Kunsten at lave kunst

På mange måder minder Amorphis om mange andre metalbands. Men der er (mindst) én forskel: De skriver ikke deres egne sangtekster faktisk lidt som Elton John og Bernie Taupin (samt andre popmusikere). Det vil sige, den finske kunstner Pekka Kainulainen skriver teksterne (på finsk, hvorefter de oversættes til engelsk). Amorphis komponerer musikken til. Det kan lyde dovent, men det har højnet det kunstneriske og poetiske niveau generelt på deres plader siden Silent Waters (2007).

I 1990 blev Amorphis dannet af Esa Holopainen (leadguitar), Tomi Koivusaari (vokal og rytmeguitar), Jan Rechberger (trommesæt og keyboard) og Olli-Pekka Laine (bas).
Siden da har der været mange udskiftninger undervejs, bl.a. forlod Laine bandet i 2000, men kom tilbage i 2017, da Niclas Etelävuori forlod bandet. Koivusaari er nu “kun” guitarist, efter Pesa Koskinen (1995-2004) og den nuværende forsanger, Tomi Joutsen, overtog vokal-tjansen i 2005.

Amorphis har i alt udgivet 13 studiealbums, men de 8 seneste er med Joutsen i front, og de er alle gode, men specielt Circle (2012), Under The Red Cloud (2015) og Queen Of Time (2018) var deciderede mesterværker.

Da jeg hørte førstesinglen, “The Moon”, var jeg ikke helt overbevist, i modsætning til da jeg hørte førstesinglen “Wrong Direction” fra forgængeren, Queen Of Time, som tog mig med storm. Men jeg skulle ikke høre mange numre af Halo, før tvivlen blev gjort til skamme: Amorphis er i dén grad tilbage i topform!

Åbningsnummeret, “Northwards”, indledes af Apocalyptica-cello-klingende toner, hvorefter Esa Holopainen giver sin sinaturlyd på guitaren, og senere skruer Santeri Kallio op for hammondorglet, og den får én på sinkadusen, så selv Deep Purple (og organist Jon Lord) ville blive imponeret! Der refereres tilbage til “Tuonela”-floden fra sangen af samme navn (fra 1999) og “Silent Waters”-sangen (fra 2007). Sidstnævnte handler om Kainulainens søn, der på tragisk vis druknede. Også på “On The Dark Waters” og “My Name Is Night” bliver Tuonela nævnt som en (mørke)rød tråd. “Tounela” er også navnet på dødsriget/underverdenen i finsk mytologi, samt grav/kirkegård.

Annonce

“Seven Roads Come Together” handler muligvis om dem selv – de seks bandmedlemmer (Joutsen, Holopainen, Rechberger, Laine, Koivusaari og Kallio) plus sangskriveren Pekka Kainulainen: “Place your gifts on that stone, With a drop of your blood, Where seven roads come together, Offer a gift of honey, Give the fruits of your ghost, Where seven roads come together”. Et finere og mere poetisk broderskab er nok svær at finde i andre bands.

Den eneste ballade er “My Name Is Night”, men det er også en duet med den svenske sangerinde Petronella Nettermalm (tidl. forsanger i Paatos). Den minder om “Amongst Stars” (feat. Anneke van Giersbergen) og “White Night” (feat. Aleah Stanbridge), men tilføjer alligevel noget andet – en tusmørkemelankoli, der på bringer pulsen ned efter 10 heftige numre, før man kan lytte til pladen endnu en gang.

I modsætning til Battle Beast og Sonata Arctica så bliver Amorphis aldrig for letbenet og flyvsk. Amorphis har en enorm tyngde og kraft i både melodier, vokal og lyrik. Ligesom Gojira og deres plade Fortitude. Joutsens vokal, der veksler mellem clean og growl, giver en god dynamik og variation til sangene.

I forhold til Esa Holopainens soloalbum, Silver Lake by Esa Holopainen fra 2021, så er Halo mere stabil og stilsikker i sit kunstneriske udtryk, da Silver Lake… var mere eksperimenterende i forhold til de mere poppede/rockede numre med forskellige sangere. Men også på Halo er Holopainens (og Koivusaaris) guitar letgenkendelig og fængende.

På visse steder er Halo mere progressiv end Circle, Under The Red Cloud og Queen Of Time, andre tidspunkter er den tungere, og derfor også en my mindre sing-along-egnet, men det gør den ikke dårligere. Dérfor får Amorphis og Halo 5 stjerner for endnu et mesterværk i deres diskografi.

Halo trackliste: