Anmeldelse/reportage fra Dødsgangen dag 2, d. 23.08.25 i Vridsløselille Statsfængsel

Dag 2 og sidste dag i festivalens historie bar præg af en smule melankolsk stemning.

Foto: Lykke Nielsen

Der er dog også et ønske om at fejre den plads som arrangementet på 3 år nåede at skabe for sig selv. Det danske metal-landskab bugner med musikevents, der har heavy metal på programmet. Findes der efterhånden en semi-stor by, der ikke har sin egen festival med tråd disse dage? 

Når det så er sagt så virker det til at Dødsgangen har haft sin helt egen gren i vores genre og med en tilknytning til Graven Tattoo, der har sin biks i et lokale bagerst på pladsen + de mange hentydninger til fængselsdomme og lette gysertemaer så vil dette sted blive savnet. 

Oven på en længere aften/nat fredag der gjorde at jeg kom sent hjem, var jeg lettere træt denne lørdag og det virkede til at de andre gæster den forgangne nat også havde givet den godt med gas. Men solen skinnede og selv om vi alle nu havde lært at kulden ville komme, så skulle det ikke lægge en dæmper på dagens fejring. 

Guttural Disgorge

Det kan godt være, at jeg på mange måder er rykket lidt væk fra den mere ekstreme metal på anlægget derhjemme. Det bliver tit spillet mere syntwave, pop, EDM og indie i stuen. Når det så endelig skal være, så er min forkærlighed for slam og pornogrind meget stor. Ja, jeg har en til tider komisk bred musiksmag. 

Disse genrer kan for selv det hærdede metalhoved være svære at sluge med dens totale mangel på respekt for alt og alle og ekstreme ønske om at skubbe grænser både visuelt og lydmæssigt. Lige præcis derfor er jeg vil med bands som Kastrated, Anal Floss Is Boss, The Dark Prison Massacre og Blastocystia. 

Slam er ikke noget vi dyrker i Danmark. Men de unge drenge i Guttural Disgorge har ændret på dette og med en tur til Wacken Open Air i år, så går det stærkt for gruppen fra Aarhus. Sidste gang jeg lavede hammer bevægelser til dem, var i Lille Vega i februar og jeg glæder mig til endnu en tur i manegen. 

Rikke List læser op hvad bandet er dømt for her i fængslet og som det er med slam er der nogle ret interessante titler som “Necro Incest” og “Public Penis Torture”.

En smule forsinket går bandet på. Der mangler måske lidt mere gåpåmod, det virker ikke helt som om at de rigtig vil være her til at starte med som der semi-dovent luntes ind. Heldigvis kommer de efter det, og særligt Anton Theilade (vokal) har oppet sine pigsquels og hans teknik er en fryd at lytte til. Dog driller lyden atter. Jeg får personligt gang i de helt store stomps og armbevægelser, men her til eftermiddag går musikken ikke helt ind til at begynde med.

Det er naturligt at åbningstjansen kan være lidt hård, men Guttural Disgorge kunne måske også gøre mere for at få etableret en kontakt til gæsterne. Det lykkes heldigvis længere inde i deres set at få gang i pitten og en wall of death. Publikum skulle vist også lige ryste de værste tømmermænd af sig. 

Der kan til gengæld ikke sættes en finger på samspillet mellem Ludvig Van Norte (guitar), Christian Schneider (bas), Anton Hansen (trommer) og Asger Højgaard (guitar). 

Musikken er dum og overdrevet sjov, præcis som det skal være. Der er ikke de store dikkedarer her og numre som “First Degree Murder” og “Trailer Park Footjob” begge fra First Degree Murder (2025), rammer lige ned i mit ulækre behov for grænseoverskridende adfærd. 

Der opstår et mellemlangt teknisk problem. Den slags er jo ærgerligt, men der er ikke så meget at gøre. Guttural Disgorge vender tilbage ved at lave endnu en wall of death og takker af med afgrundsdyb brutal deathmetal.

Der skal stadig mere sceneerfaring til for at få dem helt op i de store ligaer, men de er på vej dertil med kometfart i øjeblikket.

Eyes

Oven på deres magtdemonstration på Copenhell i år sammen med Syl på Pandæmonium-scenen og deres nye album SPINNER (2025) + en tour med legenderne i Integrity, der blandt andet bragte dem forbi Spillestedet Stengade er Eyes på toppen. De er nogle af lederne af hardcorescenen herjemme af åbenlyse grunde og nu skal de nakke Albertslund. 

Da der åbnes med “Congratulations!” fra Congratulations (2023) så startes en lille pit næsten med det samme. Når Eyes går på, forventer folk en helt særlig form for vildskab og det lader til at Victor Kaas (vokal), Rasmus Furbo (guitar), Søren Bomand (guitar), Ken Bendtsen (bas) og Simon Djurhuus (trommer) har tænkt sig at leve op til deres eget ry. 

