Anmeldelse af Eluveitie + Ad Infinitum, d. 23.01.25 i Amager Bio.

Min favoritvenue lægger lokaler til mit favoritfolk-metalband på deres ‘Ánv Rising Europe Pt 1 tour‘. Jeg var i den grad klar på en sonisk rejse ud i glemte historiske landskaber iført min Eternal Champion long sleeve.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Ad Infinitum

Allerførst er der support fra de schweiziske/tyske symfoniske metallere i Ad Infinitum. Bandet blev dannet i 2018 af sangerinde Melissa Bonny og anno 2025 består resten af bandet af Adrian Thebenvitz (guitar), Niklas Müller (trommer) og Korbinian Benedict (bas). Bandet er oppe på 4 studiealbums og sidste år kom det nyeste, Abyss. I 2022 så jeg Ad Infinitum optræde på det selvsamme spillested jeg står i nu sammen med Butcher Babies, Beyond the Black og Amaranthe. Dengang fik jeg ikke det store ud af det første band og måtte på daværende tidspunkt forlige mig med at jeg er gladere for Bonny når hun synger med H.E.R.O. eller Feuerschwanz. Men som musikelsker og særligt som anmelder skal man være ekstra åben, så nu prøver jeg igen.

4 store lampestolper på scenen blinker i forskellige mønstre af gul og blåt lys. Cool ser det ihvertfald ud og publikum tager pænt imod bandet. Ad Infinitum er tungere end jeg husker dem og de nemme rytmer + de catchy vers og poppede omkvæd, gør det nemt at nikke med på sange som “Follow Me Down”, “Aftermath” og “Somewhere Better”. Det er heller ikke til at komme udenom at Bonny har en fantastisk stemme, der giver de til tider lidt generiske stykker af deres symphonic metal et tiltrængt løft. Growle kan hun absolut også, men den vokal stil blandet med denne genre bliver jeg dog aldrig 100% fan af.

Hvor bandet scorer ekstra højt er dog på charmebarometeret. Benedict og Thebenvitz storsmiler til publikum under hele showet, både når de står på deres podier og når de går tæt ud til de forreste rækker ved hegnet. Ej heller overses nogen mulighed for at gestikulere til fælles klap, “HEY” råb, viften med armene eller til at vise oprigtig taknemmelighed over at stå her i aften.

Således lykkes det Ad Infinitum at skabe en skøn stemning i salen og jeg selv overraskes over, hvor sjovt jeg har det til “Anthem For the Broken”, “Outer Space” og “Surrender”. Bonny taler lidt pænt dansk til os med accent og det er både klodset og skægt. Da vi synger fødselsdagssang for hende, bliver vokalisten så rørt, at hun glemmer, hvilket nummer hun skal optræde med.

Ofte er frontkvinden også ovre og læne sig kammeratligt op af Benedict under sangene og hele bandet udstråler en skøn oprigtig varme fra scenen. Vi bliver opfordret til at råbe højere end Sverige og vi gør helt sikkert vores bedste. Vi bliver præsenteret for lidt elektronisk og flere, inklusiv mig selv, griber muligheden for at danse og hoppe. Da koncertens bedste nummer “My Halo” efterfølges af de 2 sidste sange “Into the Night” og “Unstoppable” er jeg efterladt med overvejende positive følelser. På mange måder er Ad Infinitum utroligt gennemsnitlig på den symfoniske metalscene, men de formåede at overbevise flere og samtidig levere for deres danske fans. De gik til deres support-tjans med stor livsglæde og professionalisme og jeg har givet deres Abyss-skive et par lyt derhjemme siden da.

Jeg dukker helt sikkert op næste gang de er i DK, med lidt mere kendskab til deres materiale. Det må vist alligevel betegnes som en sejr.

Eluveitie

Tilbage i 2002, dannede sanger Chris Glanzmann folkmetalbandet Eluveitie med fokus på et tekstunivers, der beskæftigede sig med galliske/keltiske historier, sagn og spiritualitet. Disse temaer gik igen i sangskrivningen og i udseendet såvel som i hele æstetikken i projektet.

