Amerikanske In This Moment er nogle jeg har lyttet til siden debutalbummet Beautiful Tragedy (2007). De peakede kreativt for mig med Black Widow (2014), men siden da er det gået støt ned af bakke mht. til nyt materiale. Ritual (2017) var kedelig, Mother (2020) var direkte elendig og jeg har ikke engang lagt mærke til at de udgav Godmode (2023). Så nu står jeg med Witch og skal finde ud af hvor Maria Brink (vokal), Chris Howorth (lead guitar), Travis Johnson (bas), Randy Weitzel (rytmeguitar) og Kent Dimmel (trommer) befinder sig i det herrens år 2026.
"Shame" åbner faktisk ret solidt med deres kombination af metalcore, industrial metal og alternative metal. Brink har stadig en god stemme, hvor både hendes dramatiske clean aspekter og skrig begge kommer til deres ret. Og så formår bandet at ramme den catchy sangskrivning som de er kendt for samtidig med at man får lyst til at moshe hjemme i stuen. "I Want To Believe" har Rory Rodriguez fra Dayseeker med på gæstevokal og det gør mig altid glad når jeg ser netop hans navn.
Men allerede her begynder Witch at miste kraft og sangen hæver sig aldrig over det middelmådige selv om der forsøges at tilføje en god mængde følelser. Den nogenlunde "Crawl" er mere ovre i den tunge ende, men er det virkelig nødvendigt at sovse Brinks stemme ind i så mange effekter hele tiden? Jeg ved godt at man leger med ting i studiet, men det bliver simpelthen for robotagtigt at det skal være så konsekvent et valg. "Into the Dark" gør sit bedste for at være et af flere emotionelle erklæringer på Witch, men det er faktisk meget mere søvndyssende end rørende. Først på "Sleeping With the Enemy" får gruppen lidt tænder og man mærker ilden og harmen i teksterne, men ligesom vi er ved at nå noget spændende, rammer det første cover. Her er det gået ud over The Police med "Wrapped Around Your Finger". Det er blevet til en elektronisk udgave, der bestemt er anderledes end originalen, men som igen tager pusten fra albummet og slet og ret bare er uinteressant.
Og her har vi hovedproblemet med Witch. Der rodes for meget rundt uden en egentlig rød tråd og med en næsten masochistisk mission om at sabotere kernen af anarki med påtagede ensformige ideer om hvordan man skaber en gotisk stemning. "Heretic" slår fra sig og Kim Draculas skrig passer godt ind. Men med det samme skal vi bagefter trakteres med den triste "Father" der næsten er decideret dårlig og træder vande i alle de samme røvsyge elementer, der gør Witch så overordnet intetsigende. "Without Me There's No You" formår at ramme bedre og drypper ligefrem af bitterhed og vrede drevet frem af noget så overraskende som en god melodi.
Men her er det for længst for sent at redde denne dødssejler, og vi er ikke engang nået til den dybt bizarre idé, det er at lukke Witch af med hele 2 covers! Jeg siger bare at den havde Pink Floyd ikke fortjent og hvad pokker laver Kat Von D her? Hun bidrager i hvert fald ikke med noget af værdi. Og jeg kan godt høre at In This Momenter er hårdt inspireret af Nine Inch Nails, men havde man behøvet at lave en 1 til 1 kopi der intet nyt bringer til Trent Reznors arv?
Jeg elsker generelt når folk er emo i metal, men her bliver jeg i dårligt humør af helt andre grunde. Der er så mange ringe valg på Witch. Det virker mest af alt til at man har gået efter masser af mørk form i stedet for rent faktisk at skrive nogle gode numre. For det kan In This Moment faktisk stadigvæk her og der, men det drukner mest af alt i tomme beats og effekter der mangler alt det som de engang kunne levere.
