Rap, cleans og klassisk blackmetal i ét band? Det lyder som opskriften på enten et musikalsk Frankensteins monster eller noget, der faktisk kan flytte grænserne for moderne metal. Og her sidder jeg så med deres debutalbum Anomaly, som lover noget nyt. Jeg glæder mig.
Pladen åbner med “Vermin” – og det er ikke ligefrem en forsigtig invitation indenfor. Vi bliver sparket i hovedet af klassisk blackmetal, mens Jakob Harris leverer gustne, hårde vokaler, så klamme, at man næsten kan forestille sig fråden hænge i mundvigene. Ovenpå kommer Gavin Mistrys emotionelle cleans som drager og tryllebinder. Det er spændende. Men jeg mangler noget.
Kombinationen af de to vokalister er en god idé. Faktisk en rigtig god idé. Jakobs vokal har godt af ikke at stå alene, og Gavin kommer hurtigt til undsætning med moderne metalcore-cleans, melodisk sang og endda episk rap, der sender tankerne direkte tilbage til nümetallens storhedstid. Det er en cocktail, der burde være farlig. Problemet er bare, at den ikke altid bliver mixet rigtigt.
I “Blame Me” bliver vi forkælet med Gavins dybe, melodiske vokal, og her løfter han nummeret fra “interessant” til noget, jeg faktisk får lyst til at høre igen. Guitaren giver et solidt throwback til 00’ernes metalcore og rap-metal, men kun i korte glimt, før de hurtige blackmetalriffs igen tager rattet. Det er et smukt nummer. Som bræt får en slutning.
Jeg måtte tage et double take på “Blame Me”, for her rammer Gradience noget, der næsten fungerer på alle parametre. Sangteksten, produktionen, vokalerne – det hele hænger sammen. Her føles visionen ikke længere som en beskrivelse fra en pressemeddelelse. Her kan jeg høre den.
Men genialiteten varer ikke ved. “Agony” har lækre breakdowns, og musikken gør præcis det, den skal. Den slår hårdt, den bevæger sig, og guitaren får lov at trække nummeret fremad. Til gengæld falder Gavins cleans fuldstændig til jorden. De føles lade og uinteresserede – som om sangeren keder sig. Det er især frustrerende, fordi potentialet er så tydeligt. Og endnu en gang får vi det hårde cut som afslutning på nummeret. Det virker første gang. Anden kan jeg godt blive i tvivl om gentagelsens åbenlyshed.
Så kommer titelsangen, “Anomaly”. Og den starter gudeskønt. Her er Gradience oppe blandt moderne metalcore-bands. Produktionen sidder, melodien sidder, og samspillet mellem clean og hård vokal fungerer. Jeg når næsten at tænke: Nu har de fundet den. Så får blackmetallen mere plads. Og her falder det fra hinanden.
Den harmoni, der var ved at opstå, bliver erstattet af stilforvirring. De to vokaluniverser smelter ikke længere sammen – de skubber til hinanden. Det, der på papiret burde være kontrasten, bliver i stedet en konflikt. “Anomaly” havde efter min mening haft godt af at lade Gavin stå mere alene. Ikke kun fordi kombinationen her virker uharmonisk, men også fordi albummet allerede begynder at vise tegn på ensformighed. Når samme idé gentages igen og igen, mister den noget af sin slagkraft.
Der er ingen tvivl om, at Gradience har lyttet til Linkin Park. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting – tværtimod. Men da “Stains” åbner med linjen “It’s like I’m paranoid peeking over my shoulder”, må jeg indrømme, at mine alarmklokker begynder at ringe. Associationen til “Papercut” er svær at ignorere. Ikke kun på grund af formuleringen, som læner sig ekstremt meget op ad “It’s like I’m paranoid, looking over my back”, men også på grund af kadencen i første linje.
Er jeg for hård ved Gradience? Måske. Med så meget musik derud begynder man på et tidspunkt selvfølgelig at løbe ind i de samme billeder, vendinger og følelser. Men når et band allerede trækker så tydelige tråde tilbage til nümetalens mastodonter, bliver det ekstra vigtigt, at teksterne føles som Gradience’s egne.
