Anmeldelse af Plaguemace + support, d. 13.02.25 Lille Vega

Vi er dybt inde i vintermånederne og som jeg skriver dette er sneen faldet. Men i denne uge var det varmt på Vesterbro.

Foto: Gabriel Rasmussen

Guttural Disgorge

Tilbage i de mørke COVID-år var livemusik en saga blot, og selv om der løbende kom siddende koncerter og streamingshows, så manglede den store forløsning i den grad! Hvordan man tacklede denne pandemi var vidt forskelligt, mig selv der boede på Nordvest dengang dykkede ned i en verden af slam og pornogrind. Det skete mest ved et tilfælde, men med min store forkærlighed til horror, splatter og exploitation var det jo nok bare et spørgsmål om tid. Heavy metal har altid afsøgt grænserne for ekstrem kunst, men med de 2 førnævnte undergenrer er vi ude i en helt særlig form for underholdning som man skal have en vis smag eller mangel på samme for at nyde. Både tekster, musik og særligt artworket trykker på nogle voldsomme knapper hvor flere metalfans jeg kender finder det usmageligt til tider. Forståeligt nok.

Det er en subgenre, som vi ikke dyrker meget på den danske scene. Vi har haft Jack Christensen som forsanger i Kraanium og så har vi de 2 bands Guttural Slug og Septic Congestion (der begge har arbejdet med Christensen). Men Guttural Disgorge, der blev dannet i 2023, har i den grad fået sparket nogle døre ind med deres brutal slamming death metal. Singlen “Maggot Infection” blev efterfulgt af de 2 EP’er Enthralled By Mutilation (2024) og The Slamputation Tapes (2024) og i år kom således fuldlængdealbummet First Degree Murder der har fået mange rosende ord med på vejen.

Det er gået stærkt for det unge band, og de står nu og skal åbne for et næsten udsolgt Lille Vega. Jeg glæder mig til at nyde en genre jeg alt for sjældent har mulighed for at se live. Mig og min smukke kæreste kommer lidt for sent, men imens hun står i garderoben smutter jeg ovenpå klar med min mobil notesblok, da jeg kan høre brølene fra højtalerne.

Der er godt proppet og da jeg får rykket mig tættere på scenen er pitten allerede i gang. Hvad der springer i øjnene er hvor meget bevægelse de herrer Ludvig Van Norde (guitar), Anton Theilade (vokal), Christian Schneider (bas), Anton Hansen (trommer) og Asher Højgaard (guitar) på få minutter har sat gang i. Der crowdsurfes til de af og til korte numre og musikken slæber sig groovende af sted som en rådden, maddikebefængt zombie. Bassen får lov til at lege og en langsom solo passer perfekt som et mordvåben i hånden hos en af de karakterer, der befolker musikernes gustne univers.

Theilade besidder den klassiske dybe utydelige slamvokal, blandet med de pig squels der hører sig til denne type metal. “Hillbilly Homicide” og “Blood Orgy” giver os musik hvor hele ryggen skal bevæge sig og jeg har et stort smil på når diverse fjollede og overdrevne lydklip finder deres vej ind i numrene. Dette er velspillet, men det falder dog i en fælde som mange andre lignende bands også gør. Det har en tendens til at blive meget repetitivt og slam bands lyder meget ofte som hinanden, men kan man slå hjernen fra, så er der bloddryppende og pervers underholdning for alle pengene.

Man kan godt mærke at der mangler noget mere scene-erfaring når interaktionen for det meste er begrænset til sætningen “kom så, Vega”. Men dette hindrer ikke bifaldet fra gæsterne og at Guttural Disgorge formår at iværksætte den største wall of death jeg nogensinde har set et opvarmningsband udføre, imponerende. Helt ned til baren åbner gulvet sig og jeg når lige at løbe ned til min kvinde, inden de 2 sider mødes i et intens kaos. Adskillige yngre mennesker var mødt op og måske er vi vidne til udviklingen af en gruppe der kan være ledestjerner for mange nye metal fans ind i den ekstreme undergrund.