Debutalbummet Spirit (2006) skabte fin opmærksomhed omkring gruppen. Det var dog først med Slania (2008) at det store gennembrud kom og undertegnede fik da også øjnene op for bandet her. Særligt via singlen “Inis Mona” fra det førnævnte album. Med sin tilhørende musikvideo er nummeret på nuværende tidspunkt blevet set over 34 millioner gange på Youtube og som mange andre blev jeg fan af den melodiske death metal kombineret med keltiske folke melodier og ren kvinde vokal samt mængder af fløjter, sækkepiber, hurdy gurdy og harpe. Det 8 personers store band har haft mange skiftende line-ups igennem tiden og i øjeblikket består kriger stammen af Chris Glanzmann (vokal, mandolin, akustisk guitar og sitar), Kay Brem (bas), Rafael Salzmann (leadguitar), Matteo Sisti (sækkepibe, tinfløjte, hurdy gurdy), Jonas Wolf (leadguitar), Alain Ackermann (trommer), Fabienne Erni (vokal, keltisk harpe) og Lea-Sophie Fischer (violin, hurdy gurdy).

Alle mine koncerter med Eluveitie har faktisk været i Amager Bio. I 2012 med Wisdom og Sabaton, i 2019 med Infected Rain og Lacuna Coil og i 2022 med Nailed To Obscurity, Dark Tranquillity og Amorphis. Bandet er på vej med album nummer 9 og atter har jeg fornøjelsen.

Scenen er dækket med et kæmpe banner, der viser en blomstrende skov i skæret fra grønt lys. Så er stemningen allerede sat, og selv om der bestemt ikke er udsolgt, så begynder vi at stå tættere på hinanden. Bandet kommer klædt i passende kostumer, der på samme tid ikke føles for overdrevne. For når der åbnes med den voldsomme “Helvetios” fra konceptalbummet af samme navn, der fortæller om den galliske krig mod romerne, så mærker man, at der er en anden seriøsitet over dette folkmetalband. Der er ikke brug for masser af props og lir.

Musikken lader os mærke historiens vingesus og “Ategnatos” gør sit for at ruske op i gæsterne, der til at starte med er en smule tilbageholdende. Men med den nye single “The Prodigal Ones” er det svært ikke at være imponerede over mængden af musikere, instrumenter eller den urkraft, hvormed det hele eksekveres. Som påkaldelsen af glemte ånder, klangen af sværd og messende magi.

“Slanias Song” er en betagende oldtids vise, der også er som at møde en gammel ven fra min musikalske fortid. Her skal også kastes et par rosende ord efter Erni, der stråler på scenen som en guddommelig shaman både alene og i duet med altid rå Glanzmann.

Dog er det mest rørende øjeblik for denne anmelder, da den storslåede og samtidig blide “A Rose For Epona” fra Helvetios (2012) bliver spillet og man savner næsten ikke Anna Murphy på vokal. Nummeret, der er skrevet ud fra en gallisk kvindes smerte over massakren af hendes folk i slaget ved Bibracte og de håbløse bønner, der sendes op til guderne, kan give mig en klump i halsen, selv imens jeg skriver disse ord. En af de smukkeste og mest tragiske sange Eluveitie nogensinde har skrevet.

Men det er det som netop denne gruppe kan, hvor lignende bands ofte ender med blot at synge om mjød og overfladisk rollespils kamp (bevares det kan også være underholdende). Men her mærker man duften af urter i skovbunden og tilstedeværelsen af de glemte liv og ånder, der nu kun findes i gamle fortællinger. I Amager Bio denne torsdag sørger den brutale “Deathwalker” fra Ategnatos (2019) for sved i moshpitten og “The Call of the Mountains” fra Origins (2014) inspirere til stor fællessang og -hop, alt sammen imens følelsen af autenticitet og respekten for forfædrenes arv bibeholdes.

Jeg kan ikke længere holde mig tilbage, og jeg løber ind i pitten og ler af glæde til den hårdtslående musikalske trio bestående af “Ambiramus”, “Havoc” og “King”. Min trøje er røget før koncerten startede og dryppende af sved kaster jeg mig rundt med spændte muskler og mine lunger på skønt overarbejde. Eluveitie er særdeles motiverede i aften og jeg håber at denne line-up holder længere end gennemsnittet i bandet, for det er en samling velspillede trubadurer vi står over for og ikke et eneste instrument falder igennem på vores vandring over bjerge, gennem dale og skove i jagten på det kommende sommersolhverv. “Premonition” lover godt for det kommende album. Nummeret er spækket med alle de druide detaljer og metalelementer vi er vant til og da gruppen forlader os, har vi en lille pause før at “Inis Mona” får rummet til at lette for de gæster, der stadig vil danse. Selv dem der ikke vil headbange, smiler bredt. Ritualet har nået sin ende og for en stund omfavnede vi de hellige symboler mens vi sang for livets hjul og altings forgang og genopstandelse i naturen såvel som i mennesket.

Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder