Anmeldelse af Ad Infinitum + support, d. 05.11.25 i Pumpehuset

Dag nummer 2 i Pumpehuset varslede et genreskift.

Foto: Tommy Skøtt

Jamen, er der powermetal i byen, så kommer jeg løbende. Der var også Battle Beast denne aften i Roskilde. Ganske vist har jeg været fan i længere tid af finnerne og Gimle ligger tættere på mig nu til dags. Men alligevel, så trækkes jeg i retning af en anden episk pakke.

TULIP

Første band kommer hele vejen fra Canada. Dannet i 2017 har Colin Parrish (guitar) og Ashleigh Semkiw (vokal) udgivet 3 albums + en pokkers masse singler samt 2 EP’er, hvoraf den seneste er The Dark Tetrad fra i år. Live flankeres de af Ryan Claxton (trommer) og Cody Casillas (guitar).

Vi befinder os i den lille sal, men det er godt, da den store helt sikkert havde føltes alt for tom. TUILIP kommer ind med et kæmpe overskud, store smil stående på podierne imens de headbanger. Der er absolut ingen tvivl om, at de ønsker at være her i aften mere end noget andet. Oven på gårsdagens skuffelse med Lacuna Coil, er det lige netop denne her slags attitude jeg har savnet. Lyden er god denne aften og skaber gode rammer for at man kan få alle detaljer med.

Den symphonic metal/alternative metal der spilles, mangler måske de helt store omkvæd for rigtig at sætte sig fast + at Semkiws stemme ikke har megen personlighed over sig. Når det så er sagt, så er hun dejlig aktiv på scenen og matcher sine band kammeraters livlige optræden.

Jeg har før bemærket at når materialet lige mangler de sidste 30%, så kan man redde meget ved at komme ud over scenekanten på andre måder. Dette mestrer TULIP i høj grad, og man mærker i hver sang, at de ikke ønsker at blive glemt når de forlader os. “Ghost of Kyiv” fra The Perpetual Dream (2023) minder mig om både Evanescence og nyere Within Temptation. Igen, ikke den mest vindende kombination lige her, men det underholder i høj grad og de moderne soloer ruller flot ud i salen og når både Parrish og Cassilas growler på samme tid skaber det lidt ekstra pondus så man nikker med hovedet.

Der klappes i takt af gæsterne og TULIP formår at engagere en hel del i forhold til at de er første band. Jeg går ikke nødvendigvis hjem og lytter til mere af deres diskografi, men de landede med begge ben solidt plantet i Pumpehuset og efterlod en varm sal på deres første besøg i Danmark. Godt gået.

Seven Spires

Næste gruppe er fra Amerika og det er et af de der navne jeg har hørt her og der, men aldrig tjekket ud. Seven Spires har eksisteret siden 2013 og Jack Kosto (guitar), Adrienne Cowan (vokal), Peter de Reyna (bas) og Dylan Gowan (trommer) udgør line-uppen. Jeg har set Cowan synge med Avantasia på Wacken Open Air i 2024 og på Jailbreak samme år i Horsens + i Prag på Here Be Dragons Tour 2025. Så jeg ved hun er talentfuld bag mikrofonen. Nu må jeg se hvordan det lyder med hendes eget band.

Et slag fantasy kor afspilles og med en stemning der er sat til noget storladent kommer gruppen ind og Cowan demonstrerer hurtigt sin stemmepragt med aggressive skrig og growls + flot, svævende og majestætisk, magisk ren vokal. Hendes skift imellem de 2 er glidende og hendes teknik er fejlfri. Så er det ligesom på plads. Vi bliver i genren for symphonic metal med sange som “Songs Upon Wine Stained Tongues” fra A Fortress Called Home (2024), “Ghost of Yesterday” fra God of Debauchery (2021) og “The Cabaret of Dreams” fra debutalbummet Solveig (2007) imens rødt og gult lys blinker.

Sangerinden indrømmer tidligt i koncerten at hun er ramt lidt af jetlag, men det mærker man ikke meget til, som numrene er både episke og catchy. Soloerne er imponerende og samtidig lige lidt mere blærede. Hos Seven Spires er der nemlig sneget sig en god slat progressive metal ind. Det hele blandes til en dynamisk kombination og hele bandet fremfører deres materiale med store armbevægelser uden at misse et eneste beat. Der grooves og headbanges til den store guldmedalje og at bevidne endnu en bunke musikere der er så levende at være i selskab med er en fornøjelse. Og så er det jo bare ren forkælet, når musikken også er et hit.

“Succumb” er mit nye favoritnummer og det bemærkes ved siden af mig at “det blev helt Peter Pan-agtigt”. Det er ikke en forkert observation for Seven Spires rammer helt sikkert noget legendarisk flere steder uden at forfalde til unødvendig teknisk akrobatik.