Selv om vinden er en drillepind igen, oplever jeg at bandet bryder igennem vejret og som Kaas tramper rundt på scenen som et vildt dyr med grimasser der passer så følger fansene efter. Når københavnerne får låst sig fast med deres unikke lyd, er det næsten umuligt ikke at kaste sig rundt.

“Vis mig i kan two-steppe” råber Kaas og som sagt så gjort, imens jeg rykker mig tættere på den nu aggressive moshpit der har fået sit helt eget liv, imens “Surf” fra Underperformer (2020) sikrer festen for alle. 

Gruppen kultiverede deres egen uorden + virvar, og da koncerten sluttede, var det som om, dagen for alvor var startet.

Undergang

En institution på den internationale undergrundsdeath metalscene. Intet mindre og til lyden af piano og babygråd lukker en skøn skæbnesvanger stemning sig om os alle. Jeg har ikke været i selskab med A. Dødshjælp (trommer), D. Torturdød (vokal guitar), Mads Haarløv (lead guitar, backing vokal) og Martin Leth Andersen (bas, backing vokal) siden sidste sommer på BETA. Det er godt at der nu gøres noget ved denne lille forseelse. 

Vi bliver tvunget ned i den sædvanlige gryde af råddenskab og smertefuld fordærv. På denne, større scene står musikerne og ser om muligt endnu mere bistre ud end sædvanlig. Særligt Andersen, der ellers er kendt fra Strychnos, kommer godt ud over scenen med blottede tænder, masser af headbanging, og en mere åbent brøl, der ledsager Torturdøds kloak stemme fænomenalt. 

Forsangeren trækker sin umenneskelige stemme helt op fra nosserne i en sådan grad, at min ven, der ikke har set Undergang før både griner og står imponeret med åben mund. Det er en uhensigtsmæssig musikalsk vold, og flere misfostrer fødes for derefter at trænge ind i vores ører. 

Københavnerne er ikke til at stoppe og selvom det er en længere koncert, så må man bøje sig i støvet for det galoperende materiale. “Lige et par stykker mere?” bliver vi spurgt. Jamen, tak som byder. Vi bliver præsenteret for en ny sang, men jeg kan ikke høre titlen, særligt når den growles så uforstående smukt. 

Det kan ikke understreges nok, hvor unikke Undergang formår at være i et helvede pakket med death metalbands og de stod ud som en af de bedste oplevelser på Dødsgagen 2025. Som et kadaver, der i forrådnelsesprocessen kun bliver mere og mere klamt/bedre og bedre. 

Nyredolk

Siden 2018 har de maskerede og anonyme crust black metallere sparket døren ind til den danske scene med en selvdestruktiv ukuelig tilgang. Jeg så deres debutshow på Loppen i 2019 med Slægt og Demon Head, hvor jeg næsten fik en lampe i nakken og min ven fik en guitar i ansigtet. Forsangerens bodyslam åbningsstunt på Metal Magic 2019 gjorde intet for at mindske ryet om at det at tage til en koncert med denne her gruppe i den grad var på eget ansvar.

Ligeledes deres show i Pumpehusets lille sal med Stikkersvin og St. Digue i 2023. Til releasefesten for debutalbummet Barndommens Hjem (2025) med Ædel Fetich og Blodstorm i februar var de værste blodsudgydelser skruet lidt ned, men de fik cementeret at de nu var et uundgåeligt navn i musikindustrien.

Så hvor ville denne min sjette oplevelse med dem lande henne? Det er mere end passende, at det er ved at blive aften, da Nyredolk ankommer i sorte skimasker. Deres forsanger i sin hvide snavsede bøddel sæk spilder ikke tiden og hopper ud til hegnet og crodsurfer/skubber sig frem til gæsterne. Bandet har bevaret en del af den uforudsigelighed, der gør deres optræden så dragende og stadig farlig. 

Den forvrængede stemme brøler sine smerte ud over os, og når der skiftes til en mere ren sang, så er det klagende toner, der omfavner os. Musikken fra fuldlængden har taget en langt mere melodisk retning som klæder bandet. Dette betyder ikke at de har ofret den lidende dødsforagt de alle dage har været synonym med. Den råbende og smertende afmagt blandet med en vokalist, der ustyrligt er alle vegne er fascinerende at være med til. 

For dem der ikke har oplevet det her før, må det være noget af en øjenåbner, at der findes så vilde kunstnere. Med Nyredolk føles det altid autentisk på grænsen til at gå galt, og man bekymrer sig helt over, hvor vi bevæger os hen på denne depressive færd.

Ligesom vi er ved at nå et cresendo af foruroligende ofringer, så ryger vokalen. Deres sanger har også udsat kablet for så halsbrækkende stunts, at det næsten måtte ske. Det tilføjer til den punkede tilgang som Nyredolk dyrker, men det er også en skam at det ikke bliver fikset igen. Således må vi gå de sidste par sange uden growl. 

Bødlen veksler imellem at hoppe ned og hype pitten og gå lidt formålsløst rundt om sine bandmedlemmer indtil showet slutter. Vi var så tæt på noget næsten unikt, men teknikken tog sit luns kød inden da. 

Til sidst bliver alle guitarer smadret af bandet, og de forsvinder i vanlig protest uden et farvel. 

Selv med den uheldige teknik, så tog Nyredolk atter kegler, opmærksomhed og skrammer med sig og alle os andre fik os et tankevækkende og ligeledes ondsindet sanseindtryk der sidder i os endnu og vil gøre det i lang tid.

Decapitated

Du kan ikke sige polsk metal uden at sige Decapitated, og du kan slet ikke sige Decapitated uden at nævne hvor toneangivende de har været inden for technical death metal i årevis siden dannelsene i 1996 og debutalbummet Winds of Creation (2000) da de alle blot var teenagere! 

Der er sket meget i årtierne siden dengang og anno 2025 består bandet af Waclaw “Vogg” Kieltyka (guitar og eneste oprindelige medlem), Pawel Pasek (bas) og James Stewart (trommer) samt Eemeli Bodde (vokal), der for nyligt har overtaget tjansen fra mangeårige sanger Rafal “Rasta” Piotrowski. 

Det er blevet til to koncerter for mig med polakkerne. På Slag-Town Slays 2022 og på Viborg Metal Festival 2023. Jeg husker stadig da jeg lyttede til Organic Hallucinations (2006) og var skudt i deres lyd. De har nu den store ære at være det sidste band nogensinde til at spille på Dødsgangen. 

At starte med at spille hele “War Pigs” fra Black Sabbaths Paranoid (1970) for at hylde Ozzy Osbourne og the godfathers of heavy metal er uanset hvad en sund start på det hele og der synges med selv om det atter er ret køligt. 

“Earth Scar” fra Anticult (2017) og “The Blasphemous Psalms To the Dummy God Creation” fra Blood Mantra (2014) åbner showet og Decapitated er overdrevne fede lige fra start. Stewart rammer sine tønder med en sådan præcision og hastighed, at det virker helt umenneskeligt. Bodde er på alle måder en opgradering over Rasta, der godt kunne være temmelig endimensionel i sin stemme.

Bodde har en imponerende bred spændvidde lige fra høje skrig til dybe growls, hæse råb og sørme også en ren stemme der ikke er helt skidt. Det organ han ejer vil forny Decapitated i årevis. Soloerne fra Vogg er de bedste der er blevet eksekveret de her to dage og det tekniske aspekt er ærefrygtindgydende imponerende. 

Det føles ikke som ren blær når “Last Supper” fra Cancer Culture (2022) og min favorit “A Poem About An Old Prison Man” fra Organic Hallucinations (2006) bliver spillet, men som kalkuleret adrenalin-død med sans for melodi inde bag den drabelige maskine. Bodde har en superb publikumskontakt, men det føles til at starte med som om at denne koncert er i fare for at ende som en fuser.

For kulde og trætheden er mærkbar og jeg frygter at den magtdemonstration vi er vidner til vil klinge hult overfor de udmattede gæster. Men dette er ikke et hvilket som helst band. Jeg har set headlinere der ville have kørt den på rutinen oven på en sådan modtagelse og skynde sig videre. Men ikke Decapitated, næ nej.

Med “Just A Cigarette”, “Three Dimensional Effect”, “Names” og “Spheres of Madness” kæmper polakkerne videre med en stålsat vilje og formår at trække op til svedende moshpits samt intense wall of deaths. Jeg må først smide min jakke og så Anal Grind t-shirten og hopppe ind i vorteksen af kroppe der nu er med på at danse. Det er længe siden jeg har set nogle ændre stemningen så radikalt. 

Lyden forsvinder fra mikrofonen i en kort pause og jeg frygter der værste lige som løjerne endelig var gået igang, men den vender tilbage og gruppen får via en beundringsværdig arbejds sejr lukket Dødsgange 2025 med bravour som kun få kan. Brølet og bifaldet er højt og “Kill the Cult”, “Suicidal Space Programme” samt “Iconoclast” hiver den sidste energi ud af os. Selvom flere har vendt snuden hjem, så var vi der blev en del af en noget nær perfekt magisk begivenhed.

Tak, Decapitated!

Efterskrift

Dødsgangen er nu en saga blot og som jeg går forbi gravstenen med navne på artister der har optrådt her forstår jeg efter to vidunderlige dage hvad det er for en arv de frivillige har lagt foran og bagved scenen + de arrangører der tog en chance og skabte noget der ikke lignede nogle andre festivaler. 

Der er bål ude foran Slow Burn og de sidste fans bliver hængende og mindes det hele i fællesskab.

Med nettet proppet fuld af merchandise til mig og min kæreste er der rigeligt med fysiske beviser på at dette sted eksisterede engang. Nok kunne man ønske at det havde levet videre, men ting er også smukke selv om de ikke varer ved. Deri ligger nok en endnu større gave, at man var med i de dage.

“It’s better to burn out than fade away” 

Hvil i fred Dødsgangen 2023-2025

Fotos er taget af Lykke Nielsen