Den røde, vibrerende tråd

Jeg er med på, det kan lyde som en selvmodsigelse at mene, at Chronicle på én og samme tid pisker omkring sig med den røde tråd, mens de kan holde fokus på deres anden fuldlængdeudgivelse – og samtidig ikke være bange for at lege med lytternes forventninger.

Det vender vi lige tilbage til, men jeg vil starte med at give en stor cadeau til bandet for deres udvikling – for de har taget et stort kvanespring i deres musiske evner, forståelse for instrumenterne og ikke mindst at sammensætte sange på en spændende måde, som jeg virkelig savnede på de forudgående udgivelser.

Faktisk må jeg være ærlig at sige, at deres tidligere fuldlængde skiver, Primordial Fear og Memento Mori, var mere pligtlytning, fordi der trods alt var tale om et dansk band (Frederikshavn, Nordjylland), men igen emmede det mest af (endnu) mere dødsmetal fra hovedlandet, der højest kunne få mig til at trække på skuldrene, udgyde et “meh” og tænke: “Godt forsøgt, drenge!”.

Men så kom Demonology, hvor drengene så sandelig har markeret sig på en måde, så jeg kan skelne dem fra alt det andet jyske, døds-ævl.

Nuvel, Chronicle er – og har aldrig – været rendyrket dødsmetal, hvorfor jeg da også fandt lidt mere interesse i dem til at starte med, fordi de ikke er bange for at blande lidt melodi i lyduniverset, uden der skulle gå skønsang i den, eller produktionen lod omkvædet være et decideret hook i front, men samtidig at alle elementer gik tydeligt igennem – sådan som jeg kan lide min metal for tiden; og det samme gentager de her med et stort nøk opad!

“I Believe”-introen sætter stemningen, hvis man er til den slags, mens nummeret efter – det første egentlige – “They Have Returned” er et prima eksempel på, hvad pladen har i vente for lytteren, hvis man bare vil give skiven en enkelt gennemlytning, og hvis man også har tålmodighed (GYS!) i disse tider til at høre den flere gange:

Her er teknisk lir, det er “døds”metal, men der er noget fængende (ikke et hook i min optik), sammenspil og ikke mindst en knytnæve med henvisning til de kunstnere, der også bliver fremhævet i det tilsendte promo-materiale til sammenligning: tidlig Dark Tranquillity og The Black Dahlia Murder (TBDM) blandt andet.

Fremhævet er Children of Bodom også i den sammenhæng, og det fornemmer man tydeligt på et nummer som “RRD”, der kan være en omgang Bodom-light i den forstand, at man har blandet guitarlir – der ikke skal tage for meget fokus – med TBDM-tonser-tilgangen.

Specielt TBDM kigger meget frem på skiven, hvor jeg især vil fremhæve “Reset to Zero”, som, da jeg første gang hørte den, var overbevist om, at jeg netop hørte “Elder Misantrophy” af nævne amerikanere; men det er blot en ros herfra at ramme så højt et niveau.

Retur – apropos – til det med, hvordan pladen er legesyg: Du kan tage udelukkende de hurtigere numre, der en enkelt gang falder under tre minutter, og du har næsten en potent dødsmetal-skive med mindre udsving, der vil pyntes med punk; men tager du de længere numre på over seks minutter – der er mine favoritter (Den sidste halvdel i nummeret “Taxidermic Divinity” fik mig til at tænke uartige tanker at gøre ved musikere som tak; mens “Perpetuation of Addiction” på overfladen kan lyde som en undskyldning for at give vokalen en pause og jamme, men som virkelig er yppert at (gen)lytte til!) – så har du næsten en progressiv, teknisk dødsmetal-udgivelse med melodi.

Og nu har du sikkert fået så meget hovedpine over, at jeg har defragmenteret pladen, sat den sammen på ny og kastet så mange sub-genrer ind, at du naturligt spørger, hvad fanden det er for en rød tråd, jeg fabler om?

Den er der skam, for hvis du vil udfordres musisk med dansk metal, der tør lege med sig selv og lytteren – af musikere, virkelig kan deres kram – så har du her en skive, der peger i mange retninger, men aldrig mister grebet om den røde tråd, men hvor man kan høre hvert nummer igen flere gange og stadig finde mere af samme skuffe.

Er man så ikke til stilarten hos bandet her, så vil de bonusnumrene, er følger med, nok føles som en lidt for stor mundfuld, og man har rigeligt i de ni (når vi tæller intro-nummeret fra) sange, at man ikke behøver mere – og ni/ti numre plejer ellers at være lavt i min bog, men der er virkelig kælet for hver sang, hvert segment og hver rundgang her, at man ikke savner mere!

(Bassisten, Jacob, fra Chronicle skriver også lejlighedsvist for Metal A Day.)