2018) og “Stairway To the Stench” fra gruppens Pit of Limbs (2021) – EP buldrer derudaf med fortællinger om smerte og stinkende kropsåbninger. Der kommer gang i folk foran scenen og sørme om ikke pitten begynder at bevæge sig. De 3 musikere har da også et næsten bersærker agtig blik i øjnene og særligt Jason kommanderer med sin tilstedeværelse til mere aktivitet på gulvet imens at Tony leverer den ene badass Slayer solo efter den anden. Noget knas med trommerne, der skal fikses med gaffatape, tager heldigvis ikke pusten fra Torture Killer.

Således er “Mace Face”, “Apocalyptic Wrath of the Undead”, “Masked In Leeches” og “Decrepit Funeral Home” et blodbad og en mindre circle pit tager form. Det er altså ikke så ofte at det sker til ERDM og nogle råber endda bandets navn i kor. Som med alle andre artister på festivalen er lyset begrænset til mest grønt og rødt, men det skaber nu engang også følelsen af en lukket grotte for glade lig gnasker. Seth spiller på sine trommer så det føles som missiler og flere gange går musikken over i rent march så det er umådeligt svært at stå stille til “Fucked By Death” fra Primeval Onslaught (2023) og de efterfølgende “Sentenced To Gang Rape”, “Beheaded For Bloodbath” og “Chamber of Morbidity”. Det blev en mindre massakre, og Torture Killer sørgede uden tøven for at troen på dagens bookinger blev så rigeligt belønnet.

Noget der er skønt ved sammensætningen af dagens program er at der er fin tid imellem hvert band til at ryge, spise eller få noget at drikke. Der er intet hastværk. Det betyder også at hver gruppe ikke nødvendigvis spiller lange headliner set, selv de mere populære indslag, men når dagen er proppet med den ene gren af drab og lemlæstelser efter den anden så gør det faktisk ikke noget og det får det hele til både at virke og føles mere overskueligt.

Mortal Wound: Kl. 19:00

Siden 2018 har de fem herrer fra Californien gjort sig i death metal med lidt teknisk flair. Da Mathias (bas), Peter (guitar), Sam (vokal), Delvin Baldwin (trommer) og Rick Kissel (guitar) går på er det med ordene fra Sam “this is about having sex with a dead body, its called Found Dead In A Bush”. Så er bunden ligesom lagt med pervers maner. Der er flere aspekter hos Mortal Wound at lytte til og de har helt klart også flest melodier, så mange der nu kan være når vi taler om lige præcis denne her hæslige bastard af heavy. Guitaren fra Peter og Kissel har flere gode skift mht. rytmer + tempo og det hele er knivskarpt og gennemarbejdet. Soloerne snurrer som en klinge i hulkende ofre og jeg smiler som en tosse. Sam har en gryntende stemme der kunne høre hjemme i slam-genren og jeg er med det samme fan af hans gustne lyde.

Der er en del fjollede og overdrevne lydklip, der giver det hele en god makaber charme. Som med en hammer bliver vi slået i sanserne af “Grotesque Head” og “Burning Sulphur” fra Forms of Unreasoning Fear demoen fra 2018 + “Less Than Man” fra deres 2020 Split med Gutless der introduceres med “this is a song about getting your ass kicked”. Det er dynamisk som ind i helvede imens at den væmmelige og nådesløse sangskrivning fastholdes som en dødbringende feber. Der er masser af horn i vejret fra publikums side af og det er mere end fortjent for Mortal Wound har fat i en psykotisk god formular med “Born Again Hard” og “Drug Filled Grave” fra The Anus of the World (2024). Da det slutter, smider jeg lidt min tidligere holdning til side og ønsker mig at der lige var 3-4 numre mere. Sjældent snubler man over et band, der med så imponerende kraft straffer én, imens man kun kan råbe på flere bank som en savlende masochistisk tåbe.

Corpsessed: Kl. 20:00

Sidst jeg så Jussi-Pekka Manner (trommer), Jyri Lustig (guitar), Matti Mäkelä (guitar, backing vokal), Niko Matilainen (vokal) og Tuomas Kulmala (bas) fra Finland var på Kill-Town Death Fest VII: The Decomposition i Pumpehuset i 2019 (har desværre ikke besøgt festivalen siden da). Så jeg glæder mig i særdeleshed til dette gensyn. Matilainen har et frygtindgydende mørkt brøl som han slentrer bistert rundt og der åbnes med “Relentless Entropy” fra Succumb To Rot (2022) der bliver fulgt op af “Paroxysmal” fra Impetus of Death (2018). Det er som at lytte til dommedag og det absolutte kaos der følger i hælene på den uundgåelige afslutning på alt liv.

Backing vokalerne kunne godt skrues op, men det er kun et lille minus i et lydbillede der er så kompromisløst at det kan forekomme overvældende. Der eksistere intet liv, håb eller frelse i “Crypt Infester”, “Nameless Cult” og “The Dagger & the Chalice” fra deres The Dagger & the Chalice (2011) – EP + “Of Desolation” fra Abysmal Thresholds (2014). Der påkaldes navnløse væsner fra verdensrummet dyb, og vi stirrer ind i bundløse dimensioner, hvor menneske racen er totalt ubetydelige i det kosmiske inferno. Få bands kan skabe en atmosfære, der i en sådan grad kan virke altødelæggende.

Der er dog lidt færre tilstede til at opleve det overdimensionerede ritual. Men næverne er i vejret fra dem, der valgte at blive. Matilainen er ikke uden humor og spørger med et glimt i øjet om vi vil høre en ny sang “all we ask in return is Greenland”. Vi var kulten, der tog imod vores dom i form af “Transcend Beyond Human” og “Massgrave” og var dette virkelig lyden af tidernes ende, så kunne det næsten ikke have været mere passende og imponerende.

Undergang: Kl. 21:00

Nu er der fyldt i salen og det er jo egentlig ikke så mærkeligt. Med D. Torturdød i front på bas og vokal flankeret af Mads Haarløv (guitar, backing vokal) og Martin Leth Andersen (bas, backing vokal) er Undergang definitionen på netop denne her form for death metal og bannerførere for ERDM. David er jo også manden bag Extremely Rotten Productions og vi kan takke ham for at denne weekend overhovedet kan finde sted. De har spillet over hele verden og nyder stor respekt både nationalt og internationalt. Sidst jeg så dem var Dødsgangen 2025. Nu står de atter på dansk jord. På live trommer har de Julian Rhea.

Da “Efter Obduktionen” fra Misantropologi (2017) som en bulldozer rammer muren af kød på gulvet, er stemningen på et højdepunkt. Det ryster os i vores grundvold når brædderne vi står på bæver til “Menneskeæder” fra Aldrig I Livet (2020) + “Mælkehvid og Gennemsigtig” og “Livløs I En Pøl Af Egne Udskillelser” fra bandets De Syv Stadier Af Fordærv (2023) – EP. Festivalens største pit opstår og folk kaster sig ind i hinanden og løber rundt, så sveden må dryppe fra fansene. Pulserende og fyldt med maddiker fremstår sange som “Ufrivillig Donation Af Vitale Organer”, “Dødskunst” og “Døden Læger Alle Sår” som den perfekte symfoni til diverse lidelser. Leth brøler højt og hans vokal blandet med Davids vamle stemme og Haraløvs growl drypper som materie inde i en betændt krop og hele tiden tager moshen til. Leth slår på sin bas samt er oppe og stå ved tromme pulten og der er en næsten decideret konkurrence mellem de 3 om hvem der kan headbange vildest. Den første crowdsurfer kommer ikke langt, men værdigt forsøg. En enkelt gut kommer op på scenen og hopper rundt i langt længere tid, end jeg havde troet at vagterne ville give ham lov til.

Tornadoen af afrevne lemmer lukker med “Død” og “Rødt Dødt Kød” og efter 18 år fremstår Undergang som et fyrtårn af frastødende kreativ succes og ERDMF tog imod dem med alt den applaus musikerne fortjener.

Gorephilia: Kl. 22:00

Jeg skal gerne indrømme at mit højre knæ fyldt med korsbåndsskader begynder at beklage sig en del. Men jeg skal lige have lidt mere med. Jeg vidste ikke at en af Finlands største eksportvare var death metal, but here we go again. Jeg har måske hørt navnet før, men det bliver mit første møde med Tami Luukkonen (bas), Jukka Aho (guitar), Kauko Kuusisalo (trommer), Pauli Gurko (guitar) og den nye mand på vokal Sami Iivonen.

Der er tyndet en del ud, men det lader ikke til at forstyrre Gorephilia der ubarmhjertigt udsætter os før “7 Gates, 7 Spheres” fra Embodiment of Death (2012) og “Tranquillity of War (Perpetual Chao Vortex)” fra deres 2018 Split med Undergang. Iivonen kan brøle som en barber smurt ind i indvolde, men hans growl fremstår for mig en smule for standard. Men point for at synge direkte ned i mikrofonen uden af cuppe den som så mange af os gør. Han gestikulerer en masse og hans tilstedeværelse kan i den grad mærkes. “Ouroboran Labyrinth” fra In the Eye of Nothing (2020) er som en blævrende klump med 1000 øjne der kommer imod os fra en eller anden Clive Barker novelle. Og alligevel på trods af de umiskendelige vilde trommer der kører som et højspændings batteri fra Kuusisalo så mangler finnerne alligevel noget i min bog for at skille sig mere ud fra mængden. Det er ikke fordi at jeg ikke kan se kvaliteterne i de forbandede numre, men jeg er måske også ved at være en smule mæt for i dag? “Abdication of the Divine” mangler på ingen måde evner og dystre kanter, men det bliver sidste runde for mig denne fredag. Derfor kunne jeg sagtens give Gorephilia en chance til, under mere friske omstændigheder. For uden egenskaber var det bestemt ikke.

Som jeg går imod bussen i regnvejr for at komme hjem til Hedehusene, misser jeg ganske vist Anatomi kl. 23:00, men det gør på ingen måde denne dag/aften dårlig. Det er så vigtigt at der findes et alternativ til Copenhell, Copenhagen Metal Fest, Aalborg Metal Festival og Viborg Metal Festival osv. (intet ondt ord om de festivaler) hvor dem der måske kan blive gnavne over “mainstream” metal kan gå hen og få noget af det mest pus befængte musik der findes. Når det så er sagt, så opfordrer jeg bestemt andre til at tjekke ERDMF ud. Det kan sikkert føles som når man skal lære et nyt sprog i starten. Men hvem ved måske finder du en orm, en tarm eller en afvigelse, der alligevel siger dit nederdrægtige jeg noget? Vi ses imorgen!