Anmeldelse af dag 2 af Epic Fest 2026, d. 11.04.26 i Roskilde Kongrescenter + Gimle, Roskilde
Sidste dag på Epic Fest 2026 gik det hele op i en højere enhed, da selveste Roy Khan mindede mig hvordan det hele begyndte for mig.
Foto Tommy Skøtt
Lørdagen bød som noget af det første på et solrigt vejr. Skyerne og regnen var borte og varmen meldte sin ankomst med et snert af sommer. Vinden var stadig til stede, men det var tydeligt på min gåtur fra Roskilde Station, at jeg ikke behøvede min Eternal Champion longsleeve eller min Hexis hoodie. Jeg har ikke nået at se meget musik på Gimle denne festival. Faktisk intet om fredagen, men et af de sjældne power metal bands i Danmark gør at dagen starter dér. Udenfor sidder masser af fans klar og en paladin i hvidt har gjort sin ankomst.
Indenfor er der bannere i hver side af scenen samt et symbol i højre side oppe på væggen, der skal ligne at det er lavet af træ. Pynten fortsætter her med at gøre noget ud af temaet, der fastholder os i den fagre verden, vi er en del af denne weekend. Og atter er det imponerende hvor mange der er rejst hertil fra både Columbia, Ungarn, Spanien, Frankrig og Japan.
Lost Dawning: Gimle kl. 14:00
Gruppen er vel egentlig mere et internationalt band, da Philippa Sztencel (vokal) er fra England, Daniel Engström (trommer) er fra Sverige. Peter Lenz (keyboard) er fra Tyskland og kun William Øgaard (guitar) er fra Danmark. De har udgivet EP’en Embers of Dusk (2022) og en single fra deres kommende album. Men Dragejægere med en lokal i slænget er sjældne, så jeg finder mig en god plads i venstre side. Det er det største show Lost Dawning har spillet og så har de tilmed æren af at åbne lørdagen. Som live musiker på bassen har de Philip Schneider.
Flere sover måske deres brandert ud, men vi er alligevel en del der står klar. Lenz åbner med nogle blide toner, og gruppen spiller en solid omgang metal, der frem for alt får én i godt humør. Hvor bands som Ad Infinitum, Beyond the Black eller Tarot har en langt mere dramatisk tilgang til genren, så har vi her at gøre med en mere ligetil mission ud i horisonten. Derfor mærker man stadig ambitionerne og størrelsen i bandets lyd som røde og blå farver, oplyser scenen. “Let’s take this to the next level” siger Sztencel, men lige da nummeret skal til at begynde, er der problemer med keyboardet. Det giver lidt venlig latter, da det er et fjollet antiklimaks. “This is a dream come true” siger forsangerinden og man kan tydeligt mærke hvor meget bandet har glædet sig og hvilken milepæl det her er i deres spæde karriere. Øgaard og Schneider står skulder ved skulder ude på scenekanten og har en fest.
Det er dog også tydeligt at Lost Dawning er et ungt projekt der på trods af fine soloer og heltemodige velintegrerede keyboard melodier stadig har plads til at udvikle sig. Stztencel gør sit bedste, og hun har absolut en stemme, der kan noget. Men hun er også meget nervøs og det hæmmer desværre hendes optræden. Særligt hendes høje noter virker i dag forcerede og anstrengte, hvorimod hendes flotte vokal hviler langt mere i de rolige stykker. “I am from Wales and we have something you don’t, dragons!” således introduceres “Solace In Flames” og sammen med “Burning Star” og “Cry of the Dragonborn” formår Lost Dawning at sætte lidt ild til Gimle. Men vokalistens flossede nerver er tydelige, og da et nummer præsenteres forkert undskylder hun næsten helt skamfuldt. Det havde hun nu slet ikke behøvet at gøre. Bassen driller også med lidt feedback, så det er ikke et show uden sine fejl. På trods af disse detaljer så spår jeg bandet en lys fremtid og håber at de får succes i udlandet, da jeg ved at de sigter uden for Danmarks grænser. Som vi viftede vores arme fra side til side i takt var lørdagen startet mere end ganske udemærket. Jeg glæder mig til det kommende album!