Heldigvis fungerer partnerskabet mellem Jakob og Gavin fremragende resten af nummeret. “Stains” har en helt unik lyd. En lyd, jeg gerne vil høre meget mere af. Her bliver Gradience mere metalcore end nümetal, og pludselig står de med et klart udtryk mellem hænderne. Det er muligvis mit yndlingsnummer på pladen. Der er harmoni. Identitet. Og jeg vil have mere af det!
Men halvvejs gennem pladen begynder jeg derfor at stille mig selv et irriterende spørgsmål: Er det dét her, jeg skal forvente resten af vejen?. En clean-vokal, der får mig til at spidse ører, efterfulgt af en hård vokal, der kun fanger halvdelen af tiden. Et øjeblik, hvor Gradience lyder som noget helt nyt! Efterfulgt af et øjeblik, hvor jeg føler, jeg har hørt det samme nummer igen og igen.
“Deathwish” starter ellers med et hårdt, growlet “Deathwish”, og det rammer ekstra hårdt, fordi der ikke er musik til at polstre slaget. Bare stemmen. Et simpelt greb, men et effektivt et. Derefter får vi en fed differentiering mellem de to vokaler, et guitarriff og trommer, der sparker alle døre ind, efterfulgt af et breakdown, der ville gøre enhver gyserfilmsentusiast stolt. Jeg elsker det. Men jeg elsker stadig ikke de mudrede blackmetalstykker.
De skaber en form for diskurs i et musikalsk univers, der ellers er urbant, hårdt og ekstremt velproduceret. Måske er det bare Jakobs vokal, jeg ikke bliver venner med. Den er bevidst gusten, men for mig føles den gustne lyd som fedtet på en ellers blankpoleret overflade. Og så fortsætter rutsjebanen.
“Undone”, “A Witness” og “White Noise” fortsætter med de samme op- og nedture. Jeg kan godt høre, hvad Gradience vil. Og når deres clean og hårde moderne metalcore-lyd rammer, fungerer det til perfektion.
Jeg kan også høre, hvad de vil med de hurtige, klassiske blackmetalpassager. Ideen er interessant. En nytænkning af genren, hvor forskellige metaltraditioner bliver smeltet sammen. Men på denne plade lykkes det kun for alvor enkelte steder. “Stains” viser, hvordan det kan fungere. “Deathwish” og “Anomaly” viser, hvordan det ikke gør.
Chris Kreutzfeldt har til gengæld gjort et virkelig solidt stykke arbejde med at mixe pladen. Hvert nummer står stærkt alene, og produktionen er gennemgående skarp. Problemet opstår først, når jeg hører albummet fra ende til anden. Alle numrene begynder at ligne hinanden.
Det er næsten ironisk. Her har vi et band, der henter inspiration fra jazz, grime, rap-metal, moderne metalcore, blackmetal og alt derimellem – og alligevel ender helheden med at føles ensformig? Måske er det i virkeligheden her, Gradience går galt for mig. De vil for meget. For hurtigt. Og på samme tid.
Det er ikke nødvendigvis ambitionen, der er problemet. Tværtimod. Jeg ville langt hellere høre et band forsøge at sprænge rammerne og fejle nogle gange end endnu et band, der spiller sikkert. Men på Anomaly føles det indimellem, som om Gradience står og trykker på alle knapperne på samme tid.
Pladen afsluttes med det blødere nummer “Grimey Potential”. Endnu et nummer, jeg burde føle noget for. Det er velproduceret, melodisk og har alle de rigtige ingredienser. Men det er kedeligt. Og det er næsten det mest frustrerende ved Anomaly. For jeg vil så gerne synes, at det er pissefedt.
Jeg kommer derfor ikke fra Anomaly som en omvendt fan. Tværtimod. Jeg kommer ud af albummet med lyst til at høre, hvad Gradience gør næste gang. For de har noget, som mange debuterende bands mangler: en vision. Nu skal de bare have teknikken og energien til at indfri den.
Jeg vil stadig holde øje med Gradience. Ikke fordi Anomaly er den færdige version af noget stort. Men fordi jeg kan høre, at den måske er begyndelsen på det.
