Det muliges kunst

Anmeldelse af: Amorphis m.fl. D. 29. november 2022 i Amager Bio, Kbh.

En ganske almindelig tirsdag i november blev pludselig en “super tuesday”, hvor Amorphis “vandt” aftenens fire-dobbelte koncert, som godt kunne have nøjes med at være tredobbelt.

Nailed to Obscurity

Jeg så Nail To Obscurity første gang i 2019, da de og Jinjer varmede op for Soilwork og Amorphis i Amager Bio. Dengang havde de udgivet deres fjerde studiealbum, Black Frost. Siden da har de “kun” udgivet to singler.

Ligesom man som band skal udvikle sig lidt fra album til album, skal især mindre bands også udvikle sig fra turné til turné. Siden Nailed To Obscuritys sidste koncert i Danmark, i januar ’19, er de cirka lige så populære som opvarmning i modsætning til Jinjer, der er over alle bjerge nu.

Forsangerens vokal var så dyb, at den nogle gange forsvandt og blev overdøvet af trommerne. Det doomede blev lidt for obskurt og fejlede. De kom ikke rigtig ud til publikum; ej heller ikke på første række, hvor én person stod og kiggede på sin telefon det meste af koncerten. Men resten af publikum blev om ikke andet opvarmet, men kun til 3 stjerner.

(Anmeldelsen fortsætter efter sætlisten og billedet.)

Nailed To Obscurity sætliste:

Black Frost
Protean
Liquid Mourning
Clouded Frame
Desolate Ruin

Dark Tranquillity

Melo-dødsmetallere i Dark Tranquillity er lidt yngre end aftenens alderspræsidenter, Amorphis, når det kommer til udgivelse af første studiealbum (The Karelian Isthmus, 1990). DT’s debut, Skydancer, landede nemlig i 1993. Men af uransagelige årsager har jeg aldrig lyttet til Dark Tranquility. Men det bliver ændret efter i aften.

Svenskerne bød op til dans med catchy omkvæd og tunge melodier. Der var både elementer af Gojira, Soilwork og Arch Enemy. På bagtæppet var et stort lærred opsat, som viste grafiske animationer og sangtekster, og det fungerede rigtig godt både visuelt og som introduktion til deres univers til nye fans. Forsanger, Mikael Stanne, sang indlevende, specielt på “What Only You Know” og “Misery’s Crown”. Jeg må lytte mere til Dark Tranquillity i fremtiden. Dark Tranqillity får 4 stjerner.

(Anmeldelsen fortsætter efter sætlisten og billedet.)

Dark Tranquillity sætliste:

Identical to None
Lost to Apathy
What Only You Know
Atoma
Cathode Ray Sunshine
The Dark Unbroken
Hours Passed in Exile
Phantom Days
Misery’s Crown

Amorphis

Dagen inden aftenens koncert offentliggjorde Amorphis, at koncerten i Stockholm d. 1. december var aflyst pga. en arrangør/promotor, der var gået konkurs. Heldigvis eksisterede Triffid & Danger Concerts kun i Sverige, så den danske koncert var aldrig i fare.

Der er Amorphis, og så er der alle de andre. Det beviste de tirsdag aften. De andre blegnede i forhold til Amorphis’ episke, melodiske og tunge tracks. De lagde hårdt fra land med de nye “Northwards” og “On the Dark Walters. Der var en ideel kombination af gamle og nye; “Black Winter’s Day” til “Death of a King”. Både forsanger Tomi Joutsen og nogle af de andre kommunikerede ganske lidt med publikum, men sangene kunne godt bære det, måske fordi jeg kender sangene så godt, så jeg ikke behøver at få dem præsenteret. Hele fire ud af 12 numre var fra det nye album, Halo, fra 2022, hvilket var en dejlig overraskelse. Der var dog ingen fra Circle-pladen, men til gengæld fik vi også “My Kantele” fra 1996.

Dette var femte gang, jeg så Amorphis siden 2015, da jeg også så dem i ’16, ’18 og ’19. Dette var ikke deres bedste koncert, men det er også svært at konkurrere med, da jeg så dem på hjemmebane på Qstock Festival ’18 i Finland. Der var ingen dårlige momenter eller oplevelser – det var en forløsning at høre de gamle sange igen live og de nye, som jeg har ventet på siden release i februar, så derfor får Amorphis 5 stjerner.

(Anmeldelsen fortsætter efter sætlisten og billedet.)

Amorphis sætliste:

Northwards
On the Dark Waters
Death of a King
Silver Bride
Into Hiding
Wrong Direction
The Moon
Seven Roads Come Together
Black Winter Day
My Kantele
The Bee
House of Sleep

Eluveitie

Det schweiziske folkmetalband, der udtales El-vay-Tee, debuterede i 2006 med Spirit, men det var først i 2014, de fik deres kommercielle gennembrud med “Call of the Mountains” fra deres sjette album, Origins. I 2019 spillede de på Copenhell og udgav deres seneste udspil, Ategnatos. Deres lyd kan beskrive som en bastard af tv-serierne Game of Thrones og Vikings. Hundy-gurdy-strengeinstrumentet med håndsving er blevet deres trademark og med god grund – for det lyder både originalt og godt for et folkmetalband.

Da koncertturnéen blev annonceret i foråret, troede jeg, at Eluveitie ville udgive et nyt album i sommeren/efteråret. Men det skete som bekendt ikke, så jeg var lidt skuffet, da der stadig ikke var annonceret noget kommende udspil efter sommerferien. Det satte nok også en dæmper på en ellers god koncert, hvor alle ni(!) mand på scenen stod næsten lige så tæt som publikum.

Forsanger, Chrigel Glanzmann, er en talentfuld growler, men det var mere sangerinden, Fabienne Erni, der synger clean, der stjal opmærksomheden. Eluveitie bevæger sig på grænsen mellem power- og folkklichéer, men de gør det med stil, så man glemmer Eurovision-tricks med bl.a. violiner. Dog var de ikke lige så gode, som jeg husker dem på Copenhell, og det var lidt synd for dem, at de spillede efter Amorphis, som virkelig leverede, og dermed ikke før, men jeg lader tvivlen komme dem til gode, og giver dem igen 4 stjerner.

Se det fulde fotogalleri fra Anders Groos Mikkelsen efter billedet og sætlisten