3/5
Og nu på vej mod Kongrescentret. Min mobil vil pludselig ikke tænde og hele vejen er jeg helt rædselsslagen for at jeg ikke vil være i stand til at tage noter, men det lykkes at få liv i mekanikken. Den skal skiftes ud snart! I køen til garderoben spilles der akustisk folk over højtalerne og det er nu rart at få en beroligende jingle inden dagen byder på mere overdreven metal.
Victorius: King Roar’s Hall kl. 15:00
Power fra Tyskland. Det burde jo næsten være en selvskreven succes? Det er jo landet, der gav os Helloween, Gamma Ray, Blind Guardian, Primal Fear og Edguy. Men det skal vise sig at være en mere end anstrengt oplevelse. Andreas Dockhorn (bas), Dirk Scharsich (guitar), David Babin (vokal), Frank Koppe (trommer) og Flo (guitar) kommer ind i gyldne rustninger der ligner et miks af ridderne fra Camelot og The Mandalorian.
Der er ét emne, der overskygger alt hos Victorius, og der er, at alt skal handle om dinosaurer. Fra deres “Total T-Rex Terror” single til “Raptor Squad Attack” og “Dino Race From Outer Space” fra World War Dinosaur (2026) og da også “Dinos and Dragons” og “Dinosaur Warfare”. Det er som hvis man tog “Laser Shooting Dinosaur” fra Angus McSix og valgte at gøre hele det nummer til ens karriere. Det fremstår beklageligvis mega plat på den rigtig ærgerlige måde og det er faktisk imponerende hvordan man kan få et sådant koncept til at fremstå både kedeligt og fantasiløst. Bandet har plagieret førnævnte band, samt Gloryhammer som hvis de smed det hele ind i en Chat GPT og lod den om at skrive alt deres musik. Babin lyder både og ligner oven i købet også Thomas Winkler.
Resultatet bliver mere og mere irriterende jo længere tid der går. Hey, hvad med at vi også lige smider ninjaer, kæmpehajer og power rangers ind for at gøre det endnu mere retningsløst? Tyskerne er i sandhed essensen af, throw everything at the wall and see what sticks. Vor herre bevares! Hvor meget leflen er muligt i én enkelt koncert? Mit job som anmelder er meget testet.
Der skal være plads til at fjolle, særligt i denne genre, men det skal også være backet up af sange der kan holde konceptet oppe. Dette ejer gruppen ikke. Det hele lyder så forbandet ens at selv brugen af ellers frisk disco ikke kan redde dette band. Alt fremstår kynisk konstrueret ud fra hvad der fungerer bedst i et koldt marketingsperspektiv af fadølsfest. Men på intet tidspunkt virker det autentisk, velskrevet eller skægt på nogen måde som kan overbevise mig om at jeg behøver at se det her igen.
Hvad jeg dog må give Victorius, er at de formår at få publikum med på deres ellers ikke sjove rutiner. Gruppen kommer ind med kæmpe smil, store armbevægelser og lysende katanaer + en energi der smitter af på fansene. Deres udadvendte tilgang og dedikation til deres egne tåbelige temaer formår at hive masser af klappen og fælleskor ud af salen. Jeg er måske bare en af de få, der bare ikke falder for deres trivielle stunts.
For hold nu op, hvor er det svært når alle aspekter af Victorius konstant går efter laveste fællesnævner. Man skulle tro det var et AI-band, men det er virkelige mennesker der bare springer over hvor gærdet er lavest. Men folk er med på at danse og grine af hofnarren. Jeg selv trækker måske på smilebåndet, men kun fordi at der er noget så absurd tragikomisk prisværdigt ved at stille sig op med så meget selvtillid og levere noget der klinger så hult og som sonisk føles som fastfood. Og ja, da det endelig slutter, er outroen naturligvis Jurassic Park (1993) temasangen af John Williams….
Når jeg ser sådan noget her, forstår jeg godt dem der hader power metal.
2/5
Twilight Force: The Realm of Might and Magic kl. 17:00
Nu til en favorit! Jeg kan godt se at det kan være forvirrende at jeg lige har brokket mig over Victoruis, men at jeg så til gengæld er kæmpe fan af Daniel Beckman/Blackwald (keyboard), Alessandro Conti/Allyion (vokal), Galen Stapley/Galyn (guitar), Bradley Hall/Bramley Underhall (guitar). Isak Olsson/De’Azsh (trommer) og Alex Miles/Xandor (bas). Den store forskel er at Twilight Force i den grad har evnerne til at få deres materiale til at gå i et med deres high fantasy kongeriger kaldet The Twilight Kingdoms der er skabt af Beckman. De spiller alle en karakter, heraf deres aliasser som elvere, troldmænd og andre mytologiske figurer.
Siden jeg så dem på Wacken Open Air 2017 med deres originale forsanger Christian Eriksson/Chrileon, har jeg været fan. Ydermere har jeg set dem i Templet i 2023 med Seven Spires og Silver Bullet + på Wacken Open Air 2023. Nu tager jeg min metaforiske brynje og skjold på, da jeg sammen med gode venner begiver mig af sted.
Efter en fortællerstemme intro kommer bandet ind i kostumer som om de er på vej til en LARP-kampagne. Heldigvis så er “Twilight Force” og “Dragonborn” fra At the Heart of Wintervale (2023) + “Thundersword” og Valley of the Vale” fra Dawn of the Dragonstar (2019) skrevet med så meget sans for harmonier, fart og store armbevægelse at man hurtigt lever sig ind i deres Heroes of Might and Magic og Dungeons and Dragons-inspirerede eventyr. Der kyles en ordentlig bunke latex sværd ud til publikum og der går ikke lang tid for de første crowdsurfere viser sig. Overalt smiler, griner og springer folk rundt. Der er også noget helt specielt ved Twilight Force, der bringer os alle tilbage til dengang man løb i skoven og sloges med pinde og legede at man havde alle verdens kræfter. En blanding af godmodig, behagelig og rar humor samt nogle af de vildeste power speed metal soloer fra Galyn og Bramley Underhall får os alle til at gå i barndommen. Overdimensioneret er et fattigt ord og vi brøler bandets navn så højt vi kan. Jeg ridder på en usynlig stolt ganger sammen med mine kammerater.
Grønne lasere skinner, imens vi skal være med til at rejse ud efter drager, lære at kaste fireballs og le højt for at bruge the force of arc dragons. Gruppen hidkalder os med den glorværdige og lykkelige “Flight of the Saphire Dragon” og den mirakuløse “To the Stars” begge fra Heroes of Mighty Magic (2016) og netop pga kvaliteten i disse numre så nyder man i allerhøjeste grad at deltage i de selskabslege der følger med. Allyion når de højeste toner ubesværet og man savner ikke Chrileon. Som vi rider gennem skove, dale og bjerge i “Gates of Glory” og den pompøse klassiker “Enchanted Dragon of Wisdom” samt “The Power of the Ancient Force” alle fra Tales of Ancient Prophecies (2014) bliver humøret ikke højere. Twilight Force bliver et samlingspunkt for Epic Fest 2026. Om der snakkes om den fortryllede kartoffel som forsangeren har i hånden eller når bandet pludselig fryser fast og vi skal bryde forbandelsen ved at råbe, så er dette helte metal når det er allerbedst!
Der er et stort circle pit og folk er arm i arm forbundet i disse vidunderlige aktiviteter og singlen “Magic of a New Dawn” (2026) får sin live-debut i Roskilde. “Dawn of the Dragonstar” slutter det bedårende, overdrevne narrativ vi alle blev en del af. Ikke en eneste sang på setlisten føltes svag og via overdrevne musikalske genier blev vi alle velsignede med overnaturlige forunderlige scenarier. Fantasien kunne leve frit ledsaget af cinematiske skjalde sange, der gjorde alle til hovedpersonen i et fælles svulstigt sagn om vores bedrifter.
