Anmeldelse af Venom: Into Oblivion, udgivet d. 01.05.26 via Noise/BGM
Venom ændrer ikke meget på deres formular, men i hvor høj grad er det også nødvendigt?
Behøver de en introduktion? Skulle man ikke være klar over det har det britiske band med Conrad “Cronos” Lant (vokal, bas) i front været banebrydende inden for heavy metal/speed metal/thrash metal og for naturligvis at lægge navn til black metalgenren med det ikoniske album af samme navn fra 1982. Med Into Oblivion er Venom oppe på intet mindre end 16 studiealbums. Efter deres fænomenale koncert på Metal Magic Festival i 2025 var jeg spændt på at få fingre i deres nye skive. Cronos er anno 2026 flankeret af Stuart “Rage” Dixon (guitar) og Danny “Dante” Needham (trommer).
På åbningsnummeret “Into Oblivion” er alt ved det gamle. Vi får en punket gang old school tråd med en vrængende og fnysende Cronos hvis stemme er præcis lige så skrabet som den bør være. “Lay Down Your Soul” er et direkte callback til teksten i den legendariske “Black Metal”, men på trods af den kraftige nostalgi som trekløveret lider af (albumcoveret er da også en 1 til 1 kopi af pladen fra 1982) så kommer de godt fra start. Der er noget dejligt beskidt over musikken, godt hjulpet på vej af den simple produktion. Den grimme “Nevermore” tager kærligt kvælende hånd om Edgar Allan Poe og “Man & Beast” har noget helt catchy over sig med sit hulemandsomkvæd. Og på “Death the Leveller” får vi fart og tempo for alle pengene og man mærker at Cronos stadig har noget sort voodoo-magi oppe i ærmet. Det er dog ikke alt, der rammer lige præcist, og Venom ender med at køre lidt for meget i samme spole på pladens sidste halvdel. Det bliver faktisk lidt kedeligt og der er ikke nok ideer til at “Live Loud”, “Dogs of War”, “Deatwitch” og “Unholy Mother” rigtig sætter sig fast.
Når man insistere så hårdt på at holde sig til sin oprindelige lyd uden fornyelse eller nytænkning, så kan man risikere at snuble forblændet af egen ide om ens storhedstid. Der er dog noget prisværdigt og tør man sige det TRVE ved at Venom ikke på nogen måde ønsker at imødekomme mainstream metal tendenser og det er også det der gør at en sang som den Lucifer dyrkende “As Above So Below” fungerer så godt som den gør. Giv fanden i clean lyd fra Nuclear Blast, vi er her sgu ikke for at passe ind i en nydelig formel. Soloerne bliver eksekveret med en fræsende cool attitude og så kan man faktisk godt udstå de værste klicheer. Dette betyder på ingen måde at Venom har udgivet en fremtidig klassiker. Into Oblivion kommer heller ikke op på siden af feks. From the Very Depths (2015) og der er ikke nok gode riffs til at det kan retfærdiggøres at der skal være hele 13 sange. Men der er stadig materiale, hvor jeg godt kunne tænke mig et par numre fra på en fremtidig setliste.
Så Cronos fører Venom frem med vanlig foragt og slidt, stinkende læder indbundet attitude og er det ikke lige præcis dén grove vision vi ønsker fra Venom?
Into Oblivion trackliste:
- Into Oblivion
- Lay Down Your Soul
- Nevermore
- Man & Beast
- Death the Leveller
- As Above So Below
- Kicked Outta Hell
- Legend
- Live Loud
- Metal Bloody Metal
- Dogs of War
- Deathwitch
- Unholy Mother