Jeg fik nok grisehyl og down tunede guitarer til at jeg glæder mig til at vende tilbage til mere hjemmedyrket slam. It’s hammer time!

Vulvatorious

Og nu til et band, der også rider på deres egen succesbølge. Sofie Angen (guitar), Ditte Krøyer (vokal), Florent Besson (bas), Rasmus Johan Aarslev (trommer) og Signe Lading (guitar) har taget adskillige festivaler og anmeldere med storm de sidste år med deres crust punk black metal. Deres debutalbum Vulvatorious (2024) er en opvisning i hvordan metal både kan rive hovedet af dig samt have et vigtigt budskab på hjerte. Det er ikke længe siden at jeg havde fornøjelsen af gruppen på Rust som opvarmning for Witch Club Satan i november sidste år. Men nogle musikere kan man bare ikke få nok af, så her er jeg atter klar til at bøje nakken. Med på liveguitar har de Rasmus Krøyer.

I blåt lys ankommer gruppen, og jeg lever mig hurtigt ind i deres dystre verden og imens jeg bliver omkranset af rå guitarer og den helt særlige sorte stemning kun Vulvatorious kan skabe. Krøyer tårner foran os med sin sædvanlige sorte hanekam og mørke make-up. Til dette show er hun iklædt en hvid t-shirt med teksten “Protect Trans Lives”. Altid med en humanistisk agenda, så kender jeg bandet og alt det jeg holder af ved dem.

“Cunt War” er et hurtigt vredt monster, der vækker vores stemmer, men jeg lægger dog mærke til at folk lige skal vågne og vi er da også ovre i lidt af et genreskift, men det er jo netop hvad der gør line-uppen så spændende.

Det virker også til at den altid karismatiske Krøyer lige skal finde sig selv og der er ikke lige så meget kommunikation som der plejer at være. Men hendes bevidst sure grimasser og måden hun spænder sine armmuskler på foran os vidner om at vi stadig har at gøre med en af de mest selvsikre vokalister på den danske metal scene. Andreas fra Plaguemace kommer med og brøler sit bedste imens han løfter Krøyer op og man kan virkelig mærke venskabet imellem de 2 sangere. Min Carnifloor t-shirt ryger af, for jeg er grebet af stemningen og de blackede depressive toner leger næsten smukt med de mere aggressive punkede elementer i sangene. Sådan brygger man en eksplosiv omgang sonisk gift.

Dog kan resten af bandet godt komme til at virke lidt anonyme i længden, men moshes skal der og ikke langt inde i settet begynder stemningen af løfte sig. “Er vi fucking klar” spørger forsangerinden og man må sige at vi begynder sgu at være der og en circle pit iværksættes. Vi jubler og sætter også pris på de mere stille atmosfæriske momenter. Der gives hånd til de forreste rækker og nu har Vulvatorious for alvor fundet formen. “Fuck You Incel” er ved at blive en moderne klassiker og med mellem fingeren i vejret brøler vi af de usle mysogne mænd bag deres computerskærme.

Også her skal vi løbe ind imod hinanden over gulvet til stor succes. Det virkede til at gruppen lige skulle finde formen, men da det skete, kørte de den hjem på sædvanlig disciplin og en attitude der aldrig falder til jorden. Det er svært at overgå deres koncert på Warpigs sidste år, der var det bedste show jeg har set med gruppen, men når ens eneste problem er at man sætter sine egen standard så højt, så siger det også meget om hvorfor Vulvatorious forsætter med at vinde terræn hver gang de indtager en scene. Vi ses næste gang til Slag-Town Slays.

Plaguemace

Vi skal helt tilbage til Metal Magic i 2022 for at finde den første og sidste gang jeg så Matias Zacho (trommer), Simon Truelsen (guitar), Anton Holm (guitar) og Andreas Truelsen (vokal). Siden da er der sket meget. Fra en international tour med Neckbreakker og Crypta til at de nu næsten har udsolgt Lille Vega. Ikke dårligt og det skal her nævnes at med så mange internationale bookinger disse dage i vores kongerige er det en fornøjelse at se supporten til de danske bands denne aften.

