Anmeldelse af Mew + support: Blue Foundation, d. 31.05.25 i Royal Arena, Kbh.

Mængden af mennesker er folk i alle aldre, selv om der er en del der nok er vokset op med hovednavnet og nu er kommet for at tage afsked med en skelsættende epoke.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Sommeren 2025 er ved at gøre sit indtog og jeg cykler fra mit værelse på Amager for at være en del af en begivenhed, der skal blive udødelig. Men først skal et nyt musikalsk bekendtskab åbne denne lørdag aften.

Blue Foundation

Historien om Thomas Wilner (vokal, bas, guitar, synthesizer) strækker sig helt tilbage til 2000, da han dannede Blue Foundation og der er kommet 8 albums siden debutskiven Blue Foundation (2001). Closer To the Knife fra i år er det nyeste skud på stammen. Bo Rande (trumpet, keyboard) er også fast med i bandet, Rune Lohsen (trommer) og dansk/amerikanske Nina Larsen, der sang og spillede guitar til koncerten.

Der er placeret en skærm bag bandet, der viser psykedeliske tegneserieklip, blandet med billeder af byer og mennesker i forskellige tænksomme situationer. Gulvet er halvtomt til at begynde med, da gruppens dream pop/shoegaze/electronica begynder. Yderligere 2 skærme af placeret i toppen af hvert sit hjørne ved siden af scenen som viser musikerne så alle kan se.

Der er en vibration af tung mørk indie-rock og Wilners blide stemmer, der blandes med Larsens følsomme toner er en kombination der skaber drømmende følsomme fortællinger i et lydbillede der ofte er vemodigt, men som også tager os på optimistisk tur ud i den nedadgående sol. Det er indadvendt med sine egne visioner, der formår at skabe en melankoli, hvor sommernatten integreres med storbyens glimtende facetter.

Det er vemodigt, men det er også dejligt beroligende og denne særlige stemning er med til jeg lukker øjnene og flere gange lader mig føre væk. Til tider kunne jeg dog godt savne nogle flere udsving i musikken, og så driller lyden flere gange, hvor der kommer hak hvor alle instrumenter forsvinder. En ærgerlig tendens der gentager sig op imod 4 gange og det er med til at skubbe flowet i koncerten over i et uskønt hjørne.

Men det er smukt intet desto mindre, og Blue Foundation passer virkelig godt som opvarmning og selvom der ikke snakkes meget til publikum, så gør det ikke så meget imens gulvet fyldes mere og mere.

“Eyes On Fire” er messende og catchy på sin egen meditative måde, hvor også den nedtonede pop får lov til at gro i de store rammer. Jeg vil meget gerne opleve det her igen, får der er mange detaljer jeg gerne vil overgive mig selv til og udforske hos Blue Foundation.

Mew

En institution i dansk musikhistorie skal skrive et af de sidste kapitler denne lørdag, da forsanger Jonas Bjerre tager afsked med bandet efter 30 år. Johan Wohlert (bas) og Silas Utke Graae (trommer) har planlagt at fortsætte med Mew, men selvom det er prisværdigt at ville blive ved så er det stadig svært at forestille sig en fremtid uden Bjerres ikoniske, høje falset, der har været soundtrack til så uendeligt manges ungdom og sunget sig ind i hjerterne på os alle.

Jeg har aldrig været 100% dedikeret fan, men det er umuligt ikke at have lyttet til bare et par af Mews numre og deres progressive rock/indie/dream-pop, vækker stadig stor nostalgi om en hedengang tid i et fjernt liv jeg knap husker. Måske jeg kan få minderne genoplivet i Royal Arena. Rørt bliver jeg allerede imens jeg skriver disse linjer.

Til at demonstrere deres store betydning for musikhistorien har de Nick Watts (keyboard) og Mad Wegner (guitar) med på scenen. Begge har de optrådt med de 3 oprindelige medlemmer siden 2001.

Lyset slukkes, 3 lamper blinker og et brøl lyder fra gulvet der nu er ved at være fyldt samt tribunerne da der åbnes med “Introducing Palace Prayers” fra No More Stories Are Told Today I’m Sorry They Washed Away//No More Stories Are Stories the World Is Grey, Im Tired, Let´s Wash Away (2009), Satellites fra +- (2014) og den fængende Special fra And the Glass Handed Kites (2005). Særligt under sidstnævnte sagn får jeg kuldegysninger. Både over hvor levende og gode Mew lyder i aften, men over over fansenes reaktion, man kan virkelig mærke, hvor meget det her band betyder for gæsterne. Så kan det godt være at den øverste bagerste del af balkonen er lukket af da der ikke er solgt nok billetter, men “The Zookeepers Boy” skaber en håbefuld atmosfære og den emotionelle “156” fra den brilliante Frengers (2003) sender mig på endnu en skrøbelig tur ned af nostalgiens evige landevej.

Gruppen virker meget glade for stå her i aften og der takkes til deres mange lyttere, samt Bjerre af Wohlert og det føles bittersødt at stå her og skulle sige farvel, men dette er også en hyldest og det er for det meste storslået og melodisk på en måde som kun Mew har kunnet levere.

Bjerre selv har sin egen introverte optræden intakt, men det må også være med blandede følelser sangeren står her. Måske kæmper han en smule med stemmen, men det er kortvarigt og hans rørende vokal skaber episke ømme følelser under “Circuit Wolf”, “Chinaberry Tree” og “Then I Run”. “Gliding” er et nyt nummer, der endnu ikke er udgivet, og det er en spændende forsmag og en god grund til at Mew fortjener at fortsætte.

Sammenspillet er fejlfrit og smilene er mange hos kammeraterne fra Hellerup, der skabte dette blødende orkester sammen og der eksistere en unik samhørighed i arenaen over varmen fra scenen samt en evig fascination over de progressive til tider finurlige, catchy artsy sange Mew har skrevet i deres karriere. Jeg håber dog stille på at de vil spille “Repeaterbeater”.

Auraen fra bandet og den filosoferende styrke i materialet holder vores koncentration og efter “She Came Home For Christmas” og She Spider” går Mew af scenen, men de kommer naturligvis igen og det er til en perlerække af bevægende numre hvor “I Should Have Been A Tsin-Tsu (For You)” fra debut albummet A Triumph For Man (1997) introduceres med en tale fra Bjerre om hans tid i Mew og en stort tak til os alle. Man har en klump i halsen.

Man aner sorgen, men også stoltheden af den arv han efterlader sig og til den sidste koncert i Danmark er det transcenderende at synge med på den sørgelige “Snow Brigade”, “Am I Wry? No” og naturligvis den fantastiske eventyrlige “Comforting Sounds”. Kameraet har vist galakser og stjernehimmel på storskærmen bagved bandet, men nu er publikum i fokus og man ser tårer i øjnene og også Bjerre ser ud til at være rørt over situationen. Mobilerne oplyser som en vrimmel og jeg trækker vejret dybt

Et kapitel er lukket og jeg er taknemmelig for at jeg nåede at sige farvel. Det var en koncert, hvor det virkede til at alle forstod og satte stor pris på den kunst Mew har givet os og da bandet takkede af med armene om hinanden kunne man ikke være andet end rørt og smilene ville ingen ende tage, selvom det var en svær afsked, så emmede det også af lykke af hvor heldig man kan være over at opleve den her slags harmoniske øjeblikke.

De kommer ikke igen og vi skal værne om minderne sammen.

“I don’t feel alright, In spite of these comforting sounds you make, I don’t feel alright, because you make promises that you break. Into your house why don’t we share Our solitude?”

Se hele fotogalleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder