Anmeldelse af Green Lung – This Heathen Land. Udgivet via. Nuclear Blast d. 03/11-2023.

Britiske Green Lung er på banen med et album der emmer af melodiøs stoner.

Eftersigende spillede Green Lung fra London en glimrende koncert på Copenhell tidligere i år. Nu er de så på banen med deres tredje album This Heathen Land, der byder på næsten lige dele tungt og doomet metal, som det gør af melodiøse mere poppede stile. Balancegangen er fin, men Green Lung lader umiddelbart til at have styr på det.

Efter en kort intro bliver vi kastet for dommedags løverne, og man åbenbarer, at den aggression, man ellers ofte kender fra doom-genren, er noget mere melodisk. Dette kommer særligt til udtryk igennem de melodiske leadstykker fra guitaren, den varierede brug af orgel og især den til tider porøse, men alligevel stærke og genkendelige vokal. Tom Templar synger glimrende og ligger rigtigt fint i sit høje register, sådan som det især kan høres i afslutningen af det glimrende nummer “Hunters in the Sky”, hvor vokalen kortvarigt nærmest lyder hen ad Rob Halford fra Judas Priest. Foruden den overraskende vokal har dette nummer også en fremragende guitarsolo; du ved, en af den slags, som giver lytteren lyst til at finde luftguitaren frem.

Musikken er ofte enormt traditionel i sit udtryk, hvor særligt bands som Black Sabbath bestemt ikke har har levet forgæves. Hvilket stoner- eller doomband er i øvrigt ikke inspireret af Black Sabbath?

Der lægges godt fra land med den solide “The Forest Church”, der har et ganske fængende omkvædshook. Her viser bandet en god blanding imellem det melodiøse og det tunge. Vokal og riffs sidder især dejligt på dette nummer, som på mange måder er et pragteksemplar på, når Green Lungs musikalske sammensætning fungerer.

Den gode stil fortsætter på “The Mountain Throne”, og man begynder at bide mærke i, at det her album og band minder om noget, man har hørt før. Denne anmelder gør i hvert fald, og da albummets tredje egentlige nummer (tredje, hvis vi ikke tæller introen med), står det klart. Nummeret “Maxine (Witch Queen)” viser et band, der nærmest 1:1 har kopieret Ghost. Nummeret lyder slet og ret som noget, der kunne komme fra et album med det svenske orkester endda i sådan en grad, at man formentlig godt ville kunne bilde folk ind, at det netop er et nyt nummer fra det maskerede band.
Musikalsk er det især de lidt discoinspiretede trommer, måden orgelet spiller på og ikke mindst riffs og tempo, som vækker disse associationer. For hele pladens vedkommende er det hovedsageligt vokalen, som lyder af Tobias Forge, men musikken følger trop flere gange i både stil og udtryk.

Den musikalske kvalitet falder lidt på “One for Sorrow”, hvor der ellers bliver skruet på tyngden. Nummeret er ganske tungt, men tungt og langsomt viser sig ikke at være gruppens spidskompetence. Der sker simpelthen for lidt spændende i løbet af nummeret, og til trods for tyngden er det bare som om, der mangler noget skub. Disse problemer fortsætter i mindre grad på albummets rolige, ja, nærmest ballade-agtige-nummer, “Song of the Stones”, hvor tyngden stadig lever – denne gang i samarbejde med et glimrende akustisk guitarspil. Desværre besidder albummet også en antiklimatisk opbygning henimod slutningen af nummeret. Dette antiklimaks kan nærmest sammenlignes med, når hvad man regner med, når en en god larmende prut viser sig at blot være en fesen siver.

Desværre er det også her at albummets produktion ikke helt skærer ordentligt igennem. Den akustiske guitar har lidt en tendens til at sporadisk at drukne i det soniske tryk fra de ret dominerende trommer. Til det skal det siges, at trommespillet langt henad vejen ikke er det mest interessante ved dette album, så at de konsekvent skal være så høje, at de ligefrem drukner dynamikken fra den ellers flot udførte akustiske guitar, er en skam.

På det resterende af albummet fungerer produktionen dog glimrende, og det rå udtryk, den har, virker rigtigt godt på This Heathen Land. Særligt lækkert lyder guitarer og orgelet, og til trods for at trommerne ind imellem har lige nok tryk på volumen, lyder de helt bestemt også fortrinligt til stilen. Green Lung har et godt overblik og styr på genren og dens lyd, hvilket dog sporadisk også ender ud i nogle numre der til trods for deres umiddelbare kvalitet ikke virker synderligt originale.

This Heathen Land har sin svinger i den doomede stoner-vals, men når briterne virkelig får musikken til at svinge, ja, så svinger den saftsuseme også godt!

De meget åbenlyse Ghost-inspirationer slipper bandet utroligt nok fra, uden at det bliver for meget for denne anmelder. Alligevel formår bandet med dette album at levere et for langt størstedelen af tiden glimrende album, som har en okay variation – særligt genren taget i betragtning.