I 2020 da bandet blev dannet udgav de singlen “Plagueface” og samme år landede EP’en Primal Priest. Reptilian Warlords (2023) er indtil videre eneste fuldlængde album, men mon ikke der kommer nyt om ikke så snart? Salen er varmet grundigt op og vi får at vide fra energibomben Truelsen bagved tæppet at nu skal vi danse. Og sørme om der ikke dukker en diskokugle frem. Dette sætter stemningen for, hvad der overordnet skal blive en virkelig skæg koncert.

Det starter dog lidt kikset, da Plagumace hopper på scenen og lyset er slukket. Tydeligvis ikke den eksplosive entre, der var planlagt. Dette bliver dog fikset og så kører death metal-toget for fuld fart. “Alle crowdsurfer og mosher nu” bliver der kækt kommanderet af Truelsen og reaktionen fra publikum viser en skøn uhæmmethed, hvor pitten koger hele koncerten igennem. Det ville være let at sætte bandet i en kasse der hedder “jysk pølle-død”, men der er faktisk en masse variation i sangene både når det gælder groove, temposkift og en vokalist der mestrer det onde growl samt lader sine korte hæse skrig skinne igennem samt for flettet lidt spoken word ind. Flere steder får jeg positive associationer til Six Feet Under, når Plaguemace blærer sig med deres kunnen inden for tyngde. Jeg synes endda at jeg hører lidt Mayhem i musikken på et tidspunkt.

“Reptilian Warlords” tromler os over og Truelsen er lige dele jysk tumpet og underholdende flabet med stor charme når han leger at hans tommelfinger forsvinder, danser fjollet rundt eller laver macarenaen. “Bevæg jer, det var ikke et spørgsmål” blandes med sætninger som “vi er lige vendt hjem fra Burkina Faso, det eneste sted man må køre spritkørsel”, “det her er Among the Filth den handler om at bo i Horsens” og “vil i have noget nyt? Jamen så spiller vi noget gammelt”.

Denne skønne selvironi og humor er i høj grad med til at løfte koncerten, for det er tydeligt at Plaguemace er her med et stort smil på læben. Der er ingen selvhøjtidelighed tilstede bare vred death metal her i “ny Horsens” som vi bliver døbt. Så fik man også den med på vejen. Det tager jeg med mig hjem til Amager sammen med de fræsende soloer.

Desværre har vi også i aften besøg af en særdeles uregerlig gæst der insistere på at løbe ind i alt og alle på en særdeles ubehagelig måde samt at sprælle med arme og ben når personen crowdsurfer så flest mulige blive ramt i hovedet og andre steder. Det virker til at metal-kulturens kodeks er helt tabt på dette individ og det hele toppes af med at kravle op i balkonerne og springe ud i hovedet på folk. Når mine venner er nervøse for, hvilke problembørn en booking som The Prodigy vil trække til Copenhell til sommer, forestiller jeg mig at vi fik en forsmag på dette i aften. Jeg trækker mig derfor væk fra pitten, da jeg ikke skal være tæt på denne skandaløse opførsel.

Heldigvis har Plaguemace så meget energi, at man også stillestående ude i venstre side kan mærke glæden og jeg får headbanget rigeligt. “Plagueface” er grum og endnu en wall of death og  søde crowdsurfere sørger for at Lille Vega bliver sat på prøve denne torsdag. Fra start til slut holdes festen i gang, og circle pitten havde lige så meget fart på som bandet, der kastede håret frem og tilbage i ekstase, imens de grinende fik det til at virke som en leg vi alle var inviterede med til imens diskokuglen vender tilbage og oplyser de svedende kroppe i rummet. “Hva fuck glor i på KBH?” bliver vi spurgt med et glimt i øjet, jamen på endnu et death metal pletskud fra Dannevang.