5/5
Seven Spires: King Roar’s Hall kl. 18:30
Det er min tredje koncert med Jack Kosto (guitar), Adrienne Cowan (vokal), Peter de Reyna (bas) og Dylan Gowan (trommer). Efter oplevelser med amerikanerne i Templet i 2023 og i Pumpehuset i 2025 sammen med TULIP og Ad Infinitum kan det her kun blive godt.
Cowan er ofte omdrejningspunktet med sin hæse growl og sin imponerende rene vokal. Skiftene mellem disse to klarer hun som sædvanlig ubesværet og med enorm indlevelse der får gæsterne til at blive opslugt i “A Fortress Called Home”, “Songs Upon Wine-Stained Tongues” og “Almosttown” fra A Fortress Called Home (2024). Man kan sagtens trække paralleller til lignende bands som Xandria, Delain, After Forever og Sirenia, men Seven Spires dypper ofte tæerne i det progressive for at skille sig ud med deres symphonic metal. Det giver dem en storslået lyd, der forandrer sig igennem hvert nummer med vers, omkvæd og instrumentale stykker, der aldrig er stillestående eller forfalder til blot at være standard episk metal. Guitar-arbejdet fra Kosto emmer af drama og mørke, der gør Seven Spires til en langt mere voldsom begivenhed at være med til.
Fra det blide til det eksplosive til det tænksomme går vi igennem en drastisk setlist med “No Words Exchange” og min favorit “Succumb” fra Emerald Seas (2020) til “Ghost of Yesterday” of “Oceans of Time” fra God of Debauchery (2021). En lækker bas-solo fra Reyna bryder en mindre barriere, og som Gowan fokuserer sine trommer i et hastigt tempo, så tilbyder amerikanerne en mere alarmerende musik, der ofte føles lige så tragisk som den er Peter Pan eventyrlig. Skoven af hænder viser af Seven Spires atter har skabt et teater der efterlader flere måbende som “Wanderer’s Prayer”, “God of Debauchery” og “The Old Hurt of Being Left Behind” sendte os afsted med en både grum og intens fornemmelse i kroppen.
4/5
Sonata Arctica: The Realm of Might and Magic kl. 20:00
Finnerne har trukket masser af fans til og salen er godt proppet. Men man kan altid finde et sted at stå i siderne med godt udsyn. På den måde føltes det aldrig nogensinde klaustrofobisk. I 2023 så jeg Tommy Portimo (trommer), Tony Kakko (vokal), Henrik Klingenberg (keyboards), Elias Viljanen (guitar), backing vokal), og Pasi Kauppinen (bas, backing vokal) på Gimle sammen med Induction og Stratovarius. Dengang klarede Sonata Arctica sig fint uden ligefrem at udmærke sig helt vildt. Nu står de øverst på plakaten og er på en 30th Anniversary tour, så hvad mon vi kan forvente?
“SONATA” råb høres og blåt lys tændes som Portimo kommer ind og stikker en trommestik i vejret og signalerer at nu begynder vi. “Paid In Full” fra Unia (2007) er en af de få sange jeg altid har kunnet lide, så at den åbner, brokker jeg mig slet ikke over. Sonata Arctica har følelserne meget mere uden på tøjet end alle de andre bands tilsammen. Det skal forstås som at det måske har sine øjeblikke hvor det musikalsk føles storslået, men oftest er det skrøbeligheden der er i fokus. Min veninde beskriver det som emo-power metal og det er en meget rammende betegnelse. “Black Sheep” fra Silence (2001) og den sårbare “I Have A Right” fra Stones Grow Her Name (2012) + “Closer To an Animal” fra The Ninth Hour (2016) skaber mere øm hold i hånd stemning end uhæmmet folkedans og bragende pondus.
At Klingenbergs keyboards har en central rolle passer godt og der er mange opfindsomme melodier fra netop dette instrument i deres musik. Kakko kæmper lidt med sin stemme, men at dømme på mængden af gange han skal snakke med lydmanden så er der vist også noget galt med hans in ear piece. “Letter To Dana” fra debuten Ecliptica (1999) fortæller sangeren var det første nummer han skrev til bandet i 1996. Det er en flot ballade, der er et højdepunkt i koncerten, som Kakko sidder alene og lader sine blide toner flyde ud i salen. Tempoet sættes lidt op igen med “White Pearl, Black Oceans….” fra Reckoning Night (2004) og selvom Sonata Arctica ikke kan matche Rhapsody of Fire, Ensiferum eller Twilight Force der har stået på samme scene så har de deres egen magi der får flere struber til at synge med.
Kakko growler endda kort et par gange, ja den havde jeg ikke set komme. “Fullmoon”, “Victoria’s Secret” og “Don’t Say A Word” fortsætter stilen, hvor beroligende melodier og drømmende omkvæd mikses med prangende elementer. At der sluttes med at der skal synges “vodka” til folkemusik er lidt skævt i forhold til den stemning der har domineret koncerten, men pyt. Sonata Arctica har uden tvivl en lyd der er helt deres egen og det har givet bandet en lang karriere. De står på den største scene af en grund selvom de ikke fik bygningen til at vælte. Det her er mere introvert, men det rammer ofte de følelser, der synges om hos lytteren, og den slags ærlige og hudløse tilgang har bestemt sin plads.
3,5/5
Ude ved garderoben gør min jyske veninde mig opmærksom på noget specielt. Der er en lukket lounge hvor man kan sidde eller ligge i sofaer, lænestole og sofapuder med tæpper. Et sted hvor der skal være stille og mobilen skal være lydløs. Der er pyntet med lyskæder og man skal tage skoene af. At man kan få en så rolig pause i nogle dage, hvor man bliver bombarderet med indtryk er en genistreg. Ro og fred og tid til at lade op. Dette tiltag kunne mange andre indendørsfestivaler lære noget af. Vi kan alle blive overstimulerede og trænge til at lukke øjnene, inden vi vender tilbage. Stor ros skal lyde herfra for dette tiltag.
Roy Khan: The Realm of Might and Magic
Grunden til at jeg blev power metal fan var Kamelot, med albummet The Black Halo (2005) og stemmen der ændrede alt tilhørte norske Roy Khan. De numre han sang på efterfølgende og skrev sammen med Thomas Youngblood (guitar) står stadig for mig som noget af det ypperste, der nogensinde er skabt i heavy metal. Khan nåede yderligere at være med på Ghost Opera (2007) og Poetry For the Poisoned (2010) før han desværre led et nervøst sammenbrud i 2011 og måtte trække sig fra musikken og i flere år led af svære psykiske problemer. Hans fravær efterlod mig med et stort savn og med alt verdens sympati for en kunstner, der havde defineret så meget af min musik smag.
Der var stille fra Khans side indtil 2018, hvor han udgav en enkelt sang “For All” og samme år fandt sammen med sit gamle band Conception. Og da det blev annonceret at han ville turnere med fokus på Kamelot materiale og på sin The Black Halo 20th Anniversary rejse ville headline Epic Fest 2026, gik jeg mildest talt amok. At en af mine største idoler ville stå på scenen igen med netop de numre var en drøm jeg ikke havde turde håbe på ville gå i opfyldelse. Jeg så ham 1 gang med Kamelot på Wacken Open Air 2010 og at det nu skulle ske igen var svært at fatte. Jeg kommer i god tid for at stå helt oppe ved hegnet til venstre. Næsten en time før showstart. Dette er grunden til at jeg er her i mere end én forstand.
Roskilde Domkirkes pigekor er hevet ind til lejligheden og musikerne fra Seven Spires er med Khan på scenen. Da der åbnes med “When the Lights Are Down” bliver jeg kastet tilbage til min tid på teenageværelset og musikken fremstår lige så overdådig og fabelagtig som dengang. De her sange er ældet som fin vin og man forstår hvorfor de har inspireret generationer af power metal musikere. Det her er på et niveau kun de færreste kan konkurrere med når man hører og ser “Moonlight” udfolde sig som en sublim ceremoni. En næsten større fornøjelse er at se Roy tilbage bag mikrofonen. Han har en mimik og en stemme, der forfører en som var han genrens svar på Lucifer. Lige dele dragende, ikonisk og uden fortilfælde. Ingen kan matche hans magnetiske tiltrækningskraft. Dette er frem for alt også historien en mand der har overvundet sine mørke side og nu stiller sig frem i lyset igen med en genvunden selvtillid og stemme der stadig emmer er patos.
“Center of the Universe” fra Epica (2003) er overraskende da jeg kun troede der ville fokuseres på The Black Halo. Men det tilføjer kun til min enorme lykke at Khan giver os endnu flere klassikere. “The Haunting (Somewhere In Time)” har Adrian Cowen med, men der måtte nu godt skrues lidt op for hende og ligeledes koret, men det er skønhedsfejl i sidste ende. “Soul Society” og den over 8 minutter lange “Memento Mori” viser, at Roy er topform, som han går helt tæt på sine fans, næsten ned i fotografen. Det er betagende at se ham fortrylle alle med karisma og flair for skuespil. Han har The Realm of Might and Magic i sin hule hånd. Mit hjerte hopper, da “Rule the World” fra Ghost Opera spilles. Det nummer kan om noget piske en stemning i gang med sine bombastiske trommer samt melodier, der spår om alt fra arabiens nat til de mest overvældende syner man kan forestille sig. Det er alkymi som kun Roy Khan kan levere det. Når der tales til os, fremstår nordmanden taknemmelig og ydmyg over at være i Danmark. Det her er et comeback af de helt store.
Til “Forever” er jeg meget emotionel, da jeg selv åbner for nogle minder jeg har begravet. Vi synger med på melodien ledt an af Khan. Som ekstranumre får vi den kolossale “Ghost Opera”, der betyder noget helt særligt for mig og en gammel ven. Det er en tour de force uden lige og til “March of Mephisto” kulminerer det hele, så det er svært at beskrive. Man fristes til at kalde det legendarisk. Publikum synger så højt, at de næsten overdøver visse sektioner og jeg mister næsten selv min stemme.
Roy Khan viste hvorfor han er en af de største vokalister der nogensinde har eksisteret i heavy og en godfather i power metal. Jeg var så fyldt med adrenalin og refleksioner at dette skriv nok aldrig vil kunne forklare hvad jeg gik igennem. Men det var uden tvivl en af de bedste koncerter i mit liv. At cirklen sluttede og hele min historie med power metal blev forenet af manden hvis serenader er selve rygraden i fortællingen der har bragt mig til Epic Fest 2026 kunne ikke sammenlignes med noget andet. TAK ROY KHAN OG VELKOMMEN TILBAGE!
5/5
Hagane spiller i King Roar’s Hall kl. 00:30, men efter det jeg lige har overværet, er jeg mæt og fuldendt. Jeg siger farvel og tak for denne gang til venner og veninder og jeg går ud i kulden. Solen er for længst gået ned og som natten overtager gennemgår jeg alle de mange mennesker og kreative muligheder der findes på Epic Fest. Vi har i årevis rynket på næsen af power metal herhjemme, men at se den endelig blomstre er en stor fornøjelse. For den tilbyder sin egen unikke stil og sikkerhed, der allerede nu er ledestjerne for mange og 100% vil vise vejen frem når det handler om at finde plads til vores egne indre uendelige sagaer.
“What does winter bring if not yet another spring”
– Kamelot, Serenade (2005)
Fotos er taget af Tommy Skøtt. Se flere billeder i galleriet fra dag 2.