Da der er få sange tilbage, jokes der fra scenen af at deres numre alligevel er 10 minutter lange hver, så vi er slet ikke færdige endnu. Vores hænder er i vejret og vifter imens “Love’s Souvenir” løfter salen, inden “God of Debauchery” efterlader os med en glorværdig oplevelse. Jeg håber at se Seven Spires på større spillesteder, for de har et bagkatalog der på alle måder bør få lov til at sprede sine vinger. Det var en sejr i Pumpehuset, kunne det blive bedre?

Ad Infinitum

Tilbage i januar tog jeg en tur til Amager Bio for at se Eluveitie. Samme sted stødte jeg på Ad Infinitum og jeg var temmelig solgt til deres musik, og jeg lovede mig selv at troppe op næste gang de besøgte hovedstaden. Som sagt så gjort, nu hvor det er første gang de headliner på deres Into the Abyss Tour 2025.

Et kæmpe banner kan knap være rundt om scenen og stemningen hos publikum er mere end klar til headlineren. Der er “HEY”-råb allerede inden Ad Infinitum kommer ind i rampelyset. Da Melissa Bonny (vokal), Adrian Thebenvitz (guitar) og Niklas Müller (bas) stiller sig op på poderne imens røg søjlerne skyder op om dem flankeret af Korbinian Benedict (trommer) er det med en selvsikkerhed og et fokuseret blik der lover os, at det her har været ventetiden værd.

Schweizernes symphonic metal arbejder med lidt flere pop-elementer i “Upside Down” fra Chapter III: Downfall (2023), “Aftermath” fra Abyss (2024) og “Your Enemy” fra Chapter II: Legacy (2021) og det gør de med stor succes skal jeg hilse at sige. Det er fængende og man kan hurtigt synge med på teksterne eller nynne de mange flotte melodier. Alt sammen uden at det bliver leflende for diverse trends. Guitararbejdet er eminent og det rummer både hård tyngde og lettere blide stykker hvor man kan lade sig svæve på en anden måde med lukkede øjne.

Kemien mellem musikerne er tydelig og der smiles, pjattes og kommunikeres hele showet igennem så man mærker den store glæde de 4 mennesker deler i aften. Der spares i den grad heller ikke på publikumskontakten, og Ad Infinitum er utrættelige som vi klapper, råber i takt og har armene i vejret utallige gange. Vi er på alle måder inviteret med til festen. Der opstår den sjældne perfekte symbiose, hvor band og fans er på fuldkommen bølgelængde og aldrig mister hinanden. Mit favoritnummer “My Halo” ankommer hurtigt og jeg smiler overdrevet imens jeg synger med af mine lungers fulde kraft.

Bonny kan være blid og forførende i sine toner, men også frembrusende og grum i både sin rene vokal og i sit growl. I sandhed en frontkvinde med karisma. “Anthem For the Broken”, “Follow Me Down” og “Surrender” er alle dragende samt overbevisende udført. Man keder sig ikke på noget tidspunkt og mine forventninger er allerede blevet oversteget på alle måder. “Dead End” gæstes af Cowan og sikke en duo hende og Bonny udgør. Blåt og lilla lys oplyser scenen og vi hopper sammen som musikken fortsætter sit sejrstogt med “Euphoria”, “Animals”, “New Dawn” og “Outer Space”.

Lyden er massiv og næsten for høj sine steder, men jeg rykker mig bare et par meter længere ned. Helt bagerst smitter bandets umiskendelige lidenskab også af på alle. Der er ikke udsolgt, men Ad Infinitum spiller som headlinede de Wacken Open Air og jeg er intet mindre end imponeret. “The One You’ll Hold Onto” gæstes af Semkiw og Ad Infinitum holder os kærligt fast igennem “Marching On Versailles” og “Regicide”.

Der er plads til både dem der vil bevæge sig og ligeledes til dem der bare vil holde om hinanden. En unik balance hvor alle får hver deres koncert på lige højt niveau leveret af et band der mestrer kunsten at være lykkelige og tilstede i nuet med deres fans.

Vi bliver forkælet med en setliste på intet mindre end 20 sange! Det føles dog ikke som overkill når kvaliteten er så høj og med “Unstoppable”, “Live Before You Die” og den afsluttende “Into the Night” som ekstranumre går ingen skuffede hjem. Det var måske ikke nogen moshpits, men det formåede at være en både prægtig og intim koncert hvor Ad Infinitum strålede og gjorde deres første headliner koncert i Danmark til en stor ubestridt succes.

Se galleriet af Tommy Skøtt